Himmellegemer

Astrofotografering, natlandskaber, landskaber i svagt lys ... kært barn har mange navne, men fælles for dem alle er "kompleksitet". Når alt kommer til alt, så er det bestemt ikke nemt at lave billeder på den måde. Det hele afhænger af timing, lokalitet, indsats, det rigtige udstyr og selvfølgelig en bred vifte af erfaring.

Stefan Liebermann er specialist i nattehimlen og har brugt utallige timer under stjernerne. Ud over lokalitet, så kræver billeder som Stefans også den rigtige teknik og det rigtige udstyr. Den største udfordring er kombinationen af lange eksponeringer til eksponering af hele nattehimlen og jordens rotation. Dette får stjernerne til at lave lysspor i stedet for at fremstå skarpe, som vi ser dem.

"Generelt", forklarer Stefan, "bruger vi den såkaldte "500-regel" til at beregne, hvor lang en eksponering kan være, før der dannes lysspor. Dette betyder, at du dividerer 500 med brændvidden for det objektiv, du bruger. Jeg bruger FE 24mm f/1.4 GM, så den maksimale eksponeringstid er omkring 20 sek. Og jeg skal fotografere med ISO 3200 eller 6400 for at få den ønskede lysstyrke. Det er meget begrænsende, så jeg øger eksponeringstiden med en stjernesensor".

Til sit seneste arbejde har Stefan brugt sit pålidelige α7 III. Kameraet sættes på stjernesensoren og drejer langsomt rundt for at matche hastigheden af jordens rotation, "og det giver mig mulighed for at øge eksponeringstiden med to minutter eller længere", fortæller han. "Når der er foretaget en særskilt "jordbunden" eksponering til forgrunden, er det en smal sag at kombinere de to i behandlingen".

Der er også andre fordele. "Når du bruger en stjernesensor, så behøver du ikke åbne blænden så meget", forklarer han, "så kan du fotografere ved f/2.8 eller f/3.5, hvilket er super for skarpheden, og du kan bruge lavere ISO-indstillinger som 800 eller 1000. Sensoren giver også mulighed for objektiver som FE 16-35mm f/2.8 GM, hvor jeg kan være mere fleksibel i kompositionen. Når du begynder at bruge én, bliver du helt afhængig, og det fjerner mange af de supertekniske ting, som folk ellers gør i forbindelse med statiske astrobilleder, f.eks. stakning af hundredvis af eksponeringer. Jeg vil gerne have, at det er nemt!"

Stefan har også haft stor glæde af at bruge EVF-funktionerne på Alpha-kameraerne til indstilling af fokus.

Når dagen er slut, så har fotograferingen af sådanne landskaber skabt en forundring, som alle landskabsfotografer bør opleve, synes Stefan. "Mange bruger tid på at læse og tale om det", fortæller han os, "men de kommer ikke ud og prøver det!" For mig er det den mest fantastiske følelse, og der ligger også en ekstra motivation i det, fordi det er en gruppeaktivitet, hvor jeg kan vandre og snakke med mine venner, mens vi fotograferer. Jeg vil gerne have dem med på billederne, f.eks. som på dette billede, fordi det giver en menneskelig dimension og viser størrelsesforholdet i forhold til den enorme himmel".

Og for Stefan er billeder som disse også vigtige af en anden årsag – lysforurening gør det nemlig endnu mere svært at være astrofotograf på den efterhånden folkerige nordlige halvkugle. "Jeg mener, at billeder som disse er enormt vigtige", fortæller han. "Om 50 år er lysforureningen og befolkningen måske vokset så meget, at vi ikke kan se himlen på samme måde. Det er ekstremt vigtigt, at folk ved, at det så virkeligt smukt ud."