I Zakouma Nationalpark i Tchad er et C-130 militærtransportfly på vej ned mod en ujævn landingsbane på den afsidesliggende busksteppe. Ombord er der fem truede sorte næsehorn, der skal genintroduceres til området. Kulminationen på mange års planlægning gør dette øjeblik til noget af det, fotografer som Marcus Westberg lever for.

Det store Zakouma-økosystem, der spreder sig over næsten 28.500 kvadratkilometer, er et af de sidste tilbageværende savannehabitater i Centralafrika og hjemsted for en utrolig biodiversitet, herunder store pattedyr som elefanter, løver, bøfler og giraffer. Men i over 40 år manglede et vigtigt dyr: det sorte næsehorn. Omfattende krybskytteri i 1960'erne og 70'erne udryddede hele bestanden. Det er genintroduktion af disse dyr, der har bragt Marcus til dette afsides hjørne af verden.

"Genindførelsen af næsehornet i Tchad er virkelig en utrolig succeshistorie," forklarer Marcus, "og ikke blot for næsehornene. Dette kunne aldrig være sket, hvis ikke Zakouma var blevet forvandlet til et vildtreservat. Da naturbevarelsesorganisationen African Parks ankom her i 2010, havde parken mistet 90 % af sine 4000 elefanter til elfenbensjægere. Nu stiger antallet af vilde dyr igen, krybskytteri på elefanter er stort set blevet udryddet, og det blev besluttet, at tiden var moden til at etablere en levedygtig bestand af sorte næsehorn."

Marcus blev hyret af African Parks til at dokumentere de forskellige beskyttede områder, der var under deres ansvar, og havde været i landet i flere uger, da næsehornene ankom. "Selvom det ikoniske øjeblik var frigivelsen, er der så meget mere at fortælle om denne historie, og masser at fotografere – fra opførelsen af de indhegninger, hvor næsehornene blev holdt i de første uger, til aflæsning af kasserne og de højtstående folk, der var til stede. Parkens opsøgende teams rejste fra landsby til landsby for at forberede de lokale samfund på tilstedeværelsen af næsehorn i området. Sådan nogle billeder skal derefter bruges til pressemeddelelser, årsrapporter og opdateringer på sociale medier. Så de skal kunne fortælle hele historien,” fortæller han.

Når Marcus forklarer opgaven, står det klart, at mental og fysisk udholdenhed er lige så vigtigt som tekniske færdigheder inden for dette felt. "Virkeligheden i sådanne initiativer er, at ting sjældent går som planlagt – især når de involverer lange rejser og krydsning af internationale grænser," fortsætter han. "Du skal være tilpasningsdygtig og holde fokus. Denne gang betød forsinkelser, at en tempereret morgenfotografering i smukt, varmt lys blev til en middagssession i brændende varme. Som med enhver form for fotojournalistik kan du ikke rigtig vælge forholdene. Hvis tingene begynder at ske midt på dagen, er varme og skarpt lys det, du har at arbejde med."

Og så til det store øjeblik. Efter 36 timers transport, over 4.300 kilometer og via stop i Zambia og Burundi, var næsehornene – der ikke ligefrem er kendt for deres rolige temperament – forståeligt nok stressede. De var desorienterede, sultne og tørstige. "Det siger sig selv, at prioriteten er næsehornenes velbefindende, ikke at få billederne i hus," bemærker Marcus, "og af ret åbenlyse årsager kan ingen være inde i indhegningerne, når næsehornene bliver sluppet løs. På den anden side var det ikke ideelt at tage billeder bag en massiv træpalisade."

Hans løsning? "Hver indhegning havde et vandtrug af beton gravet ned i jorden under palisaden, og det strakte sig omkring 20 cm ud på hver side. Da vandspejlet ikke helt nåede bunden af hegnet, var der lige akkurat plads til et par hænder og et kamera," forklarer han. "Selvom næsehorn har dårligt syn, er de stadig gode til at opdage bevægelse, så aftalen med dyrlægen var, at jeg ikke måtte flytte eller ændre kameravinklen, før næsehornene vendte ryggen til, for at undgå at forskrække dem. Det gik fint, i hvert fald indtil en af dem besluttede sig for at drikke og næsten væltede kameraet i vandet."

Til sidst var det kun den sidste af hunnerne, der var rolig nok til, at dyrlægen følte sig tryg ved at forsøge. Det gav Marcus ét enkelt forsøg til at fotografere et næsehorn, der bliver sluppet løs. "Jeg er ærligt talt ikke sikker på, at jeg kunne have fanget dette uden et Sony Alpha 1," mindes Marcus. "Vippeskærmen, autofokus til øjensporing og muligheden for at fotografere kontinuerligt i burst-tilstand... Jeg vil helst ikke tænke på, hvordan det ville være gået med et mindre avanceret kamera."

Men det måske vigtigste af det hele er, at Sonys kameraer kan arbejde i fuldstændig stilhed. "Det er virkelig en gamechanger. En støjende lukker ville helt sikkert have skræmt næsehornene. Jeg husker, da jeg for nogle år siden sporede sorte næsehorn til fods. Det tog timer at finde dem, og buskadset var så tæt, at vi kunne komme ret tæt på. Men lukkerens lyd skræmte dem straks. Tre billeder var alt, jeg nåede at få, før de forsvandt."

For naturfotografer som Marcus er størrelse og vægt en anden vigtig faktor. "Jeg arbejder med tre Sony Alpha 1-kameraer, og da det normalt ikke er en mulighed at skifte objektiv under en optagelse, har jeg dem på mig alle sammen. Til næsehornstransporten brugte jeg mest objektiverne FE 12-24mm f/2.8 GM, FE 24-70mm f/2.8 GM II og FE 70-200mm f/2.8 GM OSS II," bemærker han. "Generelt har jeg brug for udstyr, der ikke tynger mere, end hvad der er absolut nødvendigt, især hvis jeg skal bære alle tre kameraer på én gang og bevæge mig i 40 graders varme uden assistent – samt have min drone og et par faste objektiver i min rygsæk. Til fotos af vilde dyr i marken tager jeg også nogle store telefotoobjektiver med."

At fange øjeblikke som dette handler ikke kun om tilfredsstillelsen ved at forlade en udfordrende optagelse med stærke billeder. Det handler om, hvordan de bruges. "Indflydelse er helt klart nøgleordet," fortæller Marcus, da han blev bedt om at reflektere over fotografiets rolle i at opfordre til positiv forandring. "Vi må ikke overdrive fotografiets betydning. Ved denne overflytning er jeg en del af en massiv holdindsats. Men initiativer som dette afhænger af donorers generøsitet, og inden for fundraising spiller visuelt materiale en betydelig rolle. Vi er nødt til at fange folks opmærksomhed."

Ifølge Marcus kan det at fremhæve initiativer som dette også have stærke effekter på lokale relationer. "Lande som Tchad får ikke meget positiv opmærksomhed, så det er vigtigt at promovere succeshistorier som denne, når de opstår. Det fremmer stolthed og støtte blandt den lokale befolkning, hvilket er essentielt, fordi parkerne ikke kan beskytte disse dyr på egen hånd. Lokalsamfundene er afgørende for sikkerheden. Desuden er dette deres hjem og deres historie. Man vil absolut gerne have en følelse af engagement og ejerskab på lokalt niveau. Men de fleste mennesker, der bor omkring parken, vil aldrig komme til at se disse næsehorn – de er sky dyr, parken er stor, buskadset tæt – så det er rart at have materiale som dette at kunne dele med dem."

Dette gælder også på et større plan. "I betragtning af verdens tilstand tror jeg, vi alle kan bruge lidt gode nyheder," reflekterer Marcus. "Og fotografer som mig er meget heldige at kunne bidrage til at fremhæve indsatsen fra folk, der forsøger at gøre verden til et bedre sted. Men i det korte øjeblik, hvor noget, som verden burde se, udfolder sig, har man virkelig ikke lyst til at stå og rode med ustabilt udstyr eller bekymre sig om, at kameraet ikke kan følge med det, du gerne vil fotografere."