Lad os begynde med slutningen. Eller i det mindste en mulig slutning. Det er et fantastisk øjeblik for havbiolog Pelayo Salinas de León og et øjeblik, der sent går i glemmebogen. “Det var mit femte besøg i nationalparken Revillagigedo i Mexico, hvor jeg hjalp min ven og kollega Dr. Mauricio Hoyos med at sætte satellittags på silkehajer og i øvrigt forske i djævlerokker,” husker han. “Ud over at tagge hajer dykkede vi også meget med de andre forskere og naturførere, og vi tog selvfølgelig også masser af billeder. Det var dejligt at være tilbage i den her fantastiske nationalpark og se, hvad den har udviklet sig til: blomstrende, uforstyrret og uspoleret – et vildt område med al havlivets vidunderlige alsidighed.”

Så skete der noget mærkeligt. Da Pelayo og hans kolleger opdagede, at et af de lokale øresvin lå på ryggen på 33 meters dybde, blev de lidt forvirrede. “Delfinen var der i tre eller fire minutter uden at bevæge sig,” forklarer han, “så vi undrede os over, hvad der foregik. Til sidst indså vi, at den spillede død, som en lille hvalp! Den ville bare have os til at gnubbe den på maven. Selv om de lever i det fri, elsker de her delfiner at lege med os mennesker”

Nationalparken Revillagigedo er et virkelig idyllisk sted. Et sted, som Pelayo siger er bygget på hårdt arbejde, håndhævelse af regler og mange års beskyttelse fra den mexicanske regerings side og NGO’er som f.eks. Pelagios Kakunja, som hans kollega Mauricio arbejder hos. “Myndighederne tog et modigt skridt ved at skabe det her kæmpe reservat. Det er det største område med fiskeriforbud i Nordamerika. Det vil sige, at der ikke er noget fiskeri. De afsatte ressourcer til at beskytte det, og i dag trives havlivet her. Du kan hoppe i vandet og finde hajer, rokker, delfiner, hvaler. Det er sådan her, havene kan være, når der ikke er nogen skadelige, menneskelige aktiviteter.”

Men Revillagigedo er desværre ikke normen. Medmindre der skrides til handling i stor skala, kan “slutningen” for havene se meget mørkere og tristere ud, end den glade oplevelse Pelayo havde i dette varme mexicanske farvand. “Verdens have er i store problemer på grund af menneskenes destruktive påvirkning,” siger han. “Ødelæggelse af habitater, forurening og klimaforandringer har skadet vores blå planet i alt for lang tid, og mange arter – og de økosystemer, de har hjemme i – er i kraftig tilbagegang.”

Pelayo forklarer, at en stor del af problemet er overfiskeri af havets megafauna som f.eks. hajer. Han har brugt sit liv på at studere og forsøge at beskytte dem og har kæmpet mod de urimeligt negative fordomme, der hersker om hajer. “I modsætning til mange andre rovdyr har hajer fået virkelig dårlig PR,” medgiver han. “Et gennemsnitsmenneske har en mening om hajer, der er baseret på film som Dødens Gab. Den film har skadet muligheden for at beskytte hajer, og opfattelsen af dem er stadig negativ her 50 år senere.”

“Frygt er drevet af det ukendte”, fortsætter han. “Folk tror, at de bliver spist, hvis de går i vandet, men alle havbiologer kan fortælle dig, at det ligger langt fra virkeligheden. Vi ved også, at de fleste mennesker ikke oplever havet. De fleste kan hverken svømme eller dykke. Så de ser bare, hvad medierne fortæller. Overfladen med det ukendte nedenunder. Jeg er hele tiden i vandet med hajer og føler mig helt tryg ved det, så det er op til mig at dele det budskab med så mange som muligt.”

“På grund af misforståelser bliver hajer generelt ikke beskyttet lige så godt som anden megafauna,” fortsætter han, “de bliver derfor fisket i en grad, der bringer dem tættere og tættere på udryddelse. Der er mange, der tror, at det skyldes det asiatiske marked for hajfinner, men du ville blive overrasket over, hvor mange lande rundt omkring i verden, der jagter hajer. En af havnene med den største hajfangst er Vigo i det nordlige Spanien, hvor hajfinnerne sendes til Asien, og en stor del af hajkødet bliver spist af mennesker. Undersøgelser har vist, at når du køber fish and chips, er det ofte ikke torsk eller kuller, som der står på menuen, men en hajart.”

Hajernes skurkerolle sætter hele økosystemet i fare, forklarer han. “Naturen har kørt perfekt i flere millioner år, men det er nemt at ødelægge det. Hajer er havets læger. De regulerer fødekæden og specialiserer sig i at jagte de langsomme, de svage og de syge. Når du fjerner rovdyrene øverst i systemet, bliver der for mange i grupperne længere nede, og systemet kommer ud af balance.”

Så hvordan kan man ændre fordommene og skabe en verden, der er bedre for hajer og andre havdyr – som f.eks. i Revillagigedo? For Pelayo er fotografering og filmoptagelse en del af svaret. “Verden under vandet – alt det, der foregår under overfladen – er forståeligt nok fremmed for os. Det er et stort og udfordrende miljø. Ved at udforske, studere og fotografere de sidste vilde steder på vores blå planet vil jeg dele skønheden ved vores have, så folk kan forholde sig til til og blive fortalere for at beskytte det.”

“Mit arbejde er selvfølgelig at indsamle data og skrive videnskabelige afhandlinger, og det er helt klart vigtigt, men på den anden side er det kun mine kolleger fra den videnskabelige verden, der læser de tekster. Det er noget andet at række ud til et bredere publikum, og hvis du kan oversætte de videnskabelige fakta til noget, der giver mening for et gennemsnitligt menneske, kan det virkelig gøre en forskel. Det er derfor, jeg aldrig dykker uden et kamera nu. Jeg vil ikke gå glip af et øjeblik, der kan ændre folks holdning.”

“Da jeg dykkede i Revillagigedo, var det mit første eventyr med Sony Alpha 1,” husker han, “det er et fantastisk kamera til undervandsfotografering. Når du dykker, mister du meget lys, men det kompenserer den store sensor på Alpha 1 og den udvidede ISO-rækkevidde for. Jeg tager både billeder og optager video, så de fantastiske videofunktioner gør det til et perfekt kamera for mig.”

Inde i det vandtætte Isotta-kabinet, der er designet specielt til kameraet, har Pelayo på denne tur kombineret Sony Alpha 1 med et FE 16-35mm f2.8 GM II-objektiv. Han forklarer: “Jeg ville fotografere store dyr som f.eks. hajer, rokker og delfiner og undervandslandskaber som f.eks. skråninger, klippevægge og åbent hav, så det var vigtigt at bruge en zoom af høj kvalitet med vidvinkel. Du kan ikke bruge teleobjektiver under vandet, og et vidvinkelobjektiv betyder selvfølgelig, at du kommer tættere på motivet, men det viser også, at man ikke skal være bange for hajerne.”

“Vi har set i Revillagigedo, at der er mulighed for en lysere fremtid for vores have,” afslutter han, “for så snart man lukker ned for overfiskeri og andre skadelige menneskelige aktiviteter i et område, har havet en fantastisk evne til at helbrede sig selv naturligt. Det er opskriften på succes, og Konventionen om biologisk diversitet har et globalt mål om at beskytte 30 % af havet på den måde i 2030. Men det skal være rigtige reservater, der ikke kun beskyttes på papiret.”

“Når man ser, hvordan havet kan være, kan man se en vej mod en bedre planet. Vi ved, at når vi respekterer havet, bliver det mere sundt, og havet gengælder tjenesten ved at regulere jordens klima, give os mad, underholde os og producere det meste af den ilt, vi indånder. Det er virkelig vigtigt. Og hvert eneste foto, jeg tager, hjælper mig med at kæmpe for sagen.”