“Man kan lære meget om sig selv herude”, fortæller Tobias Hägg, “og det er noget af det, der er tiltrækkende ved dette sted.” “Dette sted” er Lapland i Sverige, en provins, der udgør landets nordligste kant, og som presser sig op i kanten af polarcirklen.

Lapland er stort. Det dækker næsten en fjerdedel af Sveriges samlede landmasse, hvilket betyder, at det er cirka lige så stort som Portugal og dobbelt så stort som hele Schweiz. Og det er et ekstremt område med de koldeste forhold i landet, ofte ned til -40 ºC. Her findes også områdets højeste bjerg, det dobbelttoppede Kebnekaise, der har en isfri top på lidt over 2.096 m og en gletsjer, der stiger og falder i takt med årstiderne.

Fordi området indeholder Vindelfjällens naturreservat og andre beskyttede områder, er de glaciale dale, søer og skove hjemsted for rensdyr, elge, bjørne, jærve, losser og polarræve. Ja, Lapland er stort. Og smukt. Og farligt.

Når man ser Tobias' billeder, er det let at fortabe sig i vildmarkens skønhed, men som han påpeger, er der også en meget virkelig fare for at blive desorienteret, afskåret fra omverdenen eller misse sit lift hjem. “Det skete en gang for mig, og det var afgørende,” mindes han. “Jeg havde været tidligt oppe for at filme en solopgang og skulle være blevet hentet af en helikopter, men så kom der en tyk tåge, og jeg måtte slå lejr i to ekstra dage, indtil tågen lettede.”

Det er derfor et sted, hvor det er let at fare vild. Men også et sted, hvor det er muligt at finde sig selv. Det var en oplevelse, som Tobias tog i stiv arm, og som efterlod et helt igennem positivt indtryk på ham og styrkede hans kærlighed til Lapland. “Det var første gang, jeg virkelig forstod vildmarken,” fortæller han. “Faren og ensomheden får dig til at føle dig i live.”

Når Tobias ser tilbage, var hans stigende påskønnelse af sit hjemland et tegn på personlig udvikling. “Da jeg begyndte at fotografere, ville jeg gerne se verden. For mig var Sverige aldrig særlig inspirerende, for det var jo der, jeg kom fra, ikke? Du ser skovene og søerne og den naturlige skønhed, men det driver ligesom forbi dig ... det er noget, du lægger mærke til, når du står på ski. Det var helt almindeligt.” Svenskerne kalder åbenbart dette for 'hjemmeblindhed'.

“Jeg kendte selvfølgelig til Lapland, men det er ligesom et land i landet, og folk tager normalt ikke så langt nordpå. Så jeg fortsatte med at rejse rundt i verden for at opleve større bjerge og højere vandfald og forsøgte altid at finde et sted, der var vildere end den forrige destination. Men jeg var aldrig tilfreds på den måde, som jeg har været det, da jeg vendte blikket hjemad. Da jeg endelig kom op til Lapland,” fortsætter han, “føltes det som noget meget nyt, men også meget personligt for mig. Det var kimen. Det var sådan, jeg blev forelsket i det.”

Hans ønske er nu at dokumentere Lapland på en måde, der viser stedets utrolige naturskønhed sammen med dets skræmmende størrelse og ugæstfrie forhold. Han vil få andre til at forstå, hvad han føler, når han besøger det høje nord. Det er ikke en let opgave, men det er en, som hans billeder leverer på. Hvad kræver det så at skildre sådan et sted? “Det er også en af de gode ting,” smiler han. “I Lapland skal man virkelig gøre sig fortjent til sine billeder.”

“Projektets geografiske omfang er enormt – man kan sige, at det er lige så stort som selve området,” siger han. “Der er meget få veje deroppe, og vejret skifter hele tiden, så områder kan være næsten utilgængelige på visse tidspunkter af året. Det er et sted, som jeg havde brug for at finde den rette fotografiske respons til, fordi det ikke var normalt for mig at arbejde med et landskab, der er så stort og tomt.”

Tobias fortæller, at hans Sony Alpha-kameraer og -objektiver hjælper ham, herunder Alpha 7R IV og objektiver som FE 16-35mm f/2.8 GM, FE 24-70mm f/2.8 GM, FE 70-200mm f/2.8 GM OSS II og FE 100-400mm f/4.5-5.6 GM OSS. “På grund af de manglende veje vandrer vi, står på ski eller bruger snescootere deroppe, så den lille størrelse og lave vægt er utrolig vigtig. Måske endnu vigtigere er det, hvordan de håndterer ekstreme temperaturer. Jeg har fotograferet i snestorme og ved -40 °C, og de klarer det hele.”

Og fordi jeg vil have forskellige opsætninger til luftfoto, video og dag- og natlandskaber, handler det ikke kun om bærbarheden på individuelle ekspeditioner,” tilføjer han. “Det betyder, at jeg kan tage mere med på lange ture. Generelt tager jeg alt med, hvad jeg ejer, og det fantastiske ved vildmarken er, at det udstyr, jeg ikke bruger, kan jeg lade ligge i teltet, for der er ingen til stede til at stjæle det!”

Tobias fortolker landskabet ved blandt andet at fotografere det fra helikoptere. “Det betyder, at jeg kan dække større områder, og takket være fuldformat-sensorerne med høj opløsning og billedstabiliseringen på mine Sony-kameraer, som bekæmper vibrationerne fra flyet, kan jeg skabe billeder af højere kvalitet end med en drone”, siger han.

Måske er hans mest effektive billeder dem, der bringer balance til landskabet med en menneskelig tilstedeværelse. “Jeg komponerer ofte med mennesker i mine billeder derude, hvad enten det er mig selv, en ven eller personer fra en af de lokale samiske befolkninger,” forklarer han. “Det kontekstualiserer skalaen og ofte også vildmarkens barskhed og hjælper med at sætte beskueren i mit sted. Ellers kan udsigterne være svære at tage ind.”

Værdien af dette er let at se, især i hans billeder med både og kajakker, der krydser regionens uberørte søer, hvor udsigten ellers ville være på grænsen til det abstrakte. “Jeg har også fundet ud af, at billeder af den type fungerer bedre som store print end på små skærme, hvor seerne er mere tilbøjelige til at betragte dem fuldt ud i stedet for at springe dem over,” fortæller han.

Der er selvfølgelig en fare ved denne lovprisning af vildmarken, nemlig at der kommer for mange mennesker, som ændrer følelsen af et sted eller endda ødelægger det. “Det er bestemt en bekymring”, indrømmer Tobias, “og når man besøger den slags steder, skal man være ansvarlig. Heldigvis har mange af stederne simpelthen ikke noget navn eller er så svære at komme til, at de fleste mennesker ikke engang ville tænke på at tage derhen. Og hvis det lykkes mig at fotografere truede arter som polarræve, sørger jeg for ikke at offentliggøre noget, der afslører stedet.”

“Jeg vil for eksempel vise, hvordan klimaforandringerne bidrager til, at gletsjerne på Kebnekaise-bjergkæden skrumper, og hvordan samerne reagerer på det og på andre ting som minedrift og skovrydning. Mine oplevelser der har givet mig ny stolthed over det svenske landskab og over mig selv. Da jeg startede, handlede det om at få et billede, jeg kunne tage med hjem, men nu handler det lige så meget om eventyr, udforskning og om bare at eksistere på det sted. Selv hvis jeg ikke fotograferede det, ville jeg tage tilbage igen og igen, men med lidt hjælp fra mit Sony-udstyr er Lapland forhåbentlig et sted, jeg også kan være med til at beskytte.”