Et sted på et højtbeliggende, tilfrosset plateau i Mongoliet får dyrelivsfotografen Andy Rouse snart mulighed for at opleve noget livsbekræftende, men som alt andet godt vil det kræve en indsats. "Jeg sad i vores bil, mens vinden og sneen hamrede imod den, og sagde til mig selv, at om seks timer vil jeg være tilbage i bilen, og jeg vil være mørbanket," forklarer han. "Men forhåbentlig vil jeg samtidig have set noget helt fantastisk."

Flere timer senere vender Andy tilbage, og han har fået krydset et stort ønske på sin ønskeliste af. "Vi tilbragte tre dage i skjul," husker han. "Vi håbede på at kunne fotografere en af de mest sky katte i verden, sneleoparden, ude i naturen. Indtil den morgen havde vi ikke fået et eneste billede, men på et tidspunkt scannede jeg bjergsiden overfor os med mit objektiv, da en sten vendte sig om og kiggede på mig, og jeg tænkte: "Wow, det er en sneleopard!" Jeg var som naglet til stedet. Tænk at se en af de dyrearter i naturen, som jeg altid havde drømt om at se. Jeg var så taknemmelig for det øjeblik." Ved temperaturer på -20ºC og en stigning på 300 meter op fra plateauet må man sige, at Andy fortjente sit øjeblik. Da han bliver bedt om at beskrive de forhold, han måtte klare for at tage disse utrolige billeder, opsummerer han situationen med ét ord: "Forfærdeligt! Jeg har det bedste arktiske udstyr, man kan købe, men efter at have siddet ude i timevis i de temperaturer, begynder ens krop at reagere. Man ryster ukontrolleret, og hænderne er frosset fast som kløer."

"Det er svært at håndtere, men det er man nødt til, fordi dette er jo dyrenes miljø," fortsætter han. "Man udsætter sig selv for de forhold på grund af de dyr, man drømmer om at se. Desuden har jeg altid ment, at man tager bedre billeder, hvis man oplever det samme miljø som sit motiv. Man er nødt til at fordybe sig, og hvis man fotograferer inde fra et varmt køretøj og får serveret varm suppe, går al den virkelighed tabt. Jeg har altid godt kunne lide at gøre en indsats for mine billeder, og det var både en fysisk og kreativ udfordring at fotografere disse sneleoparder." Mongoliets øde sletter og barske bjerge er så synonyme med en vildmark, og derfor virker det ironisk, at det at være der var kulminationen på en lang kamp mod kreativ tomhed. Men sådan var det for Andy. "Ud over al den planlægning og de forberedelser, der skal til for at gennemføre en ekspedition som denne, startede arbejdet mange år før, og meget af det handlede om at finde en ægte kærlighed til fotografering igen," forklarer han. "Jeg havde været dyrelivsekspert i årtier og var simpelthen udbrændt. Jeg ville gerne tilbringe mere tid sammen med min familie og være tæt på vores hjem, og da COVID opstod, og mit arbejde forsvandt, havde jeg ikke noget andet valg."

"Men denne periode gav mig mulighed for at finde ud af, hvad der var vigtigt for mig i mit arbejde," fortsætter Andy. "Jeg begyndte at gå rundt i lokalområdet med et kamera bare for sjov, jeg byggede skjulesteder og lavede projekter, og jeg nød bare at være sammen med dyr uden at føle mig presset. Det gav mig mulighed for at fokusere og genoprette forbindelsen. Jeg tror, at i forhold til chancen for at se sneleoparder, så ville jeg måske ikke have taget chancen for et par år siden eller have opfattet oplevelsen på samme måde." På trods af, at han følte, at han havde brug for en kreativ nulstilling, var der visse aspekter af Andys karriere, som altid ville være en stor hjælp for ham, herunder hans omfattende viden om håndværket ude i marken. "En af grundene til, at sneleoparder er så ikoniske, er, at de er så svære at komme tæt på," forklarer han. "En del af processen er at placere dig det rette sted sammen med de rette mennesker, men som fotograf skal du vide, hvordan du skal agere, når først du er der. Jeg havde ingen erfaring med sneleoparder, men med rovdyr."

"De er sky og forsigtige, og de kan ikke lide os, hvilket er fornuftigt. Man skal være klar over, hvordan de opfatter os. Fotografisk set skaber dette nogle muligheder, og hvis man kender deres triggerpunkter, kan man bruge længere tid på at observere dem. Det handler om, hvilket tøj man har på, og hvordan man bevæger sig. Men det handler også om sådan noget som at undlade at bruge kameraets skærm, fordi den lyser op som et fyrtårn i svagt lys, eller at sørge for at åbne sine lommer lydløst, når man skal udskifte et batteri." Da hans færdigheder i marken endelig havde skabt en mulighed for ham, betød Andys mange års erfaring og hans Sony-udstyr, at han kunne være sikker på, at han ville kunne udnytte muligheden fuldt ud. "Mange mennesker arbejdede meget hårdt for at få sneleopard-turen til at ske. Familie, venner, agenter og guider hjalp mig. Efter et øjebliks opstemthed fokuserede jeg fuldstændigt på at tage de bedst mulige billeder, så alle de mennesker ville blive stolte af mig. Vi var tæt nok på til at kunne tage billeder af fem af kattene, inklusive deres unger. Det var helt fantastisk." Har Andy et par tips? "En af de ting, jeg altid lærer folk, er, at du skal kende dit kamera gennem berøring. Det nytter ikke noget, at du først skal finde den rette knap, netop som der sker noget helt fantastisk lige foran dig. Jeg tilpasser mine Sony Alpha 1 II-kameraer præcis, som jeg gerne vil have dem, så jeg aldrig behøver at kigge væk fra søgeren. Og jeg strømliner ting som AF-indstillingerne, så de kun indeholder de funktioner, jeg virkelig har brug for, og dermed kan jeg vælge mellem mulighederne på en brøkdel af et sekund."

Andy har været professionel fotograf i over 25 år og har først skiftet til Sony Alpha inden for de seneste 18 måneder, men han har allerede opdaget fordelene. Han fotograferer sneleoparder med sit Sony A1 II og sit FE 600mm f/4 GM-objektiv, og han udnytter FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS og FE 300mm f/2.8 GM OSS. "Jeg tror, at den største kompliment, jeg kan give disse kameraer og objektiver, er, at de fjerner ordene "kan ikke lade sig gøre" fra min tankegang," siger han. "Især Alpha 1 II's opløsning på 50 MP har været afgørende for projekter som dette," fortsætter han. "Jeg kan beskære i billedet for at udvide min rækkevidde. Hvis jeg halverer opløsningen til 25 MP, fordobles de 600 mm til en 1200 mm, og med TC 1.4x-telekonverteren er det næsten 1700 mm. Det er perfekt til en stor kat, der ikke ønsker at være i nærheden af mig. Detaljerne og klarheden er også afgørende for at kunne sælge aftryk og billeder til medierne, fordi det netop er disse aspekter, der gør mig til en professionel fotograf.

Andys rejse har også tvunget ham til at afbalancere fotografiske forventninger og personlige mål, siger han. "Når man får mere erfaring, bliver man mere realistisk," forklarer han. "Og for mig er ethvert møde som dette et privilegium, og billederne er blot en bonus. Man tænker ikke på billeder på samme måde, når man er vidne til noget så sjældent og dyrebart. Men selvfølgelig er billederne også vigtige, fordi de hver især giver en miljøforkæmper mulighed for at opnå finansiering, eller fordi vi kan vise dem til vores børn og fortælle dem, at der er en skønhed i vores verden, som vi er nødt til at beskytte." I løbet af det seneste år har Andy arbejdet med sit Sony-udstyr, og han har genfundet kærligheden til det, han laver. Samtidig har han set effekten af denne personlige ændring i sine billeder. "Jeg er begyndt at vinde priser igen i år, og jeg tror, at meget af denne fremgang stammer fra det, som folk føler, når de ser mine billeder. Disse billeder afspejler al min erfaring, men nu viser de også den glæde, som jeg savnede, og som jeg har fundet igen. En glæde, der opstår, når jeg ser de dyr, jeg elsker, og når jeg kan hjælpe med at beskytte dem."