model med maske, der står på en balkon og ser ud over venedigs canal grande

Mathias Kniepeiss

Mathias Kniepeiss | Austria

"Når man fotograferer, er intet umuligt, uanset om det drejer sig om at dokumentere historier til evigheden eller skabe nye verdener"

Mathias blev født i 1980 i Graz i Østrig og voksede op i en familie fuld af kunstelskere. Familiens hus var udsmykket med værker af Egon Schiele, Vincent van Gogh og Salvador Dali. Da han var 7 år, begyndte han at male og prøvede at kopiere de mesterværker, han var omgivet af. Et af hans første minder er at sidde på et kunstgalleri og prøve at forstå, hvorfor folk var så fascinerede af “Åkander”, som var malet af en mand ved navn “Monet”.

Som teenager var han fascineret af nye innovationer og fik hurtigt sin første computer. Han var især begejstret for kombinationen af visuel kreativitet og ny teknologi. Han lærte om grafisk design i skolen og arbejdede efterfølgende en årrække som designer for diverse virksomheder, hvor han lavede layouts til websteder, logoer, plakater, brochurer, mode osv.

Da han var 23, gjorde han en anden hobby til sin levevej: fotografering. Han blev gennem en lang årrække oplært af fantastiske fotografer inden for forskellige felter af fotoverdenen. Hans arbejde har givet ham mulighed for at arbejde over hele verden. Han har bl.a. været officiel teamfotograf for Red Bull Racing i Formel 1 og officiel fotograf ved “Life Ball” for Getty Images, som er det største fotobureau i verden.

Da han var 32, begyndte han at udvikle sine egne projekter som art director og modtog i den forbindelse priser fra Art Basel Miami, Biennalen i Venedig og mange andre. Det affødte samarbejder med kunstnere som f.eks. Andreas Gursky, Erwin Wurm og Herbert Brandl.

Han lærte en masse ved at analysere værkerne fra fortidens store malere og har eksperimenteret med billedkompositionsregler og deres psykologiske indvirkning på beskuerne. Ny teknologi skaber nye spændende muligheder for Mathias som kunstner. Han nyder den kreative proces, hvor alle indflydelserne, indtrykkene, oplevelserne og færdighederne går op i en højere enhed og flyder ind i hans nuværende arbejde.

Mathias' udstyr