Mange fotografer roser fotograferingens evne til at forandre, men Alexandra Surkova oplevede det på egen krop. Hendes passion er at fotografere den iberiske los – en art af vilde katte, der menes at have levet på den iberiske halvø i en million år. For 20 år siden mente man, at der kun var 94 iberiske losser tilbage, men efter en del bevaringsarbejde menes der nu at være omkring 2.000.

"Mit første møde med en los ændrede alt", fortæller Alexandra. Før brugte hun sit kamera til gadefotografering, men i 2020 ændrede COVID-19-nedlukningen og en særlig gave, et Sony FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS-objektiv, hendes passion. "Det skete for fem år siden. Jeg var ude for at fotografere med objektivet, da jeg så lossen. Mine hænder rystede. Halvdelen af mine billeder var slørede, men i det øjeblik vidste jeg, at mit fremtidige liv lige var begyndt. Oplevelsen gjorde, at jeg slet ikke kunne sove den nat. Jeg havde set dette ekstremt flygtige dyr, som man så sjældent får at se i naturen."

Siden dette tilfældige møde har Alexandra dedikeret sit liv til fotografering af dyreliv af enhver art, men lossen er og bliver hendes store kærlighed. "Selv nu, når jeg er alene i marken, og jeg ser lossen, begynder mine hænder at ryste. Det er aldrig "bare et foto". Det føles som en samtale med noget tidløst. En påmindelse om, at jeg er en del af noget, der er langt større end mig selv. En del af evigheden."

Den iberiske los lever i ret åbne områder, og man finder den tit i og omkring de store ejendomme i de private olivenlunde. Her kan den finde ly blandt gamle, udhulede oliventræer, store sten og buske, men der er en anden vigtig grund til, at lossen bruger olivenplantager som sit levested. "De kan godt lide områder, hvor der er mange kaniner", siger Alexandra. "Kaninen er lossens vigtigste fødekilde". Lossen gemmer sig i skyggen af oliventræerne og venter tålmodigt på, at kaninerne dukker op. "Når du observerer denne form for adfærd, ved du, hvor lossen vil lede efter føde. Så man prøver at finde disse steder i skyggen, hvor lossen vil opholde sig i løbet af dagen, når det er meget varmt, eller hvor den vil jage sin føde."

Om sommeren kan temperaturen i olivenlundene stige til 40ºC eller endda 50ºC, men om vinteren er alt anderledes. Temperaturen kan falde til -3ºC og ændrer dermed landskabets struktur og farve. Forholdene gør det til en fysisk udfordring for Alexandra at fotografere lossen, og hun venter, indtil hun ved, at der er en los i området, før hun tager af sted med sit Sony Alpha 1 II-kamera og sine telefoto-objektiver. "Jeg har en ven, der ringer til mig, når lossen er der", forklarer hun. "De krydser ofte et landområde mellem to godser. Nogle gange venter jeg en uge på, at de kommer ind i området. Jeg er nødt til at være meget stille så længe som i tolv eller fjorten timer, og måske ser jeg slet ikke noget." Selvom Alexandra måske ikke ser lossen, er hun sikker på, at de ved, at hun er der. "99 % af tiden ser jeg dem, men de kan ikke se mig. Men jeg er sikker på, at de kan lugte og høre mig. Så måske genkender de mig nu og ved, at det er mig. Den tanke kan jeg godt lide. De ved, at jeg bare er der og siger "hej" igen."

Når Alexandra arbejder med dyr, forstår hun ansvaret for at afbalancere deling af vidundere og historier om dyr såsom lossen på den ene side og det at sikre, at hendes arbejde har en positiv indflydelse, på den anden side. "Nogle gange behøver man ikke at gøre ret meget for at kunne beskytte disse dyr", forklarer hun. "Nogle gange er alt, hvad der skal til, ikke at forvolde nogen skade." Alexandra har mange følgere på de sociale medier, og hun er meget bevidst om sin indflydelse, som ikke kun sker igennem billeder, men også igennem ord. "Jeg kommunikerer ikke kun med venner og familie. Der er mange mennesker, der ser på det, jeg laver, og det er et stort ansvar. Hvis man ikke overvejer sine ord nøje, kan de forvolde skade. Man kunne komme til at afsløre, hvor et dyr opholder sig, uden at tænke nærmere over det, og næste dag er dyret måske blevet dræbt. Man skal være meget forsigtig med sine ord."

En overraskende besked til Alexandra på de sociale medier illustrerer helt perfekt fotograferingens evne til at skabe forandring, når den bruges positivt. "Omkring et år efter, at jeg var begyndt at fotografere lossen, modtog jeg en besked fra en jæger. Han skrev til mig, at han havde fulgt mig i et stykke tid. Efter at have set mine billeder tog han selv et kamera med og besluttede sig for at gå ud og fotografere med et kamera i stedet for at bruge sin riffel. Det øjeblik ændrede alt inde i mig."

Det budskab viste Alexandra, hvor kraftfuld og vigtig fotografering er. "Det handler om meget mere end at vise billeder af dyr", siger hun. "Det handler om forvandling. Det handler om følelser og om at skabe billeder, som du ikke vidste, at du havde inde i dig."

Hun beskrev det øjeblik som "Mission accomplished" og indså, at hvis hendes arbejde havde evnen til at ændre én person, kunne det også ændre mange flere.

"Jeg tror ikke, at fotografering kan ændre verden, men de følelser, som fotografering kan fremkalde, kan helt sikkert. Det handler om, hvad vi føler, når vi ser på billederne."

Alexandra har stadig den samme følelse i dag, som da hun begyndte at fotografere dyreliv for fem år siden. "Der er noget særligt mellem mig og losserne. Jeg kan ikke helt beskrive det, men hver gang jeg leder efter dem, ser jeg dem. Måske er jeg nødt til at vente i 20 timer, men til sidst ser jeg dem," siger hun. "De følelser, der opstår inde i mig, er næsten de samme som ved mit første møde med en los."