Livreddere

Wiltshires akutlægehelikopter er en stor, krævende og kompliceret tjeneste – og jobbet er ikke blevet mindre hårdt af en global pandemi, der komplicerer arbejdet og finansieringen endnu mere. Det er denne historie, som fotografen Terry Donnelly ønsker at fortælle.

Terry har været med Wiltshire Helicopter Emergency Medical Service (HEMS) på en 16-timers udmattende vagt, hvor han har fotograferet og dokumenteret, hvordan de har tilpasset sig pandemien. "Der er ingen tid til afslapning", fortæller han, "og de udfører et så fysisk og psykisk krævende arbejde, at det er meget vigtigt for mig at tage billeder af det. Covid-beskyttelsesudstyr er altafgørende, men det hæmmer også de fysiske og kommunikative sider af jobbet, særligt, når de skal hjælpe desorienterede patienter. Folk skal vide, hvilke udfordringer de professionelle står over for, og hvordan de fortsætter med at redde liv".

"Dét, at man hele tiden skulle være parat, medførte, at jeg hver morgen skulle vejes med mit kameraudstyr, så piloten kunne fastslå den nøjagtige mængde nødvendig brændstof", forklarer Terry, "og jeg havde hele tiden mit Sony-udstyr på mig. Men jeg skulle også – som resten af besætningen og paramedicinerne – iføre mig beskyttelsesudstyr, der skabte alle mulige problemer. At være spændt fast i en helikopter med en 4-punktssele, visir og kommunikationsudstyr giver virkelig problemer, når der skal tages billeder, og selvfølgelig vil du også gerne holde dig nærmest usynlig. Intet må komme i vejen for paramedicinerens arbejde".

Med absolut ingen mulighed for at tage billederne igen skulle Terry kunne stole på sit Sony Alpha-udstyr, og det svigtede ikke. "Jeg skød med både Alpha 9, Alpha 9 II og et par Alpha 7C-kamerahuse", fortæller han, "og det sidstnævnte var særligt vigtigt, fordi jeg bevægende mig en del rundt på den begrænsede plads i helikopteren, der havde kaldenavnet HELIMED22. Billedkvaliteten i fuldformat fra kameraer, der er så lette, er helt utrolig, og særligt, når de kombineres med de nye G Compact-objektiver. Jeg brugte FE 24mm f/2.8, FE 40mm f/2.5 og FE 50mm f/2.5, og jeg fik helt bestemt nogle billeder, som jeg ikke ville have fået med større og tungere udstyr. Disse objektiver har en fantastisk brændvidde til dokumentararbejde, de indstiller hurtigt fokus og lader en masse lys komme ind, når du har brug for det".

Terrys projekt nød også gavn af funktioner som den indbyggede billedstabilisering (IBIS), Eye AF i realtid og lydløs optagelse. "IBIS gjorde en enorm forskel til optagelser ved lav belysning", fortæller han, "og gjorde det muligt at bruge langsommere lukkertid til at fange helikopterrotorbladenes bevægelse. Men den lydløse lukker og AF med registreringen af øjne var absolut vital omkring paramedicinerne, der havde alt udstyr med sig. Brugen af Eye AF betød, at jeg kunne fotografere med bredeste blænde og nemt indstille fokus gennem visir, vinduer og briller, hvor fokusset ellers var gået tabt, og den lydløse lukker gjorde, at jeg aldrig forstyrrede eller distraherede besætningen, selvom jeg arbejdede lige ved siden af dem".

Billederne, som Terry føler, viser luftbesætningens arbejde bedst, omfatter de stærke portrætter af paramediciner Joanne Gilbert med mærker af beskyttelsesudstyret i sit ansigt, og piloten "Elvis" Costello, der er indrammet af refleksionen fra HELIMED22 i sit kontorvindue. "Disse billeder", fortæller han, "har de elementer, der fortæller Covid-historien, dvs. beskyttelsesudstyret, men fanger også deres personlighed og de udfordringer, som de arbejder under. Jo gik fra at være en glad og munter person i starten af vagten til at være en mere alvorlig person, hvis ansigt bar tydelige mærker af beskyttelsesudstyret, som hun bar, mens hun reddede liv. Og den altid årvågne "Elvis", der er ansvarlig for hele besætningen og de liv, som de ønsker at redde".

I sidste ende var det dét at kunne fortælle netop denne historie, der gav Terry mest glæde. "Fotografering giver dig en slags platform", afslutter han, "og muligheden for at dele det, der er vigtigt for dig; historierne, der virkelig gør en forskel. Alle har på en eller anden måde kæmpet en kamp i løbet af det seneste år, men vi bliver nødt til at holde vores akutlægehelikoptere i luften via donationer. Vi ved aldrig, hvornår nogens liv afhænger af dem. Jeg har set de situationer, de kommer i, og deres historie skal fortælles, så vi aldrig tager dem for givet; og jeg er glad for, at jeg kunne fortælle den".