Musikken er rå og kværnende, og det er en fornemmelse, som man kan både kan føle og høre. Publikum presses ind i mørket i et bevægelsesritual og fordyber sig i et væld af indtryk. Alex Verhalle bevæger sig rundt imellem dem og søger de øjeblikke, der afspejler al den underjordiske energi og autenticitet fra denne dark techno-oplevelse.

Og ligesom musikken er han totalt kompromisløs. Hans billeder er en mørk, tekstureret hyldest, fuld af intense skygger, konfronterende bevægelser, skinnende svedigt højlys og kulturens barske, uhæmmede energi. "Musik var min første forelskelse," siger han. "Og den har altid været en del af mit liv. Fotografering er min måde at forstå og hylde musikken på. Det er min reaktion, og for mig skal den altid være ærlig. De fotos, jeg tager, skal være ægte, aldrig iscenesatte, aldrig poserede. Processen handler om at fejre de rå følelser hos folk, der føler disse intense øjeblikke."

"Hvis jeg havde en superkraft, ville det være usynlighed," forklarer Alex. "Jeg kan ikke lide at blive set, for i denne enkle interaktion kan det øjeblik, jeg ønsker at opleve, ændre sig eller endda forsvinde. Jeg vil gerne fotografere en person, der giver sig helt hen til musikken, ikke en, der spiller skuespil. Eller værst af alt, en person, som jeg har forstyrret i oplevelsen. Jeg lever mig ind i deres situation. Et billede må aldrig blive taget på bekostning af øjeblikket. Jeg har dog én fordel," siger Alex. "Jeg er ret lille, så jeg kan bevæge mig uset rundt det meste af tiden, og selvfølgelig hjælper mørket i disse omgivelser også. Jeg arbejder også meget på samme måde som en gadefotograf, og jeg bringer sjældent mit kamera op til øjet, for det kan tiltrække opmærksomhed. I stedet indrammer jeg fra bryst- eller taljehøjde."

En anden del af Alex' ærlige tilgang kommer fra hans urokkelige brug af sort/hvid. "Ironisk nok," siger han, "plejer monokrome billeder ikke at fungere så godt på sociale medier, men for mig er det den mest effektive måde at vise intensiteten og følelserne i technobegivenheder på. Og det er blevet mit signaturlook. Disse billeder har en dokumentarisk kvalitet, der betyder, at der er sandhed i dem, selvom monokrom i bund og grund er en abstraktion. Og i disse miljøer er farven på lys og lasere ukontrollerbar," fortsætter han. "Lysdesigneren kan gøre et fantastisk stykke arbejde, men hvis en bestemt nuance eller et bestemt højlys kommer i vejen for historien, er det et problem for mig. Jeg vil udelukkende fokusere på renheden af kontrast, skygger og former. Jeg vil ikke have distraktioner, kun følelser."

Alex' søgen efter forbindelse og sandhed gælder også for den måde, han bruger sit Sony Alpha 1 II på. "På trods af de vanskelige forhold ved at tage billeder i svag belysning med masser af bevægelse arbejder jeg manuelt, som jeg altid har gjort," forklarer han. "Jeg indstiller blænden til at være helt åben for at indfange alt lyset på stedet, og jeg bruger meget høje ISO-indstillinger, f.eks. 6400, for jeg ved, at kameraet kan håndtere dem med lethed. Det giver mig lukkertider på f.eks. 1/160sek., og det er hurtigt nok til at undgå for meget slør, men det giver også en naturlig fornemmelse af bevægelser i billedet." Alex foretrækker også at fokusere manuelt ved hjælp af fokusering af afstand, og han indstiller instinktivt objektiver som FE 14mm f/1.8 GM til den rigtige afstand ligesom en traditionel gadefotograf. "Dette er en anden måde at undgå at blive set på," forklarer Alex. "Og selvom en danser ikke står helt skarpt, kan der stadig være stor værdi i billedet."

Alex er for nylig gået over til spejlfrit fra et DSLR-system, og vægtforskellen er en fordel for ham. "Mit Sony-udstyr er lettere end det, jeg havde før, men det fysiske arbejde ved at bruge et kamera hele natten har aldrig generet mig. Det handler mere om, hvad jeg kan tage med som håndbagage. Jeg plejede at tænke meget over, hvis jeg ikke havde mit udstyr med mig, men det er ikke længere nødvendigt." Alex synes også, at Alpha 1 IIs tilpasningsfunktioner er utroligt nyttige. "Det første, jeg gjorde, var at indstille drejeknapperne til præcis de indstillinger, jeg er vant til," siger han. "Det betød, at jeg på få sekunder kunne bruge udstyret instinktivt. Jeg indstillede det til at optage JPEG i sort/hvid og hvid, og straks var jeg i gang, som om jeg havde haft udstyret i 10 år."

"Jeg kan godt lide at være til stede og bevidst, og mens mange fotografer tager tusindvis af billeder i disse situationer, tager jeg kun nogle hundrede, og jeg bruger de fleste. Jeg stræber ikke efter at være perfekt. Resultatet er vigtigt, men endnu vigtigere er den måde, som fotoet opstod på. Og i sidste ende skal det kunne mærkes på fotoene."