Op igennem historien har naturelskere være drevet af trangen til at opdage. Spændingen ved at afdække nye arter eller observere hidtil uset adfærd er rent personligt tillokkende, og den fryd kan mangedobles ved at formidle fundene. På det sidste ligger der dog mere i det set i lyset af, at det er gået op for menneskeheden, at den har en opgave med at passe på jorden. Dokumentationsarbejdet og forståelsen for naturen har fået et mere desperat anstrøg. I og med at der ubestrideligt er sket et tab af levesteder og arter overalt i vores lille oase, har naturelskere en meget stor pædagogisk opgave.

Som naturelskeren og fotografen Javier Aznar, der har brugt Sony-kameraer siden 2018, udtrykker det: ”Som jeg ser det, kan folk ikke tage sig af noget, de ikke ved eksisterer. Det er derfor, jeg har brugt så mange år på at fotografere det mindre sete dyreliv i Amazonas: insekterne og edderkopperne, skolopenderne, krybdyrene og padderne. De dyr kommer aldrig på postkort fra Amazonas eller andre steder. Den slags er reserveret større dyr og farverige fugle, men det gør dem ikke mindre smukke eller vigtige.”

At arbejde med Sony Alpha-kameraer og -objektiver ”har virkelig ændret tingene for mig,” siger Javier, ”hovedsageligt fordi de ud over at give en fantastisk kvalitet også er slidstærke og nemme at have med rundt. Jeg arbejder under ret ekstreme forhold, hvad angår varme og luftfugtighed, og så går jeg meget rundt – måske op til 12 timer om dagen, hvor jeg leder efter dyr – så småt og let kameraudstyr betyder også en mindre, lettere rygsæk.”

”Især insekterne har brug for vores hjælp, eftersom de alt for ofte forkastes, som om de er skadedyr, som uvelkomne, eller også bliver de slet ikke set,” fortsætter han. ”Men i realiteten er de en afgørende del af biodiversitetspyramiden, som vi allesammen er en del af. De ligger ganske vist næsten i bunden af pyramiden, men hvis der ikke er nogen insekter, er der ingen bestøvning, og er der ingen bestøvning, er der ingen træer, ingen frugter, ingen afgrøder. Og så vil der heller ikke være nogen af de dyr, der lever af dem – fugle og pattedyr. Og selvfølgelig – uden afgrøder, heller ingen mennesker.”

Javiers argument er derfor, at hvis man ikke synes, edderkopper, eller biller, er pæne at se på, er man nødt til at indse, at man ved at beskytte dem er med til at beskytte alle de andre dyr, man gerne vil have. Og beskytte menneskenes liv. Det er dét, der er blevet hans arbejde. ”Hver eneste dag forsøger jeg,”forklarer han, ”at finde dyr, som ingen ved er der. Observere deres levevis og registrere dem på en måde, som får folk op af stolene og lægge mærke til dem.”

Ligesom den skrøbelige biodiversitet, der gælder for vores planet, er Javier ikke kommet til den konklusion fra den ene dag til den anden. Hans perspektiv er kulminationen af et livs fascination af naturen, og det startede med dyrene i hans fødeland, Spanien. ”Min familie ejede et stykke jord i nærheden af Madrid,” husker han, ”og her tog vi til om sommeren for at være nær naturen. Mine forældre var således en stor hjælp, idet de konstant opfordrede mig til at se skønheden i ting, som andre syntes var ubehagelige eller urovækkende. I dag er det så mig, der gør det samme.”

Da han rejste til Sydamerika, og til Equador, hvor han først oplevede regnskoven i Amazonas, blev Javier med egne ord: ”Overvældet af dyrelivet, landskabet og i det hele taget naturen der. Det var selvfølgelig også et eventyr. Nogle af de steder vi kom, kunne vi kun komme til ved at sejle flere dage i kano. Det var imponerende at besøge de indfødte og se, hvor anderledes de lever. Vi tror, vi har brug for så mange ting for at overleve, men de mennesker er inspirerende – med huse, de selv har bygget, mad, de selv høster, og så, hvordan de hænger sammen med deres levende omgivelser.”

Hver eneste dag i regnskoven var – og er stadig – et stort tag-selv-bord af opdagelser. ”Når man går rundt, finder man så mange arter, der kun lever her. Hundredvis af arter på en enkelt eftermiddag. Det er som at komme i en slikbutik. Syn, former, farver og adfærd, der er så fremmedartede, at de er helt og aldeles forskellige fra det, man kan finde i for eksempel Europa eller Nordamerika.”

Undervejs på sine ture i Amazonas har han selvfølgelig også set nedgangen. ”Jeg har set, at flere levesteder er gået tabt, helt sikkert. Byer vokser, og der er flere veje, færre træer … Ofte er det ikke noget, man lægger mærke fra dag til dag, som når man af og til ser en ven, hvor man bemærker, hvordan vedkommende forandrer sig. Noget man ikke ville se, hvis man sås hver eneste dag. Men fra det ene år til det andet bliver arrene i landskabet mere og mere tydelige.”

”Det er dog ikke alt, det går ned ad bakke med,” tilføjer han håbefuldt. ”I nogle tilfælde handler det mere om, at de arter, der lever et sted, ændrer sig. Nye nicher åbner sig, og de fyldes op. Og der er også områder, som det er lykkedes at bevare. Arter, der i årevis har været fraværende, vender nu tilbage.”

Sin egen andel af succesen er Javier ydmyg omkring. Ifølge ham er hans opgave bare at vække opmærksomhed for de dyr, der er truede, eller måske bare give noget kærlighed. Det gøres ikke bare igennem hans dokumentationsarbejde, men også i kraft af den æstetik, som hans billeder udtrykker. ”Når man skal vise, hvor smukke de her dyr er, skal fotoene også være smukke,” forklarer Javier. ”Jeg vil gerne have, at folk bliver opmærksomme på dem på en god måde. Til det formål benytter jeg mig af interessante perspektiver og kreativ belysning. Jo bedre fotoet er, desto flere læser billedteksten eller fatter interesse for dyret!

En væsentlig del af det,” siger han, ”handler om at blande ren æstetik med billeder af adfærd.” ”Alle billeder, der viser adfærd, er gode billeder,” forklarer han, ”for det får tilskueren til at føle sig forbundet med situationen. Og det er endnu vigtigere, hvis nogen af disse dyr forekommer os mærkelige, for hvis jeg kan tage et billede af en edderkop, der spinder et spind eller tager sig af sine unger, er det mere logisk og vækker flere følelser. Det kan også være interessant rent videnskabeligt, for når man tager så mange billeder, som jeg gør, kommer man helt sikkert til at se noget, ingen andre har set før.”

Arbejdet med at sætte disse dyr ind i en ny kontekst set med menneskets øjne vil det nogensinde blive afsluttet? ”Det tror jeg ikke,” siger Javier, ”men vi forsøger. Der findes flere tusinde arter leddyr, og de er alle helt anderledes end os, men vi er fælles om planeten, og de har lige stor ret til at leve her, som vi har. Jeg forsøger at vise, hvor unikke de er, og deres personlighed, og det virker. Min egen kæreste var for eksempel bange for edderkopper, da jeg mødte hende, men det er hun ikke mere. Folk opfinder de her historier, de indbildte farer i Amazonas, som de ser i film, men hvis vi kan udrydde de myter, vil det være med til at redde virkeligheden.”