Jeg hedder Brendan de Clercq, og jeg er fotograf. Min baggrund er blandet, irsk/fransk, jeg er mixed media-kunstner, og lige nu bor jeg i Nederlandene. Min interesse for at fotografere stammer fra min far – han var selv en anerkendt fotograf og lavede dokumentarfilm. Jeg har det bedst med stærke billeder med et tydeligt emotionelt udtryk og vil gerne have, at beskueren skal røres af mit arbejde.

Noget af det, jeg finder inspirerende, er at gribe tingene anderledes an. Det var derfor med stor glæde, jeg fik mulighed for at afprøve de nye Sony E vidvinkelobjektiver: PZ 10-20mm f/4 G, 11mm f/1.8 og 15mm f/1.4 G.

Da jeg først fik objektiverne i hånden, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg blev mest overrasket over størrelsen og vægten: De er bittesmå, men føles solide. Nu er jeg jo en "gammeldags" fotograf, så det frydede mig at se, at der også var en blændering på 15mm f/1.4 G. Det var det objektiv, jeg ville prøve først.

Jeg har aldrig rigtigt været vild med vidvinkelobjektiver, eftersom jeg mest arbejder med portrætter, men et vidvinkelobjektiv med så hurtig blænde gjorde mig nu alligevel nysgerrig.

Den lille brændvidde gjorde, at jeg bare var nogle få centimeter fra guitaristen. Bokeh'en var dog meget blød, og jeg var især imponeret af, hvor skarpt hans øjne fremstod – selv med fuld blænde. Det var bare så sjovt at fotografere på denne måde. Det har helt ændret, hvordan jeg har det med vidvinkelobjektiver!

Derefter stod 11mm f/1.8 for tur, og jeg gik udenfor med modellerne. Jeg nød bare så meget at skyde udenfor, at jeg blev ved med det. Fordi det er et vidvinkelobjektiv, var det sværere at opnå en god dybdeskarphed. Det var nu alligevel utroligt, så lidt forvrængning der var, selvom portrætterne blev taget ret tæt på.

Da der skulle optages video, kom PZ 10-20mm f/4 G virkelig til sin ret. Fleksibiliteten i zoomet var utrolig god, men det var endnu mere overraskende, hvor stille og roligt power zoom-funktionen virkede. Jeg har aldrig brugt sådan en før, men jeg var virkelig imponeret over, hvor nem den var at styre. Det var spændende at se, om kompenseringen for rystelser ville fungere. Noget jeg aldrig tidligere har været opmærksom på. Da jeg sammenlignede objektiverne med nogle ældre prime-objektiver, jeg selv havde med, var der faktisk en ret stor forskel, stort set uden jeg lagde mærke til det.

Der var ikke nogen forskel på skarpheden mellem de tre objektiver. Ikke engang på zoomet, som virkelig imponerede mig – også selvom jeg stort set skød det hele med fuld blænde. Fokusfunktionen var også meget hurtig, og fordi jeg brugte Eye AF, var motivet i fokus med det samme, før jeg overhovedet havde nået at overveje kompositionen.

Balancen var for et lille hus som Alpha 6600 er helt perfekt med alle tre objektiver. Det var på ikke på noget tidspunkt som om, der var en forvægt, som det kan være tilfældet med små kamerahuse.

Det er en af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved Sony. Jeg behøver aldrig bekymre mig over, om udstyret fungerer. Det gør, at jeg kan bevæge mig hurtigt og koncentrere mig om modellerne i stedet for at bekymre mig om resultatet.

Det var virkelig en forfriskende og sjov oplevelse at få lov til at afprøve objektiverne og fotografere med dem. Jeg følte mig nærmest som barn igen, da jeg holdt kameraet for første gang.

Jeg kan godt se mig selv bruge objektiverne i forskellige situationer. Umiddelbart til gadefotografering og arkitektur, men det vil blive spændende at bruge dem i svag belysning. Og så har de også fået mig til at overveje, om jeg skal forsøge at fotografere stjernehimlen.