Undergrundsbanen i New York omfatter 472 stationer og næsten 1350 km spor, der tilsammen skaber et narrativ i konstant vækst, som udfolder sig i realtid. Togene kører døgnet rundt i et kaotisk væld af muligheder. Så hvordan kan en fotograf gøre sig håb om at finde frem til de afgørende øjeblikke i blandt de konstante bevægelser? Ifølge Natan Dvir er svaret engagement.

"På perronerne her," forklarer Natan, "er togenes ankomst og afgang som et scenetæppe, der trækkes frem og tilbage. Hver gang der kører et tog forbi, melder dets ankomst begyndelsen på en ny scene. Nye mennesker, nye bevægelser. Derfor er der altid rigeligt at se på.""Jeg går altid efter det storslåede," siger han og fortsætter, "og i forbindelse med det her projekt for New York Magazine kom det mig til gavn, at mine instinkter var blevet vækket af en lignende serie, jeg havde lavet nogle år før. Bladet ville se nærmere på, at folk ikke føler sig sikre i undergrunden længere. Helt personligt ville jeg også gerne arbejde ud fra ideer om ensomhed og isolation, og hvordan passagererne opfører sig på de her 'ikke-steder', der er ret anonyme og ensartede."Lidt som til hans oprindelige projekt, som han arbejdede på fra 2014 til 2017, hvor han brugte det samme mønster i sit arbejde med at fotografere fra perronen overfor og opdele scenerne i tre ved hjælp af undergrundens søjler. "Det er et perspektiv, der længe har interesseret mig, og som, når det beskæres til et panorama, både imiterer stilen fra en gammel film og minder om middelalderens religiøse tredelte altertavler."

Ved at holde grundigt øje med undergrundsstationerne – og med lidt heldigt hjælp fra gentagelserne i arkitekturen – kunne Natan holde sig konsekvent til sin egen stil, omend det stadig var en proces, der krævede en del fotograffagligt arbejde. "Kompositionerne er flerdimensionelle på den måde, at jeg for hvert eneste foto var nødt til at tænke i tre formater. Altså fuldformatet i mit Sony Alpha 1 beskåret til et panoramabillede, der består af tre firkanter. Og for hver af dem var jeg nødt til at have styr på, hvad der sker i de andre felter."Det tog en uge at gennemføre projektet, hvor Natan fotograferede rundt omkring på 30 undergrundsstationer, blandt andet i Manhattan, Queens, Bronx og Brooklyn. Han var nødt til at sørge for at tage billederne under forskellige forhold – fra myldretiden tidligt om morgenen til midt om natten, hvilket gavi tusindvis af billeder.

Han arbejdede sig hen ad perronerne: "Jeg holdt mig ikke til et enkelt sted," forklarer Natan, "bare jeg flyttede mig lidt, dannede søjlerne nye rammer, og folk stod anderledes – og alt kom derfor til at stå på en anden måde i forhold til hinanden i det tredelte billede. Når man fotograferer, er man nødt til at være aktiv og meget observant, men nogle gange sker der noget inden for rammen, som man ikke engang har lagt mærke til – den mest utrolige gestik, som man først ser under redigeringen."Selvom han er mere observant, formel og distanceret end mange andre gadefotografer, var Natan stadig nødt til at arbejde hurtigt og være sikker på, at han fik taget skarpe, detaljerede billeder, der var velegnede til store tryk. Derfor satsede han naturligvis på Sony Alpha 1. "Efter at have lavet næsten det samme projekt med et DSLR kan jeg med sikkerhed sige, at mine spejlløse Sony-kameraer er langt bedre," siger han og fortsætter, "Eftersom jeg fotograferede håndholdt og gerne ville undgå slør, var jeg nødt til at koncentrere mig om at fotografere nogen, der ikke bevægede sig, og alligevel var jeg nødt til at bruge lukkerhastigheder på omkring 1/80 til 1/125 sek., og det betød, at ISO-indstillingerne skulle være højere."

I og med at Alpha 1 er så lille og let, er det velegnet, når man skal bevæge sig rundt i bybilledet, men derudover brugte Natan også styrelinjerne i kameraets elektroniske søger til at holde søjlerne, der opdelte motiverne i tre, helt lodrette. "Der er ikke rettet op på billederne under redigeringen. De fremstår, som de blev taget, hvilket er afgørende for mig, etisk set. Den elektroniske søger er også virkelig nøjagtig i forhold til det endelige billede. Derfor kan man selv i dårligt og kunstigt lys som i undergrunden med det samme se, hvad der eksponeres."Til sidst skal vi lige høre, hvordan Natan bar sig ad med at plukke de billeder ud, der blev brugt i bladet og på hans websted, blandt et betydeligt antal? "Man skal udvælge de bedste billeder ud fra, hvad de får dig til at føle. De skal sige dig noget. De skal fange dig, og de skal lægge op til de samtaler, du gerne vil have."