Dyrefotografier kommer ikke af sig selv. Det er en tredobbelt udfordring at fotografere dyr i det fri for en uddannet biolog. Først skal jeg finde ud af alt om dyret. Dernæst skal jeg finde ud af, hvordan jeg kommer tæt på, uden det lægger mærke til mig. Og endelig skal jeg fotografere dyret i det naturlige omgivelser – som en souvenir, der kan deles med hele verden.
Går alt godt, bruger jeg 10 dage på stedet, men det kan også tage flere år. Sneleoparden har jeg for eksempel taget billeder af siden 2017, men stadig uden at få taget et foto, der afspejler mine anstrengelser. Så jeg fortsætter med at vende tilbage om vinteren, til det lykkes.
Planlægning
Grundige forundersøgelser er en stor del af grundlaget for de endelige billeder. Jeg begynder med at studere dyrearten: dens revir, byttedyr, vaner, beskyttelsesstatus. Jeg må også spørge mig selv, hvorfor jeg vil fotografere lige netop denne art?
Alle dyr er smukke, men jeg er nødt til at finde ud af, hvad der ellers ligger bag. De kan være afgørende for økosystemet, en truet dyreart eller ukendte i den brede offentlighed.
En naturlig udfordring
Dagene i naturen kan være meget lange, men eftersom jeg lever og ånder for det, sidder jeg ikke og tæller timerne. Som i mange andre tilfælde, når der skal tages billeder, er dagens første og sidste timer de bedste. Ikke kun fordi lyset bedst der, men også fordi det er der, dyrene i reglen er mest aktive.
Alt efter dyrearten vil vi nogle gange sidde i skjul eller i telte, så dyrene kommer helt tæt på os uden at blive forstyrret. Ved næsehorn kan det godt være lidt nervepirrende, når der bare 2-3 m fra dig står et par store og mægtige dyr og slukker tørsten midt om natten. Her er det afgørende med stilhed, langsomme bevægelser og meget klare objektiver som 12-24mm f/2.8 GM eller 16-35mm f/2.8 GM.
Leoparder har vist sig at være stille og fredelige. Det lykkedes mig faktisk at komme ud af bilen og ligge nogle få meter fra dem med 400mm f/2.8 G Master – en ren drengedrøm!
400mm f/2.8 GM er mit yndlingsobjektiv. Med en lukketid på f/2.8 kan jeg få masser af lys ind og kan endda nøjes med at fokusere på forgrunden. Hvis jeg så også bruger en 1.4x konverter, får jeg et 560 mm objektiv uden at gå på kompromis med autofokushastigheden på mine Sony-kameraer. Jeg vil også bruge 200-600 mm f/5.6-6.3 G OSS, som er et virkelig godt objektiv til en god pris.
Jeg har fotograferet med forskellige Sony-kameraer, men i de senere år har jeg brugt Alpha 9. På det sidste også Alpha 1, som jeg utroligt godt kan lide på grund af dens kombination af det bedste autofokus i sin klasse og en sensor med en høj opløsning. Jeg har haft de to kameraer med overalt fra Borneos varme jungle til Himalayas kolde bjerge, og jeg har altid kunnet stole på dem. På det seneste har jeg også haft en Alpha 7 IV i tasken som supplement til Alpha 1.
Lys og komposition
Lyset er altafgørende, og derfor er det vigtigt at stå tidligt op. De bedste tidspunkter er som regel tidlig morgen og tidlig aften, når solen står lavt. Generelt bør man undgå middagssolen. Solen er for hård, for lodret og maser alle motiver.
Jeg fotograferer med den største blænde, jeg kan – i reglen f/2.8 eller f/4. Med den indstilling kan jeg få en god baggrund og alligevel have en lukkertid, der kan holde trit med motivets bevægelser.
Til sidst finder jeg ud af, hvor jeg skal placere mig i forhold til motivet. Jeg vil måske gerne fotografere med lyset bag mig i forhold til dyret. Eller også vil jeg gerne have lyset bag motivet, så jeg får dyret i silhouet. I modsætning til den generelle opfattelse er det interessant med en overskyet dag. Skyerne spreder lyset, så man kan arbejde midt på dagen, hvad man ellers ikke kan i fuld sol. Derudover føjer skydække og lavthængende skyer en ekstra grafisk effekt til fotoene.
