Det er måske portrætfotografering i sin reneste form. En enkelt person på en helt hvid baggrund. Nogle af han mest ikoniske portrætter er taget på denne meget basale måde. Takket være enkelheden kommer fokus ikke til at være på omgivelserne eller baggrunden, men på personen.
”I dag føler jeg, at sort og hvid er min udtryksmåde,” siger den serbiske fotograf Nemanja Maraš, ”For 5-6 år siden kunne jeg ikke fordrage at tage billeder med en hvid baggrund. Hvis du dengang havde sagt til mig, at jeg skulle fotografere i et studie, ville jeg have tænkt: ’Åh nej, det bliver kedeligt’, måske havde selve opgaven brug for noget mere – bare ikke en hvid baggrund.”
I dag ser Nemanja anderledes på at arbejde i et studie på en hvid baggrund og har for nyligt været i gang med at tage en række portrætter af folk, han kender, med sit Sony Alpha 7C. Han vælger sine emner ud fra noget, han ser i dem, og som han synes er interessant. ”Hvis jeg har lyst til at tage et portrætfoto, er det ikke på grund af deres smukke udseende eller deres tøj. Det er, fordi der er noget ved dem, jeg synes, er interessant, og som jeg gerne vil indfange med mit kamera.”
Enkeltheden ved at tage sort-hvide billeder mod en hvid baggrund giver Nemanja en god måde, hvorpå han kan koncentrere sig om personens karakter og følelser. ”Jeg er tiltrukket af minimalismen og klarheden ved den hvide baggrund kombineret med at tage sort-hvide billeder – der er ikke noget til at distrahere.”
Tanken om, at det skal være enkelt, gælder også for Nemanjas kameraer, objektiver og lyssætning. Han belyser generelt ansigtet på sine emner med en enkelt blitz gennem en stor, hvid paraply. ”Jeg bruger nogle gange to baggrundslamper, så baggrunden bliver helt hvid, men andre gange er jeg lidt doven og gider ikke,” indrømmer han ærligt. ”Jeg kan godt lide at sørge for, at lyset er blødt og enkelt,” fortæller han og fortsætter, ”for det gør, at jeg kan nøjes med at koncentrere mig om personen. Jeg vil gerne have, at personens ansigt fortæller sin historie.”
Nemanja bruger et Sony Alpha 7C og vælger at sætte det til monokrom, så han kan se, hvordan billedet kommer til at se ud, før han har så meget som trykket på lukkeren. Det kan godt være, at Alpha 7C virker som et mærkeligt valg til studieportrætter, men Nemanja er vild med den elegante stil, som kameraets områdesøger giver.
”Det hænger måske sammen med, at jeg som barn og ung drømte om at eje et dyrt kamera med områdesøger – lidt som med Rolex-ure. Jeg kan godt lide fornemmelsen af Alpha 7C i min hånd,” indrømmer han og fortsætter, ”Det er som et lille kompaktkamera, hvor jeg kan bevæge mig, som jeg vil.”
Det er en kendt sag, at 85mm er den brændvidde, som de fleste fotografer foretrækker til portrætfoto, men Nemanja foretrækker det perspektiv, han får med et Sony FE 55mm f/1.8 ZA objektiv. Det objektiv er bedre til intimiteten i et studie. Med det kan han komme tættere på personen og virkelig komme i kontakt med vedkommende. Kommunikationen er altafgørende for det endelige billede.
”Når jeg ikke har en tydelig idé om billedet, arbejder jeg bare med personen og beder vedkommende flytte sig lidt rundt, mens jeg tager billeder. Og når jeg så ser noget, jeg kan lide” fortsætter han, ”siger jeg, det er godt, og beder personen indtage stillingen igen eller være helt stille, og derefter kommer jeg måske med smårettelser. Det er lidt som en maler, der tegner en skitse.”
Et andet objektiv, Nemanja sætter sammen med sit Sony Alpha 7C, er et 24mm f/2.8 G. Det er så lille, at det passer perfekt sammen med Alpha 7C, og med dets vidvinkelbrændvidde kan han være kreativ i forhold til perspektivet.
”Jeg har et foto af en pige i sort tøj, siddende på en stol. Jeg tog det med 24mm'eren. Det giver nogle spændende styrelinjer, der drager en ind i hendes ansigt. Det tilfører billedet noget kreativt, uden vedkommendes krop bliver helt forvrænget.
Den ukonventionelle komposition af nogle af billederne er helt bevidst. Nemanja giver afkald på konventioner og regler og forlader sig i stedet på sit instinkt, når han skal vurdere, hvad der ser godt ud.
”Det siges, man skal lære reglerne at kende – altså så man kan overtræde dem. Jeg kan nogle gange godt lide at beskære billedet, så det ikke føles behageligt, men alligevel godt. Det er den bedste måde, kunst kan tale sin egen sag på,” forklarer han. ”Kunst skal føles ubehageligt, eftersom kunst starter en proces i os. På den anden side kan jeg også godt lide at placere folk nok så behageligt midt i rammen – det afhænger af, hvad jeg rent instinktivt fornemmer.”
Ved at følge sine instinkter kan Nemanja skabe sort-hvide portrætter i sin egen stil uden at bekymre sig om, hvad andre synes om hans billeder. ”Jeg tror, alle har taget et sort-hvid billede mindst én gang, men ved at følge sine instinkter og afprøve nye idéer, kan man finde en måde, så det bliver ens eget.”
