Igennem det ene hvide rum efter det andet blotlægger Nemanja Maraš sin sjæl. Serien af selvportrætter med titlen “Reflections” blev til i hans godt oplyste studie og værksted og derefter udstillet i det lige så velbelyste galleri MONOLOG i Beograd. Her ses Nemanja i sit mest kreative hjørne og midt i en proces med selvopdagelse.

Efter mange år som succesfuld modefotograf blev Nemanja med tiden mere interesseret i portrætfotografi, hvilket førte til flere banebrydende personlige projekter. Et af dem viste hans venner i en tilstand mellem drøm og vågenhed og portrætterede dem, “før de kunne tage den maske på, de bærer over for verden”, som han udtrykker det. I et andet så man ham fotografere balletdansere, lige når de gik af scenen “drænede og fulde af følelser.”

“På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg er bedre til at få det autentiske i folk frem i stedet for en eller anden facade,” forklarer han. “Jeg vil vise folk, som de er, herunder også mig selv. Jeg prøver at gå imod den tendens, hvor folk vil være noget, de ikke er, eller føler skyld over, hvem de er. At være sig selv kan være så meget mere dragende og smukt.”

Med “Reflections” er det væsentlige ved selvportrætter blevet tydelig for Nemanja. “De er en perfekt måde at lære sig selv at kende og værdsætte sig selv på,” siger han. “Faktisk brugte jeg dem som en del af undervisningen, da jeg underviste i fotografi på en danseskole. De kan være eksperimenterende og udfordrende. De kan hjælpe folk med at finde deres stemme og opdage, at der ikke findes nogen vigtigere samarbejdspartner end dem selv.”

Hvordan begyndte “Reflections”? “Det startede som et mixed media-eksperiment med 12 selvportrætter,” husker han, “bare basale billeder, som jeg tegnede på, bemalede og tilføjede kollageelementer. Ligesom mange af billederne i “Reflections” kom idéen fra en terapisession. Min terapeut sagde: “Du var meget for andre, så du blev for lidt for dig selv.” Derfor sørgede jeg for, at hvert enkelt ansigt blev forskelligt, som om jeg forsøger at tilpasse mig andres forventninger.”

Andre fotos i projektet viser ham ude af fokus, i silhuet eller med ansigtet skjult eller skåret ud af rammen, hvilket giver en følelse af, at identiteten er dynamisk og konstant foranderlig. Andre steder er rammer med vand og sten flettet sammen med portrætter, der føles som projicerede minder fra deres skaber. “Jeg har en forklaring til hver enkelt af dem,” siger han, “men de er private.”

Billederne er optaget med hans Sony Alpha 7R V, en favorit blandt redaktionelle fotografer og portrætfotografer, og Nemanja fremhæver flere funktioner, der hjalp ham i hans arbejde. “Det kan selvfølgelig være sværere at fokusere og komponere end til et almindeligt portræt,” forklarer han, “men Alpha 7R V har nogle smarte løsninger på de problemer. Dets fantastiske autofokus til øjensporing er en af dem. Ikke kun fordi den holder fokus, hvor det er nødvendigt, men også fordi jeg bliver mere afslappet.”

“Faktum er, at jeg ikke kan tjekke mit eget udtryk, som jeg kan med andre, når jeg fotograferer, og hvis jeg er bekymret for fokus, vil det kunne ses i mit ansigt. Det, jeg gør, er at placere kameraet på et stativ, lade det fokusere på mig, og så bruge dets intervaltimer til at tage 60 billeder. Derefter bevæger jeg mig rundt i rummet og udvælger så de bedste billeder. Jeg var faktisk heldig med det, der var ude af fokus – jeg kan godt lide de tilfældige øjeblikke, men man skal faktisk kæmpe med det her kamera for overhovedet at miste fokus!”

“Alpha 7R V’s enorme opløsning på 60 megapixel hjælper også, fordi det gør det lettere at beskære lidt, hvis det er nødvendigt, og stadig have en stor fil til print,” fortsætter han. “Mange af mine billeder er for eksempel beskåret fra vandret til lodret for at få en stram ramme. Alligevel skete der det med det ene billede i selve kameraet, at mit hoved var ude af rammen. Det er en af de lykkelige tilfældigheder, der kan fortælle historien præcist, som man ønskede det.”

Nemanja benyttede sig også af Alpha 7R V’s sort/hvid-profil. “Mange fotografer forstår ikke, at belysningen til sort/hvid og til farve ikke er det samme,” forklarer han. “Til sort/hvid har man brug for ekstra kontrast og intensitet, så man presser højlys og skygger ud i yderpunkterne, og selvom jeg bruger RAW-filer i fuld farve i redigeringen, så eliminerer sort/hvid-visningen gætværket.”

Men i sidste ende er det stadig tilladt at gætte, siger han, selv hvis det snarere er angående et billedes betydning end dets udførelse. “Jeg lærte i løbet af projektet at komme ud over behovet for at forklare, hvorfor et portræt ser ud, som det gør. En forklaring giver ikke nødvendigvis legitimitet, og jeg er tilfreds med at lade andre læse portrætterne, som de selv vil. Denne slags selvportrætter kan komme fra minder, der er fra for 30 år siden eller fra i går, såvel som fra inspiration, der rammer dig, når du er komfortabel med dit udstyr og bare eksperimenterer i nuet. Det vigtige er at lave dem.”