Når du gennemser Kyle Meyrs fotografier, vil du bemærke noget anderledes. På Kyles billeder er landskabet en lige så stor bestanddel som de atleter og oplevelser, han fotograferer. Det spiller en rolle – enten hovedrollen eller birollen – ligesom motivet.
Kyles billeder er ikke søvndyssende portrætter eller enkle actionfotos, som kunne have været taget hvor som helst. De er historier om mennesker i deres miljø. Det er en balance, som Kyle opsummerer på perfekt vis:
"Små mennesker, store landskaber. Jeg elsker det. Der er ikke noget bedre end at fotografere nogen, der kæmper med miljøet. Landskabet tilfører personlighed til den person, der befinder sig i det, uanset om de klatrer på is eller står på skateboard på en øde vej. Den fornøjelse, de jagter, bliver suppleret med en udfordring."
Det går faktisk begge veje. “En person tilfører også personlighed til landskabet og meget mere kontekst end blot at fotografere naturen alene,” forklarer han. “Hvis du placerer en person over eller under horisonten, har du tilføjet perspektiv, så du kan se det smukke landskab omkring personen – eller ensomheden eller storslåetheden, eller hvad det nu er for en historie, du gerne vil fortælle. Måske sejler en person i kajak ved foden af nogle bjerge, og måske er disse bjerge denne persons beskytter.”
Kyles interesse i action stammer fra hans forkærlighed for at stå på ski. “Min mor er nordmand, og jeg er vokset op i USA, hvor jeg altid var på skibakkerne,” fortæller han. Men han skulle eksponeres for et meget anderledes landskab, før han kastede sig ud i sports- og oplevelsesfotografering på fuld tid. Efter at have læst til journalist i London i tre år fik bylivet Kyle til at indse, hvor meget han savnede naturen. “Jeg vidste, at der var så meget mere at fotografere hjemme i Norge,” siger han, “og da jeg kom tilbage dertil, var der ikke noget, der kunne stoppe mig. Jeg tog mit kamera med overalt, og jeg fotograferede hvert et hjørne af Norge.”
Hans tid i London var dog ikke spildt. Hans journalistiske træning hjalp ham med at lære vigtigheden af at omdanne erfaringer til historier.
"Jeg har altid gerne villet være midt i det hele, og jeg var nærmest jaloux på journalisterne, som fik lov til at være det, f.eks. folk som Hunter S. Thompson eller Tom Wolfe, der rent faktisk levede midt i historien. Jo mere jeg brugte mit kamera, når jeg forsøgte at blive en del af disse historier, desto mere indså jeg, at jeg var en bedre historiefortæller, hvis jeg simpelthen viste andre mennesker præcist det billede, jeg selv så – uanset om det var smukt eller ej."
I dette tilfælde betyder “at leve midt i historien”, at fotografen og kameraet er opgaven voksen. “Jeg vil gerne være så meget udenfor som muligt,” siger Kyle. “Så hvad angår batterilevetiden, er det vigtigt at have noget, der kan holde i meget lang tid. Det er essentielt for det resultat, jeg kommer derfra med.”
Et eksempel kunne være erfaringen med at fotografere den norske begivenhed Norseman, der er en af verdens mest ekstreme triatloner. “Du begynder at fotografere kl. 02.00, når alle deltagerne bliver sejlet ud midt på fjorden, hvor de hopper i,” fortæller Kyle, “og du er ikke færdig før efter solnedgang. Hvis du er meget entusiastisk omkring fotografering – som jeg er – resulterer det nemt i mindst 2000 billeder. Jeg har tre ekstra batterier til α9 og α7R III, og jeg har endnu ikke fotograferet noget, hvor det ikke var nok.”
Han sætter også sin lid til den fejlfrie autofokus i sit α9: “Det er muligvis den favoritfunktion, jeg har oplevet i noget kamera. Det er korrekt 99 % af gangene, og dén pålidelighed betyder, at når du ser et oplagt skud, så har du det i kassen kort efter. Hvis jeg f.eks. står på ski, kan jeg simpelthen stoppe på bakken, tage rygsækken af, snuppe kameraet og være sikker på, at det er klar. At kunne gøre det ved 20fps med kontinuerlig autofokus, så du kan fange alle bevægelser og blot vælge blandt dem senere, er efter min mening livsforandrende.”
På trods af at han har fotograferet nogle af verdens smukkeste landskaber, betyder hans frie tilgang og holdning om at være i nuet, at Kyle ikke har mange traditionelle landskabsbilleder, f.eks. hvor der bruges filtre og kamerastøtter. “Du ser mig aldrig med et stativ,” griner han, “min mentalitet er: “følg med, hvor der er action”, og jeg vil fotografere på få sekunder, så jeg sætter min lid til Raw og mit kameras funktioner.”
Hvis vi vender tilbage til eventyrlysten og vildmarken i Kyles billeder, er der så noget, han kigger særligt efter på en lokation? “Disse historier handler ofte om mennesker, der forlader civilisationen, så jeg vil for det meste ikke have veje med på fotoet. Jeg mener, at veje i sidste ende vil ende med at føre personen tilbage til et civiliseret miljø.” På nogle måder bliver det sværere på grund af den tiltrækning, som fotos ligesom hans tilfører vildmarken.
"I Norge er de begyndt at bygge veje og stentrapper op ad nogle bjerge, da det bliver nemmere for turisterne at komme frem. For mig er der ikke noget mere skuffende end at nå op til toppen af et bjerg blot for at opdage, at andre allerede er der, fordi de har taget trappen."
Et vigtigt eksempel på dette er for ham Preikestolen ved Lysefjord. “Det er en af de smukkeste ting, moder jord nogensinde har skabt,” siger han, “men de har netop forlænget vejen helt op til bjerget for at forkorte vandreturen. Du mister fuldstændigt værdien ved at gøre dig fortjent til den udsigt, for størstedelen af fornøjelsen er da, at man kan sige “se, hvad jeg har opnået; jeg startede dernede ved havet, og nu er jeg 1.000 meter over det”. Den tiltrækning, som fotos tilfører disse steder og oplevelser, er fantastisk, og jeg vil gerne have, at folk ser dem, men når du gør vildmarken nem, ændres dens personlighed og historie.”
"Det er ikke så tit, at man kan opleve så meget orden på ét sted… Det kaldes for naturen"
