en ræv i morgensolen

Stabil fremgang

Drew Webb

Kysten omkring Bempton Cliffs, der strækker sig mod nord fra Flamborough Head op til Filey, er en af Storbritanniens mest spektakulære kyster. Samtidig er den hjemsted for voksende bestande af havfugle. Men de stejle kridtskrænter, der nogle steder er over 100 m høje, kan føre til svimmelhed, og kombineret med vinden fra Nordsøen er det ikke altid nemt at holde kameraet stille nok til at kunne tage gode billeder af stedet.

drew webb med sit sony-kamera og -objektiv © Drew Webb

Den erfarne dyrelivsfotograf Drew Webb ved alt om kampen mod kamerarystelser. Han har besøgt både disse klipper og andre vilde steder rundt om i Storbritannien i årevis, og han har fotograferet deres beboere på en smuk og tydelig måde. Men for Drew er rystelserne mere end blot naturens påvirkning, og intensiteten af dem er større end hos de fleste andre mennesker, når de skal holde lange linser. "Jeg har en sygdom, der kaldes essentiel tremor, og jeg fik diagnosen, da jeg var omkring 10," forklarer han. "Den får mine hænder og arme til at ryste ufrivilligt, og det gør det naturligvis ret svært for mig at holde et kamera stille nok til at kunne tage et skarpt billede." Drews interesse for fotografering og dyreliv startede under nogle ture til Skotland, hvor han så fiskeørne og tog billeder ud af bilvinduet med sin bedstefars gamle Kodak Retinette, men det tog noget tid, før interessen virkelig begyndte at vokse. "Som du nok kan forestille dig, var det ikke et fantastisk kamera til at tage billeder af rovfugle, der var langt væk, og selvom jeg elskede at bruge det, havde jeg aldrig drømt om, at man kunne leve af fotografering. Jeg tog folkeskolens afgangsprøve, fik dårlige karakterer, forlod skolen og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle lave."

en søpapegøje, der skal til at lande © Drew Webb | Sony α7 V + FE 400-800mm f/6.3-8 G OSS | 1/2500s @ f/8.0, ISO 1250

"Jeg tog et sabbatår, gennemførte derefter et mediekursus og en erhvervsuddannelse, og så uddannede jeg mig inden for fotografering. Det var i den periode, at jeg første gang bemærkede, hvordan rystelserne påvirkede mine optagelser. Vi lavede en øvelse for at se, hvor langsomt vi kunne holde vores kameraer i hånden, og med et 50 mm-objektiv kom jeg ned på 1/125sek. Jeg var stolt af det resultat, men næste dag bemærkede jeg, at alle andre var på 1/50 sek. eller endda under." Denne øvelse demonstrerer "reciprokreglen", som er en simpel ligning, der siger, at for at undgå bevægelsesslør på et billede skal din lukkerhastighed sandsynligvis være mindst den reciprokke værdi af den brændvidde, du bruger. Hvis du for eksempel optager ved 50 mm, skal du mindst have en lukkerhastighed på omkring 1/50 sek. På et tidspunkt, da Drew arbejdede i en kamerabutik, bemærkede en kunde hans rystelser. "Jeg var i gang med at pakke en kasse til en kunde, der viste sig at være læge, og han spurgte mig, hvor længe jeg havde været i bedring! Han troede, at rystelserne var en "kold tyrker", og det var første gang i mit voksenliv, at jeg forstod, at andre mennesker kunne se mine rystelser." Sammen med erkendelsen af, at mange af hans telefoto-billeder var slørede, blev dette starten på en accept af sin sygdom for Drew.

en isfugl, der flyver © Drew Webb | Sony α7 V + FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS | 1/5000s @ f/6.3, ISO 1600

Han fortsætter: "Sagen er, at jeg indtil da på trods af beviserne havde overbevist mig selv om, at rystelserne ikke eksisterede, eller jeg fandt på undskyldninger for de situationer, hvor rystelserne var et problem. Derfor havde jeg også besluttet, at jeg ikke ville arbejde med lange brændvidder og i stedet ville holde mig til nemmere brændvidder såsom 35 mm og 50 mm." Men under Covid-19-nedlukningerne genfandt Drew både sin interesse for dyreliv og en beslutsomhed i forhold til, at rystelserne ikke skulle begrænse ham. "Når vi fik lov til at gå ture, tog jeg min 70-200mm med hen til den lokale andedam og gjorde, hvad jeg kunne, med udstyret, men som alle dyrelivsfotografer ved, vil man altid gerne have mere og mere brændvidde, så fra det tidspunkt begyndte jeg at gøre alt, hvad jeg kunne, for at opnå bedre billeder med længere brændvidder." I praksis betyder mere stabile optagelser for Drew som regel, at han arbejder med et stativ og bruger træer, jægertårne, sækkestole eller jorden til at opnå mere stabilitet. "Jeg gør mange forskellige ting såsom at lægge mig ned som en snigskytte," griner han. "En af mine venner, som er soldat, anbefalede denne position, fordi det er en stiv stilling, der giver meget mere stabilitet. Jeg kan reducere rystelserne, men de går aldrig helt væk. Jeg mærker det især, når jeg optager video."

måge, der letter fra en strand © Drew Webb | Sony α7 V + FE 24-105mm f/4 G OSS | 1/400s @ f/8.0, ISO 800

Selvfølgelig har Drews Sony-udstyr også nogle funktioner, der hjælper, såsom Steady Shot optisk stabilisering i objektiver og Steady Shot Inside sensor-baserede systemer i kamerahusene. "På grund af min sygdom kan jeg ikke bruge udstyr uden billedstabilisering," forklarer han. "Jeg undersøgte, hvilke mærker der havde gode billedstabiliseringsfunktioner, og Sonys funktioner var en afgørende grund til, at jeg begyndte at bruge Alpha-systemet. Jeg bruger forskellige metoder, afhængigt af hvad og hvordan jeg fotograferer," fortsætter han. "Hvis man for eksempel bruger tilstanden Active Steady Shot Inside sammen med de optiske stabilisatorer i visse objektiver, kan det tilføje en sjov "flimren", især man bruger et stativ, for det er, som om tilstandene kæmper mod hinanden. I de tilfælde slukker jeg bare for det ene eller det andet. Men hvis jeg fotograferer håndholdt, er det hele tændt!" Billedstabilisering kan også hjælpe med kompositionen, da denne funktion giver et mere stabilt udsyn under komponeringen, mens den fremragende billedkvalitet fra hans kameraer ved højere ISO-værdier betyder, at Drew kan presse lukkerhastighederne lige så højt, som han har vil. "Jeg bruger i øjeblikket Alpha 7 V, og Bird Tracking-autofokus betyder, at jeg sjældent behøver at røre ved objektivet. Det er vigtigt, fordi rystelserne betyder, at det virker, som om jeg slår på objektivet med en lille hammer! 30MP-opløsningen er perfekt til mig. De større pixels skaber naturligvis mindre mikroslør, end man har på en sensor med højere opløsning, og fordi jeg fotograferer i serier for at maksimere chancerne for at tage et skarpt billede, gør denne funktion også arbejdsgangen nemmere."

en ugle, der flyver © Drew Webb | Sony α7 V + FE 400-800mm f/6.3-8 G OSS | 1/1000s @ f/8.0, ISO 500

Brugen af zoom hjælper også Drew ved dels at indramme bredere for at finde motiver, dels ved at zoome ind for at udfylde rammen. Det er derfor, han elsker FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS. Tro mod sit ønske om at prøve at gøre mere valgte han dog andre objektiver til sin seneste tur til Bempton. "Jeg vil sige, at 400mm er det punkt, hvor jeg er tryg ved at tage billeder uden rystelser, men da jeg altid forsøger at udvide mine færdigheder, tog jeg et FE 400-800mm f/6.3-8 G OSS og et FE 600mm f/4 GM OSS med. Det er drømmeobjektiver, som jeg virkelig skulle presse mig selv for at få mest muligt ud af." Drews vedholdenhed i håndteringen af sine rystelser har også fået ham til at ville vejlede andre fotografer. "Min erfaring har lært mig, at den simple fornøjelse ved at være ude at fotografere med venner eller finde et særligt øjeblik i naturen er meget vigtigere end den tekniske side af tingene," afslutter han.

en isfugl, der flyver op fra vandet © Drew Webb | Sony α7 V + FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS | 1/5000s @ f/6.3, ISO 1600

"Gennem mine fotos og videoer vil jeg gerne vise, at fotografering virkelig kan være en tilgængelig og opløftende aktivitet for alle mennesker. Jeg vil gerne vise det, der er så fantastisk ved oplevelsen, uanset om du får det billede, du ønsker dig, eller ej! Nogle af de bedste ture, jeg har haft, har været en kamp. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle mit 18-årige jeg nogle af disse ting. Livet virkede tåget og usikkert dengang, men det var, fordi jeg kæmpede mod begrænsningerne i stedet for at lære at opnå det, jeg ville, på trods af dem."

Udvalgte produkter

Tilmeld dig, og få et α Universe-nyhedsbrev

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbreve fra α Universe

Angiv en gyldig e-mailadresse

Beklager! Noget gik galt

Tillykke! Du er nu tilmeldt