I 2021, hvor verden stadig led under følgerne af coronanedlukninger, begyndte dokumentarfotograf Andrea Frazzetta at bemærke noget usædvanligt, når han tog sin søn med i parken. "De første par gange blev mit barn bange," betror han os. "Det var et fremmed og foruroligende miljø. Det gik op for mig, at min søn havde levet det meste af sit liv i en kasse. Og selvom min egen oplevelse selvfølgelig var anderledes, følte jeg også selv et behov for at ryste det forrige års tab og traumer af mig."

Andrea kunne som forælder se, at noget måtte gøres. Han måtte hjælpe sin søn komme i forbindelse med naturen, og forhåbentlig også selv lære at finde glæde i friluftslivet. Heldigvis gik de to ting snart op i en højere enhed og gav dertil Andrea muligheden for at bruge sine evner som fotograf til at skildre noget positivt. "Alle skolerne var stadig lukkede, så vi begyndte at se os om efter en anden vej," forklarer han. "Vi hørte som skovbørnehaver – altså børnehaver, som opfordrer børn til at lære udendørs i stedet for i et klasseværelse. Min søn blev optaget i en sådan børnehave på landet uden for Milano, og jeg blev straks bjergtaget. Både af hvordan børnene opførte sig i naturen, af deres oplevelser – og af det visuelle aspekt."

Derfor var Andrea, kun få måneder efter at have haft den svære opgave at fotografere udmattede læger og sygeplejersker på en corona-afdeling i Bergamo, et helt andet sted både fysisk og psykisk. Og selvom dette var en taktændring i forhold til hans sædvanlige motiver, brændte trangen til at fortælle en historie stadig, og evnerne var der også.

"Sådan en skovskole lignede en skøn mulighed for en dokumentarfotograf," forklarer han. "Og det ville også være godt for en masse børn, hvis jeg kunne hjælpe med at sælge ideen gennem mine billeder. Selv før coronaen tilbragte vi alt for megen tid i kasser – om de så var huse, klasseværelser eller kontorer."

Derfor begyndte han med sin søns egen skovskole i Milano og brugte de næste tre måneder på at fotografere seks forskellige skovbørnehaver. Han var mellem en uge og 10 dage hvert sted. "Man kan finde den slags steder overalt i Italien," forklarer han. "Nogle af dem ligger på landet uden for byerne, andre i bjergene eller ved kysten. Og det var stort at opleve dem."

Andrea fortæller, at opgaven med at fortælle disse steders historie afhang af evnen til at færdes i terrænet, Alpha-kameraernes tekniske kunnen – og især af at have tid nok. "Jeg arbejder normalt for blade eller aviser, og så er opgaven hurtigt overstået," forklarer han. "Men jeg fik et National Geographic Society-legat til dette projekt, da de gerne ville hjælpe fotografer med at arbejde i deres lokalmiljø. Den ekstra tid gjorde, at jeg kunne fordybe mig i hver lokation og den gav endda mine billeder en ny stil."

Andreas Sony Alpha 7R III- og 7R IV-kameraer hjalp ham på forskellig vis. "Ligesom jeg normalt gør, brugte jeg to kamerahuse så jeg slap for at skifte objektiv. Her hjælper det virkelig, at kamerahusene er små og lette. Jeg komponerede de fleste af billederne ved at bruge skærmen udfoldet, så jeg kunne fotografere i hoftehøjde eller lavere endnu. Dette hjalp mig med at komme i øjenhøjde med børnene, og det virkede ikke så meget, som om jeg var ved at fotografere. Når man holder et kamera op, opfører folk sig anderledes – også børn."

Alpha 7R-kameraets evne til at tage billeder lydløst og fokusere hurtigt betød også meget. "Den lydløse lukker gør det til noget helt andet at lave dokumentar," forklarer han. "Det er simpelthen en helt anden måde at arbejde på, hvor man får total frihed og mere sandhed frem. Og kameraets autofokus er exceptionel. Selvfølgelig havde jeg mere tid end normalt, men derfor kan man jo stadig misse et flygtigt øjeblik. Selv med hurtige objektiver som FE 50mm f/1.4 ZA fandt jeg altid det perfekte fokus på et splitsekund."

"Det sjove er, at når man har observeret børn i naturen et par uger, kan man se, at de virker langt mere fokuserede end i et klasseværelse," konkluderer Andrea. "Det er måske lidt kontraintuitivt, men de er altså mere rolige. Derfor synes jeg, at vi skal tage den måde, vi underviser på, op til revision. Der er helt afgjort en bedre måde at gøre det på."

Andrea har også bemærket en forandring i sig selv. "Jeg fotograferede ikke så ofte, og jeg var mere eftertænksom. Det tror jeg også, man kan se i billederne. De er anderledes end dem, jeg normalt tager – de meget mere sarte og rolige, og det tror jeg afspejler det naturlige miljø, de blev taget i."

"Under coronaen, tror jeg mange af os tænke på at lægge vores liv om," slutter han af. "Men hvor mange af har egentlig gjort det? Jeg fik en stor chance med dette projekt, som lod mig vende tilbage til naturen. Jeg synes, jeg har været enormt heldig. Heldig at være i live, heldig at se disse børn udfolde sig i naturen, og heldig at være fotograf igen."