Filmfotograferne George Kasionis og Stam Tsopanakis arbejder sammen som "With Heart Films" og har α7 III som den perfekte følgesvend til deres storytelling-tilgang.
Det er juli i Pienza i Toscana, og helt usædvanligt så regner det. Meget. Dette er særligt dårlige nyheder for Francesca, som er strandet på modsatte side af vejen over for kirken på byens hovedtorv, hvor hun snart skal giftes med Max. Men den silende regn stopper ikke og tvinger gæster og forbipasserende ind under torvets historiske hvælvinger og Francesca tilbage i bryllupsbilen. Hun er bekymret. Men hvem ville ikke også være det?
Den store dag optages på video af George Kasionis og Stam Tsopanakis, som sammen udgør "With Heart Films" – et partnerskab med mere end 20-års erfaring tilsammen og en virksomhed, der er baseret på en meget særlig tilgang til bryllupsfilm.
For en filmfotograf er det dramatiske vejr en guldmine, men George ved, at der er et arbejde, som skal udføres, og lige nu er det ikke at filme.
"Jeg gik ud til bilen," forklarer han, "og blev sammen med bruden, mens jeg holdt mit kamera nede. Jeg kunne have fotograferet og filmet alt omkring mig – alle de regnvåde gader og menneskerne, der gemte sig i døråbningerne, men i stedet var jeg der for at sige 'det er okay, det betyder ikke noget, om det regner eller ej. Du skal bare nyde det og være glad, for om lidt stopper regnen, og du skal giftes med din mand'. Og det var dét, der skete. Solen kom frem lige efter vielsen, og brylluppet fortsatte uden hindringer."
"With Heart Films" har en filosofi om følelsesmæssig storytelling, og det kan kun opnås med den rette blanding af menneskelige færdigheder, teknisk erfaring og avancerede kameraer og objektiver. De filmer og fotograferer over to eller tre dage, hvilket med Sams ord giver gæsterne "tid til at blive trygge ved dem. Vi kommer med åbne hjerter og forsøger at være der sammen med dem i øjeblikket – og ikke være ligesom ansatte."
Samarbejdet som et team både før, under og efter begivenheden har mange flere fordele end blot, at der er flere hænder til at sætte lyset. "Når man optager en video, især unikke øjeblikke, som ikke kan gentages, f.eks. et bryllup," fortsætter George, "er det rart at have nogen, der har din ryg. Og den form for tillid frigør dig, så du selv kan være mere kunstnerisk og kreativ."
De er begge enige om, at moderne teknologi gør det nemmere end nogensinde før at skabe smukke optagelser, men i stedet for at overflødiggøre deres arbejde har det betydet, at deres rolle som historiefortællere er blevet endnu vigtigere. "Alle ved, at ens videoer, kan være smukke," forklarer Stam, "så den svære del er, at gøre dem medrivende og følelsesladede. Vi gør dem så filmiske som muligt, men de skal også være personlige for bruden og gommen og alle dem, der er til stede."
For at gøre det kan man ikke bruge tid på at bekymre sig om udstyr, og det udstyr, som George og Stam stoler på, er Sony α7 III – dét har formet de historier, de fortæller.
"Ved hjælp af denne nye teknologi, såsom Sonys avancerede autofokus og billedstabilisering i kamerahuset, kan vi reagere hurtigere og have større tillid til vores udstyr," siger Stam. Det lille hus i α7 III betyder også, at de kan være tro mod deres metode med at smelte sammen med familie og venner for at opnå en mere naturlig tilgang. "Det kan være meget skræmmende at blive placeret foran et stort filmkamera," fortsætter Stam, "så et mindre kamerahus gør det nemmere at indfange sande følelser og ikke bange øjne."
Hvad angår objektiver, så sætter George og Stam deres lid til en række FE-glas, så de kan give sig selv nok fleksibilitet til at indfange mange forskellige scener. Nogle af favoritterne omfatter FE 16-35mm f/2.8 GM, FE 24mm f/1.4 GM og FE 55mm f/1.8 ZA samt FE 85mm f/1.4 GM til at filme ceremonier og taler.
Hurtig, lydløs og pålidelig autofokus er også en sand gave. Der er tilmed uventede fordele.
"Det er utroligt befriende at have et system, man virkelig kan stole på," forklarer George. "Det plejede at være virkelig trættende at filme lange taler, men med autofokus på øjet i realtid skal man blot trykke på optageknappen og så nærmest bare slappe af. Og hvis man kan hvile sig, så er man mindre træt, og så har man mere energi senere til at gøre alle de andre ting, f.eks. at holde ud til hele festen, der først slutter klokken fem om morgenen!"
Som med alle de bedste film er denne teknologi godt gemt bag tæppet, så det kun er historien, der er i fokus. Og med så mange historier, der stadig skal fortælles, har George og Stam så det samme gåpåmod? "Ja," griner George, "for hver gang er forskellig, og min belønning er, hver gang de kommer for at sige tak."
Det er det samme for Stam. "Hver film, vi optager, er en fejring af kærligheden mellem to mennesker og alle dem, der holder af dem. Hvem ville blive træt af det?"