”Noget af det gode ved at arbejde med et konceptuelt kunstfotoprojekt” fremhæver Kaupo Kikkas, ”er, at den kreative del af billedarbejdet i langt højere grad foregår uden om kameraet end ved almindelig fotografering. Man kan bruge halvandet år på at forestille sig det og planlægge eller lede efter det rigtige sted, hvor selve fotograferingsdelen er overstået på nogle få timer.”

”Nogle gange går det også hurtigere,” ler han og fortsætter, ”nogle billeder kommer lynhurtigt. Men i virkeligheden kan projekter som det her tage næsten ti år at gennemføre. Når alt falder på plads, og det er færdigt, er man altid sin egen værste kritiker, men processen kan være utroligt tilfredsstillende kreativt set.”

Kaupo har altid delt sin tid mellem en succesfuld karriere med at tage kreative musikbilleder til bladforsider, plakater og billeder til musikalbums, og så mere kunstneriske projekter som Indre Kosmos. Og det er inden for det sidste, han føler, at han bedre kan vise de mere søgende elementer af sin personlighed. ”Jeg kan lave billeder, der stiller spørgsmålstegn ved menneskehedens natur og den verden, vi har skabt,” forklarer han.

De mere tankevækkende billeder, der i højere grad lægger op til eftertanke, står i stærk kontrast til den type billeder, vi sluger til daglig, og ifølge Kaupo kan det være en kamp for projekter som det her ikke at blive væltet over ende i den stormflod af billeder, vi står over for. ”Der flyder så ufatteligt mange fotos rundt, at det ofte er svært at grave nogle af de mere seriøse forfattere frem, fordi de ikke er så kendte. De giver ikke et umiddelbart sug af glæde som smukke billeder af tropiske øer, vilde dyr eller modeller. Men det er vigtigt at gå ind i de rum, og her er der lidt af en renæssance for kunstfotografering af den gammeldags slags. Og hvor mange konceptuelle billeder indeholder forskellige variationer af tristhed eller bekymringer om jorden og menneskelivet, prøver jeg altid lave billeder, der er milde og fængende, og som stadig er æstetisk tiltalende.”

Ifølge Kaupo er meningen med projektet – en surrealistisk blanding af socialantropologiske overvejelser, litterær inspiration og retoriske figurer, alle gengivet i et stærkt monokromt format – at motionere beskuerens hjerne lige så meget som skaberens. Både på udstillingen og i bogform omfatter det et smukt, originalt lydspor og tekstuddrag fra forskellige bidragydere og også Kaupo selv. ”Der er ofte krav om en ledsagende tekst på kunstudstillinger,” forklarer han, ”selvom jeg tit først beder folk om at se på et billede uden teksten og så spørge dem selv, hvad det betyder for dem, før de giver sig i kast med andres idéer og ord. Det kan være den mest ægte måde at reagere på.”

Kaupo bruger et Sony Alpha 7R IV og indrømmer, at han bruger sit kamera ”på en ufatteligt gammeldags måde med manuel fokus, enkeltrammer … og derfor går al min ros på den høje kvalitet, som denne teknologi har. Med et kamera som det her, er der ingen tekniske fælder, der kan koste en tid eller gøre et sted ubrugeligt. Man kan få det, man har brug for, utroligt hurtigt.”

”Med dets dynamisk frekvensområde og billedkvaliteten,” fortsætter han, ”behøver man ikke bekymre sig om at tilføje lys eller skubbe til ISO'en. Takket være filernes størrelse og renhed ved højere ISO-indstillinger er der kun ganske få begrænsninger for kunstneren. Nogle af fotoene på udstillingen er 1,5 meter brede. Og de blev taget med ISO 800, uden at jeg skulle bekymre mig om støjen. Når der skal laves fotos på størrelse med en bladforside, kan man uden problemer bruge 3200. Og er det en halv side 6400 - imponerende!”

Den kvalitet kan de Alpha-objektiver, han bruger, godt matche, siger Kaupo: ”Jeg vil også godt rose objektiverne, for det er utroligt krævende for optikken, når der skal laves de her store tryk. Fotografier er altid blevet fremstillet i stort format, men aldrig i en kvalitet, som et objektiv som FE 24-70mm f/2.8 GM kan give.”

Uanset hvor længe der planlægges, eller hvor effektivt projektet kører, skal det stadig afsluttes, og det er lige så meget en kreativ beslutning som alt muligt andet. ”Det gælder for alle visuelle kunstnere, musikere eller forfattere. Man er altid i gang med at fortælle en historie, sætte noget sammen, men man har brug for et tegn på, at det er færdigt. Man diskuterer altid meget med sig selv i et soloprojekt. Man er både anklager og anklaget og dommer, og man er nødt til at beslutte sig for, hvordan det skal slutte. I dette tilfælde var det allersidste billede til udstillingen ”Konklusionens engel”. Ironisk nok var billedet, hvor solen stråler ned gennem skyerne, et af de mindst planlagte. Det skete bare, netop som der var brug for det. En af naturens gaver.”