Dette billede er et af de primære billeder fra en kampagne, jeg arbejdede på, som var en del af et samarbejde mellem tre forskellige mærker: luksusmodemærket Ahluwalia, EON og Microsoft. Billedet repræsenterer et stolt øjeblik for mig, idet jeg ikke bare tog billederne til kampagnen, men det var også første gang, jeg var kreativ direktør. Jeg er kendt for mine fotos af bylandskaber og dokumentarfotos på de sociale medier, men mit mål har altid været at tage billeder i forbindelse med mere økonomisk tunge projekter, hvor der vil være et team, og at samarbejde med forskellige personer og mærker.
Fotosessionen foregik et sted, der kaldes The Cotton Store, der er et gammelt bomuldsvæveri med mange forskellige hjørner og kroge, som vi brugte til at skabe illusionen af forskellige steder under fotosessionen. Jeg tog billederne med mit Sony Alpha 7R V, der er det kamera, jeg altid helst bruger. Jeg elsker det kamera. Takket være sensoren på 61 megapixel får jeg fleksibilitet nok til at bruge billederne lige der, hvor jeg har brug for det: fra sociale medier til store aftryk. Detaljerne bliver bare så smukke. Og den kunstige intelligens i selve kameraet er i en klasse for sig, især når den bruges sammen med Eye AF. Sporingen er så hurtig, at når jeg arbejder under tidspres og er nødt til at tage mange forskellige billeder, får jeg den ekstra sikkerhed, det er at vide, at kameraet nok skal hjælpe mig.
Og med et projekt, der involverede så mange mærker på samme tid, var vi nødt til at have mange forskellige personer med – og alle med deres helt egen synsvinkel. Jeg fungerede som kreativ direktør og fotograf, og så tog jeg også nogle billeder og videoer bag kulisserne. Min opgave var at sikre, at alle trak på samme hammel.
Jeg brugte et FE 24-70mm f/2.8 GM II-objektiv, og belysningen var en blanding af naturligt lys gennem et stort vindue blandet med konstant belysning, bare lige for at give det lidt ekstra. Jeg er vild med at bruge det objektiv, når jeg er nødt til at være fleksibel og skal tage diverse billeder forskellige steder på begrænset plads.
Dette billede er mit yndlingsbillede fra den dag, fordi det for mig får alt til at falde på plads her. Visionen med, at de tre mærker udgør et samlet hele, indfanges i et enkelt billede. Jeg elsker kompositionen, og hvordan tøjets farver og hele scenen komplimenterer hinanden så godt. Da jeg først gik i gang den dag, var jeg vildt nervøs, for der lå så mange forberedelser og så tæt et samarbejde bag projektet. Det gjorde mig virkelig stolt at se, hvordan det hele lykkedes.
At arbejde med mærker, der i den grad satser på bæredygtighed, og at lade mig virkeliggøre deres vision, var virkelig bestyrkende for mig. Ahluwalia er et fantastisk firma, der bruger genbrugsmaterialer. Folk sender tøj ind til dem, de ikke længere er interesseret i, hvorefter det genvindes og ender som modetøj. De samarbejder med EON, der fremstiller digitale id-mærker til tøj, som fortæller kunderne, hvordan tøjet er kommet til veje, herunder hvor det blev fremstillet, hvor materialerne kommer fra, hvordan tøjet skal passes, og hvordan det kan genbruges. Og endelig hjælper Microsofts Azure-software med selve arbejdsgangen. Hele kampagnen har illustreret den cirkulære egenskab ved modetøj med engagerende og oplysende billeder.
"Fotografering gør det muligt at behandle, værdsætte og fortolke verden omkring mig"