Hvad er en dokumentarfotografs opgave? At opsøge sandheden? At lave de vilde ekstremer i den menneskelige oplevelse om til noget, der giver genlyd og genklang? At svare på det, der betager dem, på den mest autentiske måde, de kan? Én ting er helt sikkert; Brendan de Clercqs billeder bag kulisserne i Den hollandske Nationalballet gør det hele.

Brendan har længe beundret dans og dansere. "Da jeg var barn, var jeg interesseret i breakdanc," afslører han, "og da jeg blev fotograf, voksede det til en mere æstetisk beundring af bevægelse. I dag er jeg meget bevidst om, hvordan en person bevæger sig, hvordan personen står og går, uanset om det er i mit dokumentararbejde, i mode, gadebilleder eller endda portrætter.”

Og det bringer os til ballet, der er en forestilling med præcise bevægelser og teknisk terminologi. Ikke fordi Brendan ønskede at skabe en serie arketypiske dansebilleder. "Jeg er ikke sådan en fyr, der ønsker at tage billeder på en scene, eller endda billeder, der er iscenesatte og perfekte. Jeg ønsker at se, hvad der ligger bag forestillingen. Træningen og stresset og kunstnernes kamp. Men jeg vil også vise deres yndefuldhed."

Hvad betyder perfekthed så inden for dokumentarfotografering? "Det er et billede, der skaber en forbindelse mellem dig og historien bag," svarer Brendan, "og det betyder, at det ikke gør noget, hvis det ikke er helt skarpt, eller hvis min skygge er med på billedet, eller lyset er lidt hårdt. Det skal bare kunne kommunikere. Jeg har været meget heldig at få chancen for at fotografere Nationalballetten på den her måde, fordi normalt må du ikke tage billeder bag scenen, og der er flere stadier af godkendelse først. Men de forstod, at det her er det, jeg gør, og at hvis de lod mig gøre det, ville det blive smukt.”

En del af Brendans tilgang er at skabe en forbindelse mellem ham og hans motiver, og det ses ikke tydeligere end i hans billede af Maia, der var hoveddanseren i forestillingen Svanesøen, hvor hun sidder i dybe tanker i et hjørne ude i siden af scenen. "Jeg ved, hvordan man taler med folk, og jeg får hurtigt en god kontakt til dem. Det er derfor, jeg er portrætfotograf. Maia og jeg havde allerede en god kontakt, så i dette billede bad jeg hende bare sidde og tænke over hendes rejse hertil."

"Lidt som mig selv," fortsætter han, "flyttede hun til et nyt land som barn, men hun havde også tyngden af al den ballettræning i tankerne. Selv når hun bare sidder der, positionerer hendes krop sig instinktivt, og hun sidder på tåspidserne. Så da hun stirrer ud i det fjerne og tænker på sin egen historie, der tog jeg billedet. Det stille øjeblik, hvor du kan se hendes yndefuldhed og hendes indre kampe.”

Brendan arbejder primært i monokrom, der er en stil, som både forenkler og tilføjer autenticitet. Han vidste, at denne effekt ville være lige så populær hos hans motiver som hos ham selv. "Jeg voksede op i et mørkekammer, hvor min far printede i sort og hvid, og hvor jeg kiggede på billeder fra Magnum Photos, så den monokromatiske stil er en del af mig. Men den er også en del af de udøvende kunstarter. Det er James Dean og Marilyn Monroe, det er Beatles og Rolling Stones, og for balletdansere er det Nureyev og Fonteyn.”

Udover det betyder dokumentarfotograferingens natur, at du sjældent har fuld kontrol over stedet eller lyset, og det var bestemt tilfældet for Brendan. Det er dog lige meget, så længe fotografen har kameraer og objektiver, der kan tilpasses. "Du vælger ikke, hvornår øjeblikkene sker," samtykker han, "men du skal være klar. Til dette projekt brugte jeg Sony Alpha 7R III, og selvom jeg siden da har opgraderet til Alpha 7R IV- og Alpha 7R V-kameraerne, er det kombinationen af opløsningen og AF, der gør, at jeg bliver ved med at vende tilbage til dem," fortsætter han. "Jeg kan beskære eller printe i stort format og vide, at der vil være utrolige detaljer, og i situationer som ved ballet, ved jeg, at kameraet leverer den slags kvalitet, som disse øjeblikke fortjener."

Selv når du arbejder med motiver i bevægelse eller i situationer med lav belysning, "er der et krav om stærk fokus på øjnene," siger Brendan, "fordi det er der, historien er. Heldigvis er det det, AF-systemet til øjenregistrering i disse kameraer er designet til at give dig, igen og igen, selv når danserne er i skygge eller drejer sig væk fra kameraet i en bevægelse."

Som en hjælp i disse situationer bruger Brendan hurtige Sony-objektiver herunder FE 24-70mm f/2.8 GM og FE 35mm f/1.4 ZA. "Mere lys betyder hurtigere fokus," forklarer han, "og den store blænde i disse objektiver kan levere det. Jeg elsker alsidigheden i 24-70mm med dens konstante lysstyrke. Det er det objektiv, jeg altid har i tasken. Og med 35mm kan du tage billeder i mørket, hvor baggrundene bare smelter væk ved maksimal blænde, hvilket betyder, at dit motiv ser ikonisk ud, uanset hvor det befinder sig."

"Det er projekter som det her, der for mig får kærligheden tilbage i fotograferingen," afslutter Brendan. "Det er en mulighed for at afspejle andres passion via min egen fotografering, som svar på deres egne talenter, følelser, tab og præstationer. Jeg vil kigge ind i folks liv og bevare deres historier, og mit Alpha-udstyr er en meget vigtig del af at opnå det."