Sidst i november varer dagslyset langt over selve polarcirklen mindre end én time. Solen hæver sig knap nok over horisonten, og takket være de stejle fjeldsider, der omkranser småbyer som Skjervøy, kan det selv i klart vejr være svært at komme til at nyde den direkte.

Det skræmmer dog ikke Chris Schmid at sejle rundt i denne evige skumring - den blå time. ”Jeg var kommet til Norge for at fotografere spækhuggere og pukkelhvaler,” forklarer han, ”Og der er på lige netop den årstid det allermest utrolige lys. Først fint blåt, derefter i de timer, der svarer til det sædvanlige tidspunkt for morgengry og tusmørke, kan det gå over i magenta og lilla farvenuancer. Farverne reflekteres af sneen og isen, så landskabet antager et blødt skær, og havet lyser op. Det er mørkt og koldt og alligevel ufatteligt smukt.”

Men er tusmørket det rigtige tidspunkt at fotografere spækhuggere på? ”Nja, ikke rigtigt”, ler han, ”men det kan ikke undgås i det område og på det tidspunkt. Det er der, de vandrer hen, fordi de følger efter silden, så hvis man vil se dem på det levested, bliver man nødt til også selv at følge efter. Jeg har lavet masser af undervandsoptagelser,” fortsætter Chris, ”men det var første gang med spækhuggere. Normalt er mit speciale de store kattedyr i Afrika, så det her var på mange måder anderledes.”
Uanset omgivelserne og motivet kan man altid overføre fototeknikker. For det første drejer det sig om at komme tæt på. ”Når vi fik øje på en flok, tog vi ud til der, hvor de fandt deres føde, i en lille, stiv oppustelige båd eller ’rib’,” forklarer han, ”På den måde kunne vi komme tættere på spækhuggerne end med en sejlbåd, både hvad angår afstand og højde. Som med andre dyr - når jeg er tættere på vandet, kan jeg få mere af landskabet med i baggrunden og give motivet noget dybde og kontekst. Hvis man befinder sig højt oppe på dækket af en båd, ser man bare vandet.”

I det arktiske tusmørke - hvordan indstiller Chris så sit kamera? ”Egentlig på samme måde som ellers,” indrømmer han, ”Som tommelfingerregel skyder jeg med en lukkerhastighed, der er det dobbelte af den omvendte brændvidde. Det er meget vigtigt for at sikre, at billederne bliver skarpe. Især når man fotograferer en genstand i bevægelse fra en lille båd! Altså hvis jeg for eksempel bruger Sonys FE 70-200mm f/2.8 GM OSS II, vil jeg køre med mindst 1/400sek og måske nok snarere 1/1000sek. Her i polarnatten betyder det bestemt noget at åbne blændet og bruge højere ISO-indstillinger.”

Når man bruger et Alpha 7R V med dets SteadyShot Inside-billedstabiliseringsfunktion sammen med et objektiv med Optical SteadyShot, betyder det heldigvis, at man får lidt hjælp fra teknologien. ”Det er sværere at få et skarpt billede end med færre pixel, men med højopløsningssensoren i Alpha 7R V var det ikke noget problem. Jeg ville gerne have så mange detaljer ud af eksponeringen som muligt, også hvis jeg nu var nødt til at beskære billedet, så skarpheden var det vigtigste. Takket være stabiliseringen lykkedes det mig endda at få et billede af nordlyset, håndholdt ved 0,8 sekunder!”

Forholdene var altså en udfordring over havoverfladen. Hvad så med under? ”Der er selvfølgelig altid mørkere under vandet, men der vil normalt være noget direkte lys, eller man vil kunne bruge blitz. Det kunne jeg dog ikke med spækhuggerne. Her kan man ikke bruge blitz. Og igen gjorde det, at jeg var nødt til at arbejde med et helt åbent objektiv ved høje ISO-indstillinger. Heldigvis var spækhuggerne her så venligtsindede, at jeg kunne skyde med vidvinkelobjektiver som 16-35mm f/2.8 GM, men holdt fortsat lukkeren på omkring 1/200sek. og satsede på ISO-indstillinger som 6400. Med sit velafbalancerede undervandshus er Sonys kamera meget stabilt. Hvis jeg slipper det, flyder det hverken op eller synker ned.”

Det kunne også have været et problem at skulle fokusere under vandet, eller over det i tusmørket, men ikke med det nyudviklede AF-system i Alpha 7R V. ”Der var masser af ting, der besværliggjorde arbejdet,” indrømmer Chris, ”For eksempel at tage billeder i svag belysning, imod en mønstret baggrund som vand, hvor der kun kan ses en finne, som man kan låse sig fast på, og det, at spækhuggere hovedsageligt er sorte! Under overfladen er lyset endnu dårligere. Men ved at bruge Flexible Spot-funktionen voldte det mig ingen problemer.”

Hans tur med spækhuggerne og pukkelhvalerne var så vellykket, at Chris er ved at planlægge at tage tilbage i november 2023 som rejseleder. ”Det er virkelig skelsættende at se de her dyr helt tæt på i deres egne omgivelser, og med Alpha 7R V gik jeg ikke glip af et eneste øjeblik. Hvalerne her er nysgerrige, og de vil gerne kontakt med dig, men de er også blide og svømmer forbi med deres unger bare nogle få meter fra, hvor du er, mens de ser dig i øjnene og sørger for ikke at røre dig. Det er respekt. Jeg ville bare ønske, at menneskene også ville være lige så respektfulde over for dem.”