Hvordan forklarer man et problem, der er så stort, at det påvirker hele planeten? Klimaforandringerne kan på mange måder ses som det største problem, menneskeheden har stået overfor. Konsekvenserne omfatter bogstaveligt talt hele kloden, og det er vigtigt at forstå, hvad det er for en kamp, man står overfor, før man udkæmper den. En velafprøvet fremgangsmåde er at se på problemet fra en menneskelig synsvinkel.

Vi står derfor i nationalparken Dovrefjell i Norge, Det er eventyrligt bjerglandskab, der er hjemsted for moskusokserne, og det er et sted, der står dyrefotograf Floris Smeets meget nært. Han har dokumenteret moskusokserne på egnen gennem et helt årti. Sammen med filmskaberen Nicolai Brix har han skabt en film, der viser moskusoksernes svære kår i et miljø, de ikke længere passer perfekt ind i.

“Jeg har fotograferet moskusokser i Dovrefjell så længe, at jeg meget tydeligt kan se, hvordan det ændrede klima påvirker dem,” begynder Floris, “jeg har set det med mine egne øjne. Og det var den vinkel, Nicolai og jeg ville bruge i den her film.”

“Det giver en meget større effekt at vise eksempler på arter, der har det svært, og hvordan de svære forhold påvirker de folk, der har fået en tæt tilknytning til disse arter. Naturfilm gør ofte langt større indtryk, hvis de påvirker seernes følelser. Tankerne falder hurtigt på udmarvede isbjørne på smeltende isflager, men det er lige så forfærdeligt, hvad der sker med moskusokserne.”

Floris og Nicolai greb deres pålidelige Sony-grej, så de var sikre på, at de kunne fortælle deres historie med det optimale udstyr. “Sony Alpha 1 er blevet mit foretrukne kamera til dyrefotografering,” siger Floris, “for jeg er 100 % sikker på, at dets autofokus klarer alle billeder, selv når der er meget sne i luften, eller lyset er dårligt. Jeg bruger også et Alpha 7R III som ekstrakamera og skifter mellem to objektiver, FE 400 mm f/2.8 GM OSS og FE 600 mm f/4 GM OSS, alt efter afstanden til dyrene og omgivelserne.”

Der er opstået nye vejrsystemer, der skubber mere varm luft ind i moskusoksernes område, og det var vigtigt for duoen at vise den skæbnesvangre måde, det påvirker okserne på. “Den ene dag er temperaturen i bjergene -20 ºC eller -30 ºC, og den næste dag regner det. Det betyder, at der bliver dannet et lag is på jorden, som gør det svært for okserne at finde føde og bevæge sig rundt. Om vinteren spiser okserne græs, som de skal grave gennem sneen for at finde, men isen gør det sværere og nogle gange helt umuligt, og nogle af de stejle skråninger er nu for glatte til, at moskusokserne kan bevæge sig op på dem.”

“Og”, fortsætter han, “når temperaturen er tættere på 0 ºC, bliver sneen meget vådere og langt mere klistret. Det egner oksernes pels sig ikke til, og efterhånden som de graver, samler sneen sig i store iskugler i de lange hår. Det gør okserne langsommere og betyder, at de bruger mere energi på at bevæge sig rundt, netop på den årstid, hvor de har mest brug for at spare på energien. De har udviklet sig til at bo i temperaturer omkring -40 ºC, så de bliver også overophedede. Klimaforandringerne kan i sidste ende gøre det helt af med okserne.”

Floris var begejstret for, hvordan Nicolais filmkunst kunne skabe ekstra indlevelse i motivet. “Jeg har gennem årene taget tusindvis af fotos af moskusokser, men et stillbillede er ikke altid nok til at vise, hvordan klimaforandringerne påvirker oksernes liv. Nicolais videoarbejde slår virkelig en streg under nogle af de adfærdsproblemer, som de står over for. Jeg kan godt lide at tage en blanding af stillbilleder, der viser omgivelserne, samt nærstudier af dyrene, men en video kan vise, præcis hvordan de prøver at overleve under forhold, som de ikke er specialiseret til.”

Nicolai husker, at meget af hans arbejde bestod i at agere flue på væggen og hjælpe Floris med hans interviews, men behovet for at rapportere om det konstant foranderlige miljø betød også, at han brugte meget energi på at dokumentere moskusoksernes konstante kamp.

“Når der var mulighed for det”, husker han, “ville jeg vise, hvor hårdt moskusokserne skulle arbejde for at få bare en lille smule mad. De var tvunget til at nippe til selv de mindste stykker græs. Der var så mange situationer, der viste den ødelæggende effekt, klimaforandringerne har, så jeg ville ønske, jeg havde haft flere folk med mig!”

Der var brug for en lang række forskellige billeder, og Nicolai brugte derfor to forskellige zoomobjektiver, FE 24-70 mm f/2.8 GM II til dokumentarelementerne og FE 200-600 mm f/5.6-6.3 G OSS til at tage billeder af selve moskusokserne. Begge objektiver blev brugt sammen med et Alpha 9 III, “Optagelserne havde generelt en virkelig imponerende kvalitet”, fortæller han begejstret. “Kameraets nye globale lukker er fantastisk, når der er meget bevægelse, og AF er en kæmpe opgradering. En anden vigtig ting er stabiliseringen, som hjalp mig med alle de håndholdte optagelser, vi lavede. Det er virkelig praktisk, når man har brug for at rejse med en lille oppakning. Jeg brugte også en Sony ECM-M1-mikrofon til al den lyd, vi optog i bjergene.”

Når Floris og Nicolai ser tilbage på projektet, oplever de det begge som noget, de ikke ville kunne have skabt alene. “Vi har begge uddannet os inden for natur”, forklarer Nicolai, “men selv om vi har stor respekt for hinandens arbejde, er vi kreative på meget forskellige måder. Det har vist sig at være en kæmpe styrke. Jeg kunne ikke have fortalt den her historie alene, og hvis det skulle lykkes at skabe så stort et indtryk, som vi havde sat os for, var vi nødt til at være to.”

“Det har også været det mest øjenåbnende for mig”, istemmer Floris. “Vi har skabt noget sammen, som vi ikke ville kunne frembringe hver for sig. Ved at bruge de fire dage, hvor vi koncentrerede os om moskusokserne og deres kamp for overlevelse, håber vi, at budskabet brænder igennem. Om ikke andet tror jeg, vi viser, at man kan opnå meget mere sammen, end man kan hver for sig. Og det er en virkelig vigtig pointe, når man taler om kampen mod klimaforandringerne.”