De fleste får, når de går i tætbevokset, gammel skov, den samme fornemmelse af stilhed og sikkerhed.En stærk kontrast til at komme ind i et skovområde med resultaterne af renafdrift, som det i stigende omfang ses i de svenske skove – og mange andre steder rundt om i verden. Ved renafdrift flænses skoven i stykker, rives op af jorden og op og spredes. Jorden og eventuelle besøgende, der står her, kan ikke se andet end jord, der er rodet op i, og en ligegyldig, blottet himmel.

Det har mindet nogle om endnu mere bekymrende ting. ”Mange af dem, der kommer hertil fra Tyskland og Frankrig, siger, det minder dem om ødelæggelsen af Tjernobyl,” fortæller fotojournalist Marcus Westberg. ”Det er steder, der er helt ødelagt og uden liv med mening. Vi er omgivet af dem, og der bliver flere og flere hver eneste dag.”Marcus, der arbejder for en række NGO’er og magasiner og har også modtaget flere fotopriser, har støttet op om mange miljøkampagner gennem årene. Efter at have arbejdet på andres opgaver, skete det uundgåelige, at han en dag gav sig selv en opgave. Marcus er nu fast besluttet på at fortælle historien om Sveriges fortsatte skovrydning, og han forklarer sit nuværende projekt som: ”Det eneste fotoprojekt, jeg nogensinde har arbejdet på, der er helt mit eget. Og et jeg er blevet ved med at vende tilbage til igennem tre år.”

”Min kone er tysk, jeg er svensk, men vi bor i Portugal. Lige før pandemien besluttede jeg at tage hende med til Nordsverige for at se nordlyset. Vi var selvfølgelig så uheldige, at det var overskyet. Men vi kørte på snescooter igennem nogle skovområder, hvor vi mødte lokale og turistførere, der talte om skovrydning, plantagedrift og manglende biodiversitet. Det gjorde et stort indtryk.”

I dag er der ifølge Marcus stort set ikke noget af den gamle skov tilbage, især ikke uden for nationalparkerne. Og med størstedelen af træet dømt – ikke til ”langtidsholdbare” produkter som f.eks. tømmer – men til engangsbrug til papir og biobrændsel: ”Så er det kun en grøn industri, hvis man tænker på træernes farve,” forklarer Marcus. ”Og det gælder især, når man ser på, hvordan træer binder og opbevarer CO2. Hvis man ser på den øverste del – hvis træerne brændes, frigives CO2. Og selvom man så planter nye, tager det tid, før de bliver store nok til i samme omfang at binde CO2 fra atmosfæren.””Et endnu større problem ved renafdrift ligger under jorden. Processen pløjer bogstaveligt talt rødderne op af jorden – og i skove som dem i Canada, Sverige og Finland, findes det meste af CO2’en i rødderne og i mycelia. En 10 år gammel granplantage eller selv en 100 år gammel en kan ikke gøre det ud for den binding, der er foregået igennem tiden, og det betyder, at skovbranchen udleder allermest CO2 i hele landet – og alligevel anses den for at være CO2-neutral, fordi de får lov til at tælle hvert eneste træ, der står tilbage, med som et plus!”

Når ældre skove går tabt, og der satses på plantagedrift til at udfylde hullerne, påvirker det hele økosystemet de steder, uddyber Marcus, og mens offentligheden har en tendens til at koncentrere sig om større dyr og fugle, er det ikke dem, der er de mest udsatte dyrearter – i det mindste i første omgang.”Hovedforskellen mellem et sundt økosystem og det i en ny plantage er, at alle træerne har samme alder, og der ligger ikke ret meget dødt træ rundt omkring,” forklarer han. ”I en naturlig skov er der træer på alle stadier: nye skud, fuldt opvoksede træer, dem, der stadig står, men er ved at gå ud, og dem, der er faldet om og er ved at rådne op. Et dødt gran- eller fyrretræ kan bruges som føde for lav, svampe og insekter i hundredvis af år, og de leveformer danner grundlaget for hele vores fødekæde.”

Med sine billeder taget med Sony Alpha har Marcus skildret situationen på en ligefrem måde og været med til at skabe bevidsthed om farerne til renafdrift og industrialiseret træfældning. Dermed præsenterer han også et modstykke til storkapitalens fortælling. ”Skovbrug i Sverige kan sammenlignes med de store inden for olie- eller tobaksindustrien på den måde, at de kører meget smarte kampagner,” forklarer han. ”Der var længe en, der blev kaldt ’den svenske skov’, hvor der ved busstationer i de større byer var opsat flotte billeder af en enkelt træstub omgivet af sund skov. På træstubben var der placeret produkter, og der var en billedtekst, der forklarede, ’skove er det bæredygtige alternativ til olie og plastik’. Det er den stiveste løgn. Mindre end 3 % af de træer, der skoves i Sverige, er ikke renafdrift. Mine billeder fortæller historien om de øvrige 97 %.””Det tog mig et stykke at finde ud af, hvordan jeg kunne vise ødelæggelsernes omfang på den rigtige måde,” og han fortsætter, ”for når man tager billederne fra jorden, får man ikke rigtigt fornemmelsen af omfanget af de områder, det drejer sig om. Og fra luften er man på for stor afstand fra ødelæggelserne og kan ikke rigtigt se forholdet mellem dem og så jorden. Nogle af sporene fra skovrydningsmaskinerne er større end mig! Man er nødt til at klatre hen over dem.”

For Marcus er der ingen tvivl om, at fotografering har gjort en forskel. Bevæbnet med sit Sony Alpha 1 og sine letvægtsobjektiver, et hurtigt zoom og prime, har han været i stand til at indfange de skjulte rydninger, som han støder på, når han vandrer langt fra alfarvej. Og hans billeder har fundet vej til de almindelige medier, hvor de har været med til at gøre opmærksom på problemet og vise dobbelttydigheden i udtalelserne fra regeringen og branchen.”Da jeg gik i gang med at overveje fotografering som et redskab, der kunne skabe forandringer i denne kamp, var det indlysende for mig, at fotoene var nødt til at være andet og mere end bare unikke eller æstetisk smukke. Det er godt, når der skal vindes konkurrencer – og nogle af de her skovrydningsbilleder har da også givet anledning til opmærksomhed – men det er det at fremhæve den kollektive trussel, der virkelig betyder noget. Jeg ville også gerne være sikker på, at billederne kunne bruges af de mennesker og organisationer, der arbejder på at beskytte vores skove.” Mange af de svenske NGO’er gør i dag brug af hans skovrydningsbilleder, og til en EU-konference, der blev afholdt for nyligt om skovrydning, var der udstillet 30 store aftryk af hans billeder uden for konferencestedet.”Kun ved at udstille flere dusin billeder samtidigt kan man vise det fulde omfang af det, der sker,” og Marcus fortsætter, ”det er ikke en historie, der sådan lige kan fortælles med et eller to fotos, fordi virkningerne er så forskelligartede. Jo mere vi kan vise, desto sværere bliver det desuden for branchen eller politikerne at bortforklare, hvad de ser som afvigelser. Det sker allevegne.””Det var en utroligt stor hjælp, da jeg gik over til Sony Alpha i starten af projektet. Især fordi lyset ofte ikke er særligt godt, når jeg arbejder, men jeg har stadig brug for billeder i høj opløsning, så der kan laves store aftryk. Så at arbejde med Sony Alpha 1-kameraer var egentlig ikke et valg. Og så gør det heller ikke noget, at de er små, kun vejer lidt og er lydløse, når man ikke ønsker at blive set eller hørt.”

”Og hvor nogle af fotoene virkelig fanger øjet – som billedet, der med slet ironi viser et fuglehus uden bund, der er efterladt på en død træstub, og de ’naturbevaringsbånd’, som skovarbejderne har efterladt på et enligt træ for at vise, at de overholder skovrydningsgrænserne – er jeg i de fleste tilfælde interesseret i at tage en bunke billeder, der kan overbevise offentligheden om den fare, vi står overfor. Ligesom for en sund skov er både antallet og bredden af billederne vigtige.””Der er dem, der har viet deres liv til at beskytte de svenske skove. Jeg er relativt ny her, og jeg bryder mig ikke om at blive rost for andres utrættelige indsats. Ikke desto mindre er det her det tætteste jeg nogensinde kommer til at være overbevist om, at mine billeder virkelig er med til at gøre en væsentlig forskel,” konkluderer Marcus.