Med sine voldsomme vulkanudmundinger, øde sandstrande og brusende vandfald er Island drømmestedet for mange fotografer. Men på en særligt kold og vindblæst dag stod Davide Monteleone med sit kamera rettet mod en anonym aluminiumspavillon opstillet på lavamarkerne ved Nesjavellir i nærheden af Reykjavik og var i gang med en opgave, der skulle pirre læsernes interesse og få dem til at ville vide mere.

Emnet – de blomstrende teknologier til indfangning af CO2 – er af ufattelig stor betydning geopolitisk set: ”Det er absolut afgørende at håndtere processen med at reducere udledningen af CO2 til atmosfæren på samme måde som en konflikt,” forklarer Davide. ”Vi skabte problemet, og nu er vi nødt til at konstruere en måde, som kan få os viklet ud af det igen. Maskinerne her er de våben, som menneskeheden er ved at konstruere for at redde os.”

I realiteten kan det dog ofte være ret problematisk at fotografere disse teknologier. ”Det var noget af en udfordring for mig at skulle illustrere en historie om noget, man ikke engang kan se. Vi var taget afsted for at dokumentere anlægget til indfangning af CO2, og som de fleste af den slags tekniske løsninger er de egentlig ikke specielt spændende at se på – også selvom deres muligheder er utroligt vigtige. Derfor er det nødt til at handle om videnskabsfolkene og de altafgørende løsninger, de udvikler, hvor man forsøger at indfange CO2 i luften og lagre det i undergrunden eller reducere omfanget af CO2 via projekter i havet.”

I forbindelse med denne artikel besøgte han hen over en periode på otte måneder ni steder, hvor der gøres forsøg på at indfange CO2 rundt i Europa og resten af verden, og tilbragte fra nogle få dage til flere uger hvert sted. ”Det kræver grundige undersøgelser at skulle tage billeder til de artikler, og fotografen er nødt til at samarbejde tæt med redaktionen, hvad angår planlægning og beslutningstagning,” forklarer Davide. ”Så samtidigt med at et projekt af denne størrelse og betydning kan give anledning til en vis nervøsitet, påvirker omfanget af min involvering og min personlige interesse i projektet mig ikke mindre.”

På trods af disse udfordringer fik han efter 12 udmattende timer på Nesjavellir taget et billede, der var egnet til at komme på forsiden af novemberudgaven af National Geographic i 2023.

Davide kastede sig ud i projektet med et kamera til stort format, en drone og sit Sony Alpha 7R IV: ”Det er en model, der er utroligt effektiv, fordi den nemt og hurtigt kan gøre alt det, jeg har brug for. Når jeg arbejder med disse små, spejlløse letvægtskameraer med fuldformatsensor, minder det mig om den måde, hvorpå de første 35 mm filmkameraer revolutionerede dokumentararbejdet i midten af det 20. århundrede. Derudover kan det med sine 60 megapixel konkurrere med kameraer, der er både meget større og langt dyrere.”

”Når der skal arbejdes mange timer under krævende forhold, fungerer det også utroligt godt, og jeg ved, at jeg helt sikkert kan tage mere end 1000 billeder på en enkelt opladning, mens jeg står i det kolde vejr i Island eller det fugtige vejr i Congo,” siger Davide.

Davide mindes, hvor kreativ han var nødt til at være på en opgave, der umiddelbart forekom ”ret grim og kedelig”, og han forklarer, at til forskel fra konfliktområder, hvor der sker ret meget, stiller denne type projekter store krav til ens tålmodighed og muligheden for at hente inspiration.

”Sammen med mit team kastede jeg mig således ud i arbejdet og begyndte at afprøve forskellige idéer for at se, hvad der fungerede,” fortæller han og fortsætter, ”for eksempel om vi kunne tage billedet fra en anden vinkel, så det siger mere, hente inspiration i industrifotografering, bruge belysningen mere kreativt eller tage billederne på et andet tidspunkt af dagen. Hvad angår pavillonen, endte vi med at fotografere om natten og belyse den med en drone, der fløj rundt.” Davide havde også håbet på, at der ville komme nordlys, men som islændinge ofte advarer om, så viser nordlyset sig ikke, når man taler om det!

”Jeg synes, vi endte med at klare det godt,” lyder det fra ham efter nærmere overvejelse. ”Billedet blev trods alt valgt til bladets forside. Det er et spændende billede, men det giver også anledning til spørgsmål: Hvad er pavillonen for noget, og hvad den gør der? Den virker dragende på en nærmest futuristisk måde, men det noget fremmedartede lavalandskab virker også lidt ildevarslende. Den rummer et løfte, men er også udtryk for de udfordringer, der ligger forude, og hvad vi kan stå overfor, hvis vi ikke kan klare dem.”

I den retning opfatter Davide sig som oversætter. ”Selve fotografiet kommer ikke med en forklaring, men hvis det får nogen til at læse om indfangning af CO2, har det opfyldt sin mission. Dokumentarfotografens rolle er ikke at løse problemet, men at gøre andre nysgerrige på at gøre det.”

Den har ikke ændret sig synderligt meget op igennem historien ifølge Davide, der sammenligner sin rolle med dem, der dokumenterede den industrielle revolution, som fotografen Lewis Hine. ”Vores opgave er at fremhæve, at der er en ny industriel revolution, og vise fortællingerne om omdannelse af energi. Vi er ved at bevæge os fra fossile brændsler til grøn energi, og selvom det ikke alene vil løse verdens klimaproblemer, er processen med at indfange CO2 en vigtig del af det. På dette felt er fotografering desuden ved at blive bedre. For fem år siden blev de teknologiske forandringer vist med generiske billeder, i dag illustreres de langt mere kreativt og velovervejet.”

Som mange andre fotografer er Davides arbejdsmetoder ofte mere en hybrid af flere, så det at få mulighed for at optage videoer for artiklen i National Geographic med hans Sony Alpha 7R IV var også et væsentligt element. ”Jeg kan godt lide at komme med historier, der også omfatter video, fordi det fungerer virkelig godt i forhold til det narrative og historiefortællingen. Især når motiverne er ret statiske, som i dette projekt, kan bevægelserne og lyden i en video fungere bedre.”

Mens fortællingen om indfangning af CO2 og klimaforandringer grundlæggende set er geopolitisk, fandt Davide det menneskelige element ret opløftende: ”Videnskabsfolk er altid meget optaget af det, de arbejder med, og også meget tålmodige og følelsesmæssige engagerede, når de skal forklare det,” forklarer han og afslutter, ”også selvom det er en lille niche, komplekst eller usynligt for os andre! De ved, at alt dette er helt afgørende i forhold til det, der sker med vores klode. Og hvis jeg kan oversætte den energi, som nogle få har, til et budskab, der kan nå ud til de mange, så gør jeg det gerne.”