Hvis jeg skulle vælge ét telefotoobjektiv, der altid skulle være i min taske, ville det helt sikkert være FE 70-200mm f/2.8 GM OSS II. Jeg har andre objektiver til specifikke brugssituationer, f.eks. mit 400-800mm, der giver de ultimative månefotos, men alsidigheden ved 70-200mm er helt uovertruffen. Især når du har en telekonverter med. Det giver dig i bund og grund, hvad der svarer til 2 eller ligefrem 3 objektiver (hvis du har 2 telekonvertere) i din taske!
I Holland bruger jeg mit 70-200mm-objektiv til at fotografere landskaber på afstand. På tågede morgener bruger jeg komprimeringen til at bringe enlige træer sammen og få det til at se ud, som om de er tættere på hinanden. Et enkelt træ i tågen eller et detaljeret billede af, hvordan det første lys rammer en specifk del af træet. Eller endnu tættere på: En lille blomsterknop i modlys. Med det her objektiv kan jeg blive stående på ét sted og tage helt forskellige billeder. Det er det, der gør det så sjovt at bruge. Jeg bruger skarpheden til at indfange alt i en meget høj opløsning på afstand, men jeg bruger f/2.8 til at skabe smukke, drømmende nærbilleder af blomsterne.
I Holland bruger jeg også tit det her objektiv, når jeg fotograferer lokale skove og træer. Og når jeg rejser til Toscana eller Slovenien tager jeg altid det her objektiv med, fordi det giver mig mulighed for at samle bakker og bjerge i det fjerne med en længere brændvidde. Og hvis jeg har brug for lidt mere rækkevidde, sætter jeg bare 2x-telekonverteren på, som objektivet samarbejder ekstremt godt med.
Her er tre forskellige billeder fra samme område. På det første billede indfanger jeg hele landskabet og bruger komprimering til at bringe baggrunden tættere på for at få et mere afbalanceret billede. Jeg bruger dagens første lys til at adskille alle elementerne.
På det andet billede går jeg lidt tættere på for at få et mere intimt blik på træerne og måden, lyset rammer dem på. Her stod solen allerede lidt højere på himlen.
På det sidste billede går jeg endnu tættere på og fokuserer på enkelte detaljer i bladene. Det er et af mine yndlingsnærbilleder. Det viser alle årstiderne på et enkelt blad med en frossen kant omkring.
Her er to helt forskellige billeder fra nøjagtig det samme sted i Toscana. Begge bruger objektivet helt åbent. I det første brugte jeg objektivets længere rækkevidde til at vise komprimeringen af bakkerne med tågen imellem.
På det andet billede bruger jeg objektivets drømmende bokeh-funktioner til at tage et portræt af valmuerne.
Her kan du virkelig se, hvordan jeg bruger objektivet og maksimerer dets muligheder for at indfange de mange forskellige landskaber fra ét enkelt udsigtspunkt ved at bruge forskellige brændvidder og blændeåbninger.
Jeg bruger også ofte 70-200mm til at tage billeder af "abstrakt natur". Rækkevidden og især den store skarphed fungerer virkelig godt her. På abstrakte naturbilleder ved man nogle gange ikke rigtig, hvad man ser på. Og det er det sjove ved det.’
Portrætfotografer er virkelig glade for det her objektiv. Det er fantastisk til portrætter, og selv om jeg er landskabsfotograf, tager jeg tit portrætter med det. Bare ikke så meget af mennesker, men mere af dyr. Køer, får, masser af heste og nogle gange endda en elefant finder vej til mit objektiv.
Det her objektiv er et must-have i min kamerataske. Som du kan se, fotograferer jeg en meget bred vifte af motiver med det. Og ikke nok med det, jeg kan ofte indfange mange helt forskellige vinkler af det samme landskab. Fra ekstreme nærbilleder til skarpe billeder af hele landskabet, og telekonverterne giver dig endnu flere muligheder.
Det er det, der gør FE 70-200mm f/2.8 GM OSS II til mit foretrukne valg, når jeg skal have et objektiv med længere rækkevidde! Alsidigheden er simpelthen uovertruffen.
"Jeg er besat af at tage det perfekte billede"