Indhyllet i frodig skov og mangrovesumpe udgør Papua Ny Guineas frugtbare Milne Bay-provins den sydøstligste spids af landet. Den strækker sig afslappet ud i Salomonhavet og omfatter mere end 600 øer. Floder og bække krydser junglens og markernes snørklede terræn. For vestlige øjne kan det virke fremmedartet, men det er Milne Bays gader og veje.

Det er dette landskab, der danner baggrunden for “Echoes” – Paolo Sodis smukke visuelle fortælling, som indfanger nogle flygtige dage i livet for en lokal dreng ved navn Sereva. Filmen illustrerer de kampe og håb, som Sereva og hans familie har, samt den betagende skønhed, der præger deres hverdag.

"Ikke så længe efter vi begyndte at lave “Echoes”, filmede jeg Sereva, mens han legede med flade sten ved en flodbred," husker Paolo. "Han slog smut med stenene og så dem hoppe, ligesom børn gør over hele verden, og han nød den simple leg i fulde drag. Derefter gik han ud i floden for at svømme. På det tidspunkt begyndte det at regne kraftigt. Det var magisk, og hans glæde var smittende. Det var ren og skær fornøjelse ved blot at være til stede i verden."

Det her var ikke første gang, Paolo besøgte Papua Ny Guinea, men “Echoes” var et anderledes projekt for ham. "For otte år siden rejste jeg dertil for første gang for at lave en film om de lokale og dyrelivet," forklarer han, "og jeg opdagede dette magiske område. Når man møder stammer, ser dyrelivet og junglen, indser man med det samme, hvor anderledes og specielt det er."

"Lige siden har jeg ønsket at vende tilbage og lave en ny film," fortsætter han, "og jeg havde talt med mit team derovre om forskellige idéer. En af dem handlede om de kanoer, som de indfødte bruger. Der er to slags – krigskanoerne, der er længere og større samt mere smukke, og fiskekanoerne, der til gengæld er enklere og mere funktionelle. Som en del af projektet ville jeg tale med de mennesker, der bor i regnskoven, for at se, hvordan deres kanoer bliver lavet, og hvordan kanoerne er en del af deres liv. Men eftersom jeg bor i Italien, er det ikke muligt for mig at undersøge de ting selv, så mit team sendte mig en masse videoer. Og da jeg så den med Sereva, ændrede mit fokus sig med det samme."

Menneskers liv ændrer sig, og det samme gør deres kreative vision. For to år siden blev Paolo far, og derfor blev hans opmærksomhed uundgåeligt rettet mod barnelivet under disse forhold. "Efter min datter er blevet født, har mit syn på tingene ændret sig. Hun er min muse, min inspiration, og jeg så straks forbindelsen til Sereva. Så “Echoes” er hans historie. Han er hovedpersonen. Den handler om hans liv og hans families drømme om, hvad han kan blive. Den handler ikke bare om, hvad folket mangler, men også hvad de får."

I 12 dage fulgte Paolo Sereva og dokumenterede hans tur til skole og hans liv i landsbyen. "Der er så mange ting, der er normale," forklarer han, "og så mange ting, der ikke er. Forestil dig en ni- eller tiårig dreng, der vågner op, børster tænder, tager en ret almindelig skoleuniform og rygsæk på – men så ser du, at han ikke har sko på. Og han tager ikke en bus eller bliver kørt af sine forældre. Han padler sig selv derhen i en fiskekano gennem floder med deltakrokodiller, slanger og farlige insekter. Han sejle afsted alene, og han er aldrig bange. Jeg syntes, han var helt utrolig, men for ham er det normalt."

Sereva opbyggede hurtigt et forhold til Paolo, det rørte ham slet, at han blev filmet. "I starten var han lidt forsigtig over for mig og ret alvorlig, men de næste dage tilbragte vi al vores tid sammen og havde det fantastisk. Han var meget nysgerrig på mine kameraer og processen med at kopiere optagelserne over på harddiske. Han havde heller aldrig smagt Nutella før, så det bondede vi over! En aften før middagen sang han endda en smuk sang for os, som er med i slutningen af dokumentaren."

Paolo mener, at hans valg af udstyr havde stor betydning for forholdet til Sereva og dermed for, at projektet lykkedes, især når det handler om ikke at virke overvældende for en sensitiv person. "Jeg brugte hovedsageligt Sony BURANO til dette projekt," forklarer han. "Det fungerede, lige som jeg havde drømt om, og var perfekt til dokumentarproduktion."

"Kamerahuset er så lille og let, at man kan bruge det håndholdt eller på skulderen, og der er ikke brug for et stativ," fortsætter han. "Det er fantastisk, når man vil optage enkle, stille øjeblikke, som jeg gjorde med Sereva. Det føles så meget mere ægte og autentisk at gøre det selv ... ingen fokusassistent, fordi jeg kunne stole på kameraets fremragende autofokus, ingen lysassistenter ... Det meste af tiden var det bare mig og ham, der rejste sammen og fortalte hans historie. Hvis der havde stået fem eller seks personer bag kameraet, ville han have opført sig anderledes."

Paolo havde den samme trang til autenticitet og stolede på BURANO’s upåklagelige ydeevne i svagt lys."Jeg vil kun arbejde med naturligt lys," forklarer han. "Lyset i Papua Ny Guinea er smukt, så jeg var glad for at bruge, hvad solen måtte give mig, eller arbejde med lys fra ild, hvis det var nødvendigt. Men jeg kunne kun gøre det takket være funktioner som BURANO’s to grund-ISO’er, 800 ISO og 3200 ISO, som lod mig vælge den bedste følsomhed til den situation, jeg ville dokumentere, uden det gik ud over billedkvaliteten."

"Jeg ville heller ikke bruge en gimbal," fortsætter han, "så kameraets indbyggede IBIS var afgørende. Det betød, at jeg kunne gå med Sereva og få utroligt ensartede optagelser, samtidig med at jeg kunne klare længere optagelser håndholdt, når det var nødvendigt. Apropos det, selvom jeg brugte standardobjektiver som FE 12-24 mm f/2.8 GM og FE 24-70 mm f/2.8 GM til filmen, brugte jeg også FE 200-600 mm f/5.6-6.3 G OSS på tidspunkter, hvor Sereva var ude i kanoen. Det betød, at jeg kunne tage nærbilleder af ham, mens han padlede, eller filme krusningerne på vandet, hvilket føjede tekstur til fortællingen."

Et afgørende øjeblik i filmen er Paolos interview med Serevas far. Han taler om at ønske sin adopterede søn de bedste muligheder og fremtidsudsigter: Hans egen kano, så han kan arbejde og en dag bygge sit eget hus. Ved at lave denne film har Paolo fundet sit eget spejlbillede af dette – sit eget håb.

"Da jeg viste nogle optagelser af Sereva til et barn i Italien, sagde han, at han syntes, det var trist, fordi de mennesker ikke har alle de ting, vi har. Elektronisk udstyr og luksus. Men jeg vil sige, at de har noget mere. Ja, det kan være en hård tilværelse, men de lever i en betagende natur, har et stærkt familiesammenhold og sætter virkelig pris på begge dele. Hvert eneste barn har en drøm, og hver eneste familie bør have en drøm for deres barn. De forsøger at skabe det sammen. Men de simpleste ting kan være de stærkeste og mest givende. Det er det, jeg gerne vil lære min datter."