Hvis Luigi Baldelli skulle vælge et foto, der opsummerer hans projekt om Italiens calabriske kulsviere … så vil han ikke gøre det. “Efter min mening,” forklarer han, “så kan et enkelt foto ikke opsummere situationens kompleksitet. Den kan bedst beskrives med en serie af mange forskellige billeder.”
Det er denne samling af fotos, der resulterer i et succesfuldt projekt, og som sammen fortæller “lidt af det hele: deres arbejde, deres indsats, røgen og vanskelighederne i dette miljø”, siger han.
Hans calabriske projekt startede i maj 2019. Luigi var draget af idéen om at dokumentere kulsvierne, fordi det er et job, der går langt tilbage i tiden. Det er særegen for Calabrian-regionen og videregives fra far til søn.
Brugte han den samme tilgang, som han har gjort, når han har fotograferet andre samfund gennem sin velansete reportagekarriere? “Ja, på en måde,” fortæller han, “men hver historie og hvert motiv er forskelligt, så det er altid vigtigt at være klar og åben. Jeg skulle finde de bedste tidspunkter at udføre mit arbejde på og følge med kulsviernes tempo for at undgå at gå i vejen for dem.”
Luigi blev godt modtaget i sin interaktion med motiverne. “Det er nogle meget rare og venlige mennesker,” forklarer han, “og de accepterede min tilstedeværelse. De forklarede mig deres arbejde, fortalte mig deres historier og inviterede mig til at spise frokost med dem. Når der er et stort niveau af accept, fortrolighed og venskab på denne måde, er det nemmere at tage billeder, men det vigtigste er, at man har respekt for sit motiv og vedkommendes historie. Det har jeg lært gennem min karriere – denne måde at arbejde på har virkelig hjulpet mig med at dykke dybere ned i folks historier.”
Luigi har været professionel fotojournalist i mere end tre årtier, og han ved alt om, hvad et kamera skal kunne, og hvad det ikke skal kunne. “Et godt kamera til reportage,” siger han, “skal være pålideligt, håndterbart og gøre den tekniske del af arbejdet nemt. Det giver mig nemlig mulighed for kun at koncentrere mig om billedet og på, hvad jeg ser gennem objektivet. Mit α7R III er pålideligt, diskret og let, men også professionelt, og alle disse kvaliteter giver mig virkelig mulighed for at fokusere udelukkende på billedet. Fotografering bliver en refleks og ikke noget, man skal tænke over.”
Under arbejdet i kulsviernes krævende miljøer gjorde bestemte styrker ved α7R III Luigis job meget nemmere. Når han f.eks. arbejdede med kameraets avancerede autofokus og høje ISO-ydelse fik han knivskarpe resultater både af de intime portrætter af arbejderne, og når han dokumenterede dem, mens de knoklede gennem skyer af aske og røg.
"I løbet af dette projekt satte jeg virkelig stor pris på kvaliteten af kameraets konstruktion og det fantastiske batteri samt kameraets autofokus, så jeg kunne fotografere ved høj ISO. Det havde alt, hvad jeg havde brug for til at få de billeder, jeg ønskede. På grund af ISO-ydelsen kunne jeg f.eks. tage billeder med meget lidt lys, og kameraets vejrbestandighed betød, at jeg kunne arbejde i regnen uden problemer."
Til dette projekt brugte Luigi FE 24-70mm f/4 ZA OSS på sit α7R III, som ifølge ham gav en kombination, “der gjorde det muligt for mig at klare alle situationer”. Alt lige fra billeder af kulsviere som silhuetter mod røgen i bredformat til enestående portrætter af mændene dækket af aske blev fotograferet med det samme objektiv, hvilket betyder, at han kunne arbejde hurtigt og reagere på øjeblikket. Når han kun brugte et enkelt objektiv, var der heller ingen risiko ved at skulle skifte objektiv i røgen. Luigi fortæller, at han også anvendte en konstant ISO på 2000, hvilket gav ham mulighed for at arbejde med hurtigere hastigheder og mindre blænde, der afbildede de grusede omgivelser.
Er projektet så slut for Luigi nu? “Nej,” smiler han, “jeg ville elske at vende tilbage om efteråret og prøve at finde et andet lys og et andet skovmiljø. Fordelen ved et længerevarende projekt er, at man kan opleve nye ting hver gang – måske uventede ting – og lære historien bedre og bedre at kende.”
Men sideløbende med at han gerne vil opleve nye ting, har de relationer, han opbyggede under projektet, så påvirket ham til at ville komme tilbage? “Absolut!” griner han. “Jo længere tid, jeg tilbringer på et projekt, desto mere øges tillidsniveauet med motivet eller motiverne, og så får jeg de billeder, der er vigtige for at fortælle historien korrekt. Man skal bruge den tid på at fordybe sig i reportagen for at finde menneskerne i det, følelserne, passionen, intimiteten, atmosfæren og historien. Jeg vil ikke stoppe på overfladen, for jeg ved, at jeg altid kan finde mere.”
"For mig giver fotografering ingen svar, men stemninger og spørgsmål"
