For mig har fotografering altid været dybt forbundet med tanken om en rejse, og dyrefotografering er ingen undtagelse. Du samler din mest dyrebare bagage undervejs: historier, oplevelser, møder og følelser, der former den måde, du ser verden på. Hvert skridt bliver en del af den bagage, og jeg vil ikke gå glip af noget af det – ikke en eneste detalje, ikke en eneste følelse.

Men det er også vigtigt at nå målet. Og for mig betyder det ofte at nå op på bjergtinden.

Jeg har aldrig følt mig specielt tiltrukket af statisk dyrefotografering. Det, der repræsenterer mig mest, er friheden til at vandre gennem naturen uden at vide præcis, hvad jeg vil finde, og være klar til alt det, naturen har at byde på. For mig er det essensen af dyrefotografering: at være til stede, bevæge sig gennem landskabet og lade oplevelsen udfolde sig i stedet for at forsøge at kontrollere den.

For at gøre det er jeg nødt til at fjerne de distraktioner, der kan tage mig væk fra øjeblikket. Når rejsen fører gennem bjergene og flere hundrede meter op i højden, betyder hvert gram noget. Jeg vil gerne have, at mit udstyr bliver næsten usynligt, så jeg kan fokusere helt på dyrelivet, lyset og oplevelsen.

Fire dage i de italienske alper

Jeg brugte fire dage på at udforske de italienske alper – et ekstraordinært miljø, hvor dyreliv, landskaber og vejr ændrer sig dramatisk med højden. Efterhånden som du klatrer, ændrer landskabet sig, der er andre dyr, og lyset kan forvandle sig inden for få minutter. Skyer ruller ind, atmosfæren skifter, og det samme landskab føles pludselig helt anderledes.

Det var det perfekte sted at teste de nye Sony FE 400mm f/4.5 GM OSS og FE 600mm f/6.3 GM OSS med mit trofaste Alpha 7 V og 1.4x- og 2x-telekonverterne.

En af de første ting, du bemærker ved de her objektiver, er deres størrelse og vægt. Begge er lidt over 30 cm lange, inklusive modlysblænden, og vejer knap 1 kg hver. De er lette, men føles stadig solide, robuste og smukt bygget. Det ergonomiske design gør dem behagelige at bruge i længere tid, og man får bærbarheden uden at gå på kompromis med den optiske kvalitet, der forventes af Sonys førsteklasses G Master-objektiver.

Svagt lys, dybde og autofokus

Enhver god vandretur i de italienske alper starter tidligt og snor sig gennem tætte lærkeskove på stejle bjergskråninger, hvor de omkringliggende bjergtoppe forsinker det første solskin. Det var her, jeg første gang testede 400mm-objektivet og udnyttede dets brede f/4.5-blænde fuldt ud. I skovens svage lys gjorde det ekstra lys en reel forskel, så jeg kunne bevare hurtige lukkertider uden at presse ISO-værdien for højt.

Men fordelen ved en bred blændeåbning er ikke kun den høje ydeevne i svagt lys. En tæt skov er fuld af overlappende stammer, grene og beplantning, og den kompleksitet ville jeg bruge som en del af kompositionen og skabe lag af slør og en stærkere dybdefornemmelse.

Det, der overraskede mig mest, var, hvor sikkert autofokus fungerede i så udfordrende et miljø. Med gemser, der bevæger sig gennem tæt beplantning, i begrænset lys og omgivet af visuelle distraktioner, var objektivet bemærkelsesværdigt godt til at opnå og fastholde fokus. Det gav mig mulighed for at reagere, når dyret dukkede op kortvarigt mellem grenene, i stedet for at kæmpe med at finde fokus i omgivelserne.

I dyrefotografering varer de øjeblikke kun få sekunder. Når jeg kan stole på autofokus, kan jeg koncentrere mig om at være klar til mødet med dyret i stedet for at bekymre mig om mit udstyr.

Hurtige motiver og bevægelse

Senere, da der begyndte at trænge solskin ind mellem træerne, testede jeg 600mm på et par rastløse småfugle, der fløj forbi under deres træk. Autofokus fungerede fejlfrit og holdt trit med deres hurtige bevægelser, når de pilede rundt mellem tætte grene. Selv i den slags flygtige øjeblikke var kvaliteten tydelig, og der var bemærkelsesværdige detaljer i fjerene.

For at formidle deres hastighed og energi valgte jeg en lidt langsommere lukkerhastighed end normalt, samtidig med at jeg holdt nok definition i motivet. Det gav en subtil følelse af bevægelse i stedet for helt at fryse handlingen. Autofokus bevarede fokus på fugleøjet, og brændvidden på 600 mm isolerede smukt fuglen fra den travle baggrund.

Rækkevidde i de høje bjerge

Når man kommer ud af skoven, åbner stien sig ud på stejle klippeskråninger, hvor gemser bevæger sig med utrolig smidighed. De kan være udfordrende motiver at følge, men objektivernes lethed og håndtering gjorde det muligt for mig at bevæge mig og reagere hurtigt og følge med dem. Det stenede terræn udskiftes på et tidspunkt med højtliggende enge og åbne plateauer, hvor dyrene bevæger sig rundt med meget forskellige niveauer af selvtillid – fra rolige stenbukke til varsomme murmeldyr. Da jeg nåede disse åbne landskaber, stod solen stadig højt og skarpt, så jeg ventede til sent på eftermiddagen, hvor lyset blev blødere, og atmosfæren ændrede sig.

Her testede jeg 400mm på to måder: først alene, hvor den præcise opløsning og gengivelse straks imponerede; og så med 2x-telekonverteren, der udvider rækkevidden til 800mm, samtidig med at den stærke billedkvalitet bevares. Selv med telekonverteren monteret forblev autofokus hurtig og præcis og fandt pålideligt motivet, selv om der var græs i forgrunden.

Endnu højere oppe viger vegetationen for klipper, gletsjere og et vildere, mere eksponeret landskab. Heroppe ændrer dyrelivet sig igen: lammegribbe, fjeldryper og sneharer. Sneharen, Lepus timidus, kunne ikke have haft et mere passende navn. "Timidus" betyder genert på latin, og de her flygtige dyr kan forsvinde helt ind i deres omgivelser. Det føles som rent held at få øje på en, og det her var første gang, det lykkedes for mig.

I det miljø brugte jeg mest 600mm. Heroppe i højden er dyrene ofte langt væk, sky og uforudsigelige. Fjeldryper er så godt camouflerede, at du ofte først lægger mærke til dem, når de bevæger sig, og lammegribbe kan fange stigende termik og forsvinde over en dal på et øjeblik. 600 mm gav mig den rækkevidde, jeg havde brug, så jeg kunne holde afstand og samtidig være klar til de flygtige muligheder.

En anden morgen vendte jeg tilbage før solopgang under en helt overskyet himmel. Med meget lidt lys til rådighed testede jeg 600mm igen, og det skuffede ikke. Da en ung lammegrib pludselig dukkede op over mig, var objektivet let nok til, at jeg kunne løfte kameraet hurtigt og følge dens flugt. Senere, da fuglen fløj mod en klippe, adskilte autofokus den stadig fra den komplekse baggrund og holdt fokus pålideligt.

Til sidst kombinerede jeg 600mm med 1.4x-telekonverteren for at fotografere fjeldryper i det samme dæmpede lys. Deres flygtige natur kræver både rækkevidde og præcision, og det lykkedes med den kombination af udstyr: hurtig autofokus, fremragende skarphed og imponerende detaljer.

Den bedste bagage

Efter fire dage i bjergene kom jeg hjem med meget bedre bagage: nye møder, følelser, udfordringer og minder, som vil blive hos mig længe efter, at rejsen er slut.

Letheden og alsidigheden ved de her objektiver gav mig mulighed for at holde fokus på selve oplevelsen i stedet for at bekymre mig om vægten af mit udstyr, det skiftende lys, afstanden til mine motiver, eller hvor hurtigt dyrene ville forsvinde.

Og måske er det den bedste form for bagage at medbringe: den slags, der bidrager med noget til din historie uden at øge din vægt.