Fra maj til september er det konkurrencesæson for Kiki Hendriks. Den hollandske paralympiske atlet, der har specialiseret sig i længdespring og 100 meter, har konkurreret på højeste niveau. Hun deltog senest i de paralympiske sommerlege 2024 og verdensmesterskaberne i para-atletik 2025, hvor hun vandt en sølvmedalje i T64-længdespring.

"Vinteren bruges på træning, og om sommeren ser man resultaterne," forklarer hun og beskriver det udmattende program med forberedelse og konkurrence. "Man træner og træner, presser sig selv til at tilføje et par centimeter til et hop eller barberer en brøkdel af et sekund af sin sprinttid. Der er konkurrencer næsten hver uge i højsæsonen. Men det er godt at blive ved med at presse sig selv, for så begynder man at opdage, at indsatsen betaler sig."

Beslutsomhed, anstrengelse og mod er vigtige kvaliteter inden for konkurrencesport. For Kiki, der mistede venstre underben, højre hånd og fingrene på sin venstre hånd i en alder af to og derefter sit højre underben som teenager, er disse træk simpelthen en væsentlig del af hverdagen. Hun har brugt det samme fokus i forhold til sin fotografering, men forklarer dog, at det giver nogle andre fordele i den sammenhæng.

"Jeg startede faktisk med fotografering før atletik," forklarer hun. "Lige fra starten var det en flugt for mig, en chance for at kombinere glæden ved at være i naturen med noget kreativt. Min bedstemor kunne lide at fotografere," husker hun. "Og hun lod mig låne sit kamera for at eksperimentere. I skolen opmuntrede en lærer mig også, og jeg endte med at tage på fotoudvekslingsuger med nogle elever fra Polen. Det gav mig masser af muligheder for at fotografere og møde andre, der også elsker fotografering."

"I dag er min fotografering en perfekt frigørelse fra træning og konkurrencer," fortsætter Kiki. "På mine hviledage går jeg næsten altid en tur med mit kamera. Jeg elsker at gå rundt i parken eller på markerne, og tit sidder jeg bare og venter på, at et særligt øjeblik åbenbarer sig for mig. Det er meget afslappende at være i de miljøer, og selvom livet inden for atletik er travlt, nyder jeg at sætte farten ned, vente og være tålmodig, når jeg er på tur med mit kamera."

Kiki bor i Amsterdam og besøger ofte Amsterdamse Waterleidingduinen, som er et beskyttet 3.400 hektar stort naturreservat langs kysten mellem Zandvoort og Noordwijk. Her forkæler hun sig selv ved at fotografere dyrelivet. Reservatet er hjemsted for dådyr, ræve og over 100 ynglende fuglearter, og det er et rigt miljø for naturelskere som Kiki. Hun fotograferer dog også gerne landskaber, når hun er på ferie, og hun dokumenterer sine medkonkurrenter fra banen i pauserne mellem konkurrencerne.

"Jeg elsker at tage ud til steder såsom Waterleidingduinen, fordi der altid er dyreliv at fotografere," siger hun. "Lige fra starten har det været fascinerende for mig at fotografere små dyr, insekter og fugle, og det gjaldt især, når jeg brugte et makroobjektiv, for det gav mig mulighed for at se nogle detaljer, som jeg normalt aldrig ville få at se. Makro er også noget, der lader mig lege med skarphed, og det har jeg altid elsket. Man er så tæt på, at der altid er masser af slør i baggrunden og forgrunden, og samspillet mellem fokus ændrer sig selv ved de mindste bevægelser. Det er fascinerende for mig."

Kiki nyder også at tage nærbilleder med objektiver uden makro, f.eks. med sit Sony FE 200-600mm f/5.6-6.3 G OSS. "Det er overraskende, hvor tæt på man kan komme med det objektiv," siger hun og mindes et nyligt møde med en guldsmed. "Den dag gik jeg ud for at fotografere hjortene, men jeg gik faktisk hen til den forkerte indgang til parken, og der var ingen hjorte at se. Da jeg gik hjem, stoppede jeg for at sidde i græsset og få tage noget at drikke, og det var der, jeg bemærkede guldsmedene komme og gå. Jeg tænkte, at jeg ikke havde det rigtige objektiv med mig, men jeg besluttede, at jeg ville gøre mit bedste og give det en chance alligevel. Og herefter landede den guldsmed, jeg ventede på, det helt rigtige sted."

Med de fysiske udfordringer, hun har stået over for, siden hun var barn, kan man måske mene, at det må være umuligt for hende at bruge et stort objektiv og et sofistikeret kamera som hendes aktuelle Sony Alpha 1 II, men for Kiki er dette bare endnu en forhindring, der skal klares. "For mig er det normalt at skulle arbejde hårdere, fordi verden er skabt til mennesker med to hænder! På min højre arm har jeg en håndprotese, som kan åbnes og lukkes, og den bruger jeg ofte til at balancere objektivet på. Derefter bruger jeg tommelfingeren på venstre hånd til at ændre indstillinger og udløse lukkeren. Min tommelfinger er min største hjælper, for ellers ville det være meget svært!"

Tilbehør såsom et etbenet stativ og et gimbalhoved hjælper også med stabiliteten, forklarer Kiki, og en fjernbetjent lukker frigiver af og til kabel. Men ligesom hendes sportslige succeser er det hele baseret på en positiv indstilling og praksis. "I forhold til fotografering tog jeg mig egentlig bare god tid til det," siger hun. "Nogle ting fungerede, og andre gjorde ikke. For mig er intet umuligt, så længe man prøver at finde ud af det. Der er altid en måde at få det til at fungere på."

"Flere funktioner i mit Sony Alpha 1 II hjælper mig yderligere, herunder muligheden for at tilpasse input på kameraet og objektivet," siger hun. "Det gælder især for autofokus, som jeg omdefinerer til knapper, der er nemmere for mig at nå. Og kameraets autofokus-ydelse generelt er utroligt vigtig. Faktum er, at jeg kan indstille autofokusset til at spore et bestemt motiv overalt i billedet uden yderligere input fra mig, så jeg kan koncentrere mig om kompositionen. AF-funktionen og billedhastigheden er også hurtige nok til ethvert dyrelivsmotiv."

"Steady Shot-billedstabiliseringen i kamerahuset og objektiverne hjælper mig også, når jeg følger motiver," fortsætter hun. "Eller hvis jeg har brug for at ændre kompositionen hurtigt og er lidt ude af balance. Det er også vigtigt, at mit udstyr er let, fordi jeg balancerer det på min højre arm meget af tiden. Da jeg startede for 10 år siden, var både kameraer og objektiver meget større og tungere, men modeller såsom FE 24-70mm f/2.8 GM II, som jeg bruger til landskaber, har siden da reduceret vægten enormt meget."

Når Kiki bruger sit kamera andre steder end ved konkurrencer på banen, ser og fornemmer hun ting, som hun normalt ville gå glip af. "Jeg er mere observerende og nærværende, og det har også hjulpet mig med at åbne op for andre mennesker," afslutter hun. "Da jeg begyndte, var jeg et genert barn, men fotografering hjalp faktisk på det. Den begejstring, jeg havde for det, hjalp mig med at komme i kontakt med andre fotografer og folk, der delte min passion."

"Når jeg konkurrerer, træner og rejser, tager det 90 % af min tid, og ofte ser jeg kun lufthavne, busser og stadioner. Det elsker jeg selvfølgelig at være en del af, men det gør også den tid, jeg får til at gå rundt med mit kamera, endnu mere speciel. Min drøm er at tage Alpha 1 II med på safari, hvilket jeg håber, jeg får lov til at gøre efter at have deltaget i De Paralympiske Lege i 2028. Jeg vil gerne blive ved med at være aktiv på begge områder."