to hvide sommerfugle siddende på stilke

Sådan fotograferer jeg | Fotografering af naturen om foråret og sommeren

Petar Sabol

For mig repræsenterer foråret og sommeren en ny begyndelse. De første blomsters stærke farver dukker op, og jeg bliver især begejstret ved synet af sommerfugle og guldsmede. Jeg er vild med dyr, og det er mig en uudtømmelig kilde til lykke og inspiration at tilbringe tid sammen med dem i naturen, men når der er makrofotografi på programmet, er sommerfugle og guldsmede nogle af mine yndlingsmotiver. Jeg elsker også fugle, der er meget aktive, når de bygger rede og fodrer deres unger – kort sagt er alt med vinger en inspirationskilde for mig.

Når man har fokus på motivet, er det nemt at glemme, at lyset spiller en lige så stor rolle, når man fotograferer dyr, som ved andre typer fotografering. Derfor er det især vigtigt at vælge det bedste tidspunkt på dagen for at sikre optimal lysretning og -intensitet. Lyset påvirker ikke udelukkende motivet, men også, hvordan billedets baggrund kommer til at se ud.

hvid sommerfugl siddende på en orange stilk

© Petar Sabol | Sony α7R IV + 100mm f/2.8 Macro | 1/30s @ f/9.0, ISO 400

Og så er der vejret. Jeg kæmper en evig kamp mod vinden. Vind er enhver makrofotografs værste fjende. Når man arbejder med store forstørrelser og små blændeindstillinger for at indfange den størst mulige dybdeskarphed, kan det mindste vindpust skabe uønsket bevægelse i motivet og potentielt ødelægge et godt foto.

Jeg tager i øjeblikket mine billeder med et Sony Alpha 7R IV, men af og til bruger jeg også Alpha 9 II. Når jeg skal skyde makrofotos, bruger jeg Sony FE 90m f/2.8 G Macro-objektivet eller et 180mm-makroobjektiv fra en anden producent med adapter. Når jeg fotograferer fugle, bruger jeg Sony FE 200-600mm G, eller, hvis jeg er heldig, låner jeg nogle gange det perfekte FE 600mm f/4 G Master-objektiv.

ekstremt nærbillede af et insektøje

© Petar Sabol | Sony α7R IV

Det giver sig selv, at et stativ er uundværligt til de makrobilleder, jeg tager. For at få god dybdeskarphed fotograferer jeg ved f/8 eller f/11, mens jeg prøver at holde lysfølsomheden på ISO 100 eller 200. Dette giver en lukkertid, der normalt ligger på mellem 1/5 og 1/50 sekund. Selvom autofokussystemet fungerer upåklageligt, fokuserer jeg sædvanligvis manuelt og bruger forstørrelsesvisningen i kameraet til at lægge fokus og dybdeskarphed lige der, hvor jeg vil have det.

Når jeg fotograferer makro, benytter jeg ofte elektroniske fokusskinner, så jeg kan tage flere billeder med lidt forskellige fokusplaner. Jeg kan så senere blande dem i software, så der opstår et "lagdelt" billede med hele motivet i fokus, samtidig med at baggrunden fremstår sløret. For at anvende denne teknik skal alt stå fuldstændig stille – kameraet, insektet og det objekt, insektet befinder sig på. Derfor er det så vigtigt at vælge en vindstille dag.

Mit bedste råd til fotografering i naturen er, at man finder en vindstille dag, men også at man står tidligt op og fotograferer om morgenen ved solopgang. Når temperaturen er lavere, bevæger insekterne sig markant langsommere, og sandsynligheden taler for, at de bader sig i morgensolen for at varme kroppen op. Desuden er de tidlige morgentimer leveringsdygtige i et fint lys og muligvis endda lidt dis eller nogle få dugdråber, hvilket kan bidrage til en mere interessant billedbaggrund.

fugle i flugt mod en frodig grøn baggrund

© Petar Sabol | Sony α9 II + FE 600mm f/4 GM OSS | 1/4000s @ f/4.0, ISO 4000

Fotografering af fugle i flugt kræver øvelse og et godt kendskab til autofokussystemet i et kamera. Både Alpha 7R IV og Alpha 9 II har enestående autofokussystemer, og førstnævnte kombinerer dette med en opløsning på 61 mio. pixel, så jeg kan indfange den mindste detalje, mens sidstnævnte har kapacitet til fotografering med op til 20 bps.

to orange fugle i flugt

© Petar Sabol | Sony α9 II + FE 600mm f/4 GM OSS | 1/3200s @ f/4.0, ISO 2000

Jeg indstiller mine kameraer til AF-C-tilstand med fastlåsningsfokuspunkter indstillet til enten L eller Zone, så fokuspunktet kan nå at spore, mens fuglen bevæger sig. Derefter fotograferer jeg i kontinuerlig Hi+, hvilket som nævnt vil sige op til 20 bps med Sony Alpha 9 II. På den måde kan jeg skyde mange forskellige fotos og bevægelser, mens fuglen flyver. Så er der eksponeringen, hvor lukkertiden selvfølgelig har størst betydning for forebyggelse af sløringseffekter, så jeg indstiller altid lukkerhastigheden til mindst 1/2000 sekund og lader blænden være på den højeste indstilling. Det betyder, at jeg er tryg ved at vælge automatisk lysfølsomhed med Auto ISO, fordi jeg ved, at både Sony Alpha 7R IV og Alpha 9 II genererer meget begrænset støj, heller ikke selvom lysfølsomheden øges, så jeg kan indfange en fugl i hurtig flugt i forvisning om, at jeg får alle de nødvendige detaljer med.

Udvalgte produkter

Petar Sabol

Petar Sabol | Croatia

"Jeg forsøger altid at få mine billeder til at se bedre ud uanset, hvor lang tid det tager, og hvor stor indsats det kræver"

Relaterede historier

Tilmeld dig, og få et α Universe-nyhedsbrev

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbreve fra α Universe

Angiv en gyldig e-mailadresse

Beklager! Noget gik galt

Tillykke! Du er nu tilmeldt