Hver gang han besøger Svalbard, får den prisbelønnede naturfotograf Arturo de Frías de samme velkendte følelser. Der er den sædvanlige følelse af forundring og begejstring over den ekstreme skønhed på denne arktiske øgruppe og en fascination af de arter, der lever der. Men der er i stigende grad også noget andet. “Det er en følelse af tab,” siger han, “fordi skæbnen for dette sted og dets dyreliv hænger i en så skrøbelig balance.”

Med over 20 ture til Arktis og hundredvis af andre rundt omkring i verden, hvor han har fotograferet truede arter både over og under bølgerne, har Arturo set sin del af det fantastiske dyreliv, men der er ét emne, han altid vender tilbage til: isbjørne. Det er ikke tilfældigt, at de også er en af de arter, der er mest i fare. “Det var isbjørnene, der først fik mig til at forsøge at gøre en forskel inden for økologi og klimaforandringer,” forklarer han, “og den dag i dag påvirker de mig på samme måde. Det er specielt, hver gang jeg møder dem, men nogle skiller sig ud, og jeg tror, at fotografering, der indkapsler disse øjeblikke, kan have en ægte effekt på, hvordan folk ser på verden.”

For Arturo var hans seneste møde med isbjørne et gentagelse af en af hans første og mest afgørende optagelser. “I maj 2024 var jeg leder af en tur, og vi fik øje på en bjørn på isen,” husker han. “Da vi kunne se, at den ikke var skræmt eller stresset over vores tilstedeværelse, stoppede vi motorerne og lod skibet langsomt drive tæt på pakisen, og vi fik mulighed for at tage billeder af den på en afstand af 40 eller 50 meter. Han var afslappet, og det blev hurtigt tydeligt, at han legede med os og gjorde sig til, rullede sig i sneen som en hvalp, rejste sig på bagbenene, legede med isen, plaskede... Det var en time, vi bare kunne nyde.”

“Det var en lignende situation, der fik mig til at indse fotografiets styrke. I 2011 tog jeg et billede af en anden isbjørn, som hoppede ned i pakisen. Jeg blev så rørt af billedet, at jeg tænkte, “Det kan ikke blive på min computer, det skal ses af så mange mennesker som muligt”. Billedet kom på forsiden af min første bog, og jeg har nu udgivet syv, hvor hele overskuddet er gået til min fond, Sustainable Development. Det er en organisation, som koncentrerer sig om at udvikle landområder, beskytte udsatte mennesker og bevare vores planet i lyset af klimaforandringerne.”

“Steder som Svalbard er virkelig ground zero for klimaforandringer,” fortsætter Arturo. “Området varmes to til tre gange hurtigere op end resten af jorden på grund af tabet af albedoeffekten. Det er der, hvor solens energi reflekteres tilbage i rummet af landjorden, men især af sne og is. Når gletsjerne smelter, og havisen forsvinder, er der naturligvis mindre og mindre refleksion, så verden bliver varmere, og vi mister mere is. Det er en ond cirkel.”

Vores mulighed for at redde verdens natur svinder, ifølge Arturo, og der kan drages en parallel til naturfotografering. De chancer, han har for at tage billeder, der betyder noget, varer ikke meget længere. “Derfor har jeg brug for de bedste fotografiske værktøjer, og lige nu er det helt klart Sony Alpha 1,” forklarer han. “Til billeder som dem fra Svalbard bruger jeg det ofte sammen med et FE 200-600mm G-objektiv, som giver mig et stort udvalg af indramningsmuligheder, fremragende skarphed og lav vægt.”

“For mig er det vigtigste, når jeg skal fange disse øjeblikke, kameraets fantastiske AF-system og hastighed,” fortsætter han. “Vi tager til disse steder eller under vandet for at få billeder af majestætiske hajer og hvaler, og vi håber på en god oplevelse. Og selv om det koster mange anstrengelser og investeringer, kan der på en uges tur være blot nogle få sekunder, hvor alt er perfekt. Hvis motivet er tæt på, og lyset er rigtigt, skal billedet være perfekt. Før kunne jeg i disse splitsekunder måske få tre eller fire billeder ud af 20, der var i fokus, men med Alpha 1 er det mindst 19 ud af 20.”

Det har betydet enormt meget for Arturo at få førstehåndskendskab til virkningerne af klimaforandringerne. “At være på Svalbard er en af de smukkeste og mest tankevækkende oplevelser, man kan få på denne planet. Der kan man se klimaforandringerne ske lige foran sine øjne. Jeg var der i april efter en af de koldeste vintre i de sidste 20 år, og den enorme Isfjord var helt frosset til. Men da jeg kom tilbage i maj, var isen forsvundet. Det er en kaotisk, løbsk situation, og isbjørnene er fanget midt i den.”

Isbjørnen er klimaforandringernes forbillede, siger Arturo, og det er værd at huske på hvorfor. “De er det største landrovdyr på jorden, utroligt kraftfulde og stærke, men også ekstremt tilpassede til deres miljø, og derfor står de i en meget skrøbelig position,” forklarer han “Det er deres svaghed i en verden, der ændrer sig hurtigere, end de kan følge med. Det er velkendt, at det bliver sværere for dem at jage på grund af den skrumpende havis, men klimaforandringerne betyder også noget for, hvordan hunbjørnene opfostrer deres unger.”

“De laver deres huler på land og går i hi der om efteråret. Ungerne fødes i hulen, og om foråret kommer de ud. Men når havisen trækker sig tilbage mod nord, er de nødt til at bevæge sig længere og længere for at finde føde. De har ikke spist noget i månedsvis, så mødrene er nødt til at dræbe en sæl inden for en uge eller to, ellers vil de sulte, og så vil deres unger også sulte. Lige nu er bestanden stabil, men hvis det fortsætter, ved vi, at den vil styrte ud over klippekanten inden for få år.”

Og problemet slutter ikke med tabet af en ikonisk art, advarer Arturo. “Når den skrøbelige balance ødelægges, kan økosystemet hurtigt kollapse og på måder, vi måske ikke engang er i stand til at forudsige.” Værdien af fotografering i denne sammenhæng er indlysende, mener han. “Jacques Cousteau sagde, at mennesker kun beskytter det, de elsker, og kun elsker det, de kender. Så vi kan undervise folk gennem fotografering, vise naturens skønhed og få dem til at hjælpe med at beskytte det, der er i fare.”

Med indtægterne fra sine fotobøger, der har indbragt hundredtusindvis af euro og hjulpet med at starte genopretningsprojekter over hele verden, håber Arturo, at flere og flere mennesker kan blive naturens vogtere, ligesom han selv er blevet det. “Sagen er, at børn altid elsker naturen, når de er unge, men på et tidspunkt skubbes den interesse i baggrunden og bliver glemt. Fotografering kan bringe den fascination tilbage, og når vi forstår, at det, vi elsker, er i fare, virker de ofre, vi skal bringe som samfund for at beskytte verden, ikke så slemme.”