Tag én del atlet, og lad den simre i en årrække med konkurrencer. Hæld dernæst en god portion fotograferingsildhu i, og bring det i kog ved nogle af verdens mest spændende sportsbegivenheder. Resultatet? En fotograf, der er lige så fokuseret som en eliteatlet – noget, der giver fotografen en konkurrencemæssig fordel og tilfører billederne en insiders oprigtighed. Mød Mine Kasapoğlu.
"Hvis man ikke er udmattet," griner hun, "har man måske overset noget." Denne indstilling opsummerer perfekt Mines tilgang. Hun investerer alt i sin fotografering, så hun går lige så højt op i det som atleterne. Dét kan kun stamme fra en ægte og passioneret forbindelse med sit motiv.
"Når jeg fotograferer sportsbegivenheder, er det vigtigste for mig nok at være i nuet. Ligesom atleterne. Mine bedste billeder er taget i de øjeblikke, hvor alt forsvinder omkring mig, og jeg kører på autopilot. Jeg fordyber mig i begivenheden. Man kan selvfølgelig planlægge, men i sidste ende er det instinktet, der tager over. Når man er i dét øjeblik, bliver man hverken sulten eller føler kulde. Man tænker kun på billedet. Man bliver ét med kameraet, og når man er færdig og kommer hjem, falder man bare om."
I dag fotograferer Mine konkurrencesport i hele verden, inklusive sommer- og vinter-OL, men hun startede faktisk med selv at stå på ski, da hun var 2 år gammel, og da hun var 14 år, var hun en del af Tyrkiets landshold. Som 16-årig skiftede hun til snowboarding, men begyndte ikke at konkurrere igen før 2006, da det blev en OL-disciplin.
I de mellemliggende år studerede hun også fotografering på Speos Photographic Institute i Paris.
"Min passion for fotografering og sport var en overgang adskilt. Jeg fotograferede portrætter, mode og mit liv, mens jeg var i 20'erne… Jeg kunne godt lide portrætter af almindelige mennesker, at tilbringe tid med dem og lære dem at kende. Jeg blev mere og mere tiltrukket af ægte øjeblikke, og for mig er der ikke noget mere ægte end sport. Så det var på det tidspunkt, at de to ting begyndte af fusionere."
Selvom hun i sidste ende ikke kvalificerede sig, brugte Mine de fire år forud for Vancouver 2010 på at træne næsten hver dag i håb om at skulle konkurrere i OL. Selvom hun ikke kvalificerede sig, endte rejsen med at forme hende som den person, hun er blevet til: "Jeg begyndte at få samme følelse, når jeg fotograferede, som når jeg konkurrerede. Så selvom jeg ikke kvalificerede mig i 2010 som atlet, så gjorde jeg det som fotograf: Det var mit første rigtige job – det var dér, det blev virkeligt."
Når Mine fotograferer, søger hun efter det samme element af virkelighed og sandhed, og hun mener, at hendes job består i at afspejle de følelser, der er i spil under en konkurrence. "Jeg vil gerne have beskueren til at føle det samme, som atleten gør."
Så hvad kigger hun efter? Hvordan bliver billedet dynamisk nok til at få en emotionel reaktion fra beskueren? Hun forklarer: "En af de første ting, jeg vil have, er en ren baggrund. Der må ikke være noget, der distraherer, men det handler ikke kun om æstetikken. Jeg vil have, at fotoet afspejler den måde, atleten tænker på – totalt fokuseret. Meget af det kommer fra at indstille og naturligvis bruge de rigtige objektiver, f.eks. FE 70-200mm f/2.8 G Master, som jeg ofte bruger."
"Når du har et motiv som en skiløber, der kommer lige imod dig, skal du virkelig kunne præstere for at kunne følge med. Med Sony α9 er det nemmere end nogensinde før. Jeg bruger nogle gange det brede autofokusområde, f.eks. når motivet er meget tæt på, men jeg kan som regel bedst lide at sætte fokusområdet til "Flexible Spot Medium", hvor du kan flytte det rundt i billedet for at tilpasse det og lade "Continuous AF" indfange motivet og holde det i fokus."
"For at få en emotionel reaktion kigger jeg efter energi – noget i atletens bevægelser, som får dig til at holde vejret – så serieoptagelsestilstanden på 20fps i α9 er meget nyttig. I konkurrencer kan man ikke bare sige til atleten: "Kan du lige gøre igen?", men de 20fps betyder, at man kan vælge det afgørende øjeblik, når man redigerer. Dét, der fremkalder en følelse hos dig. Det er fantastisk, og det gør bare mit arbejde meget nemmere. Man kan selvfølgelig ikke bare fotografere løs på må og få, men det hjælper med til, at du kan få det bedste billede i kassen."
I stedet for at vente til et bestemt tidspunkt i løbet af konkurrencen, synes Mine ofte, at det bedste tidspunkt at tage det ideelle billede på, er lige før begivenheden starter: "Jeg kan ikke få nok af de øjeblikke, for jeg kan virkelig relatere til dem. Forstil dig det: Du har trænet hele dit liv til det næste, der skal til at ske – måske er det et løb, der kun varer 20 sekunder. Så lige før løbet, er den potentielle energi på sit højeste. Alt kan ske, og jeg elsker det øjeblik pga. alle mulighederne. Du kan have fotograferet dem, lige før de gør noget fantastisk. Sammenlign det med alle de billeder, du ser, med smil og medaljer – dem har jeg set nok af. Det er okay for andre, men jeg er mere interesseret i at finde sandheden om, hvad de foretog sig lige inden."
Det er helt essentielt for Mine at blive inspireret af de atleter, hun fotograferer, så på mange måder handler hendes billeder om at hylde dem. Dét er det konkurrencemæssige aspekt – dét fokus – der er drivkraften for hende som fotograf, ligesom det var drivkraften for hende som atlet. "Jeg ved, hvor stor en indsats det kræver, og hvor hårdt det er at være der, så de er alle helte i mine øjne – alene for at have nået så langt. Jeg forsøgte at være en af dem uden held. De er 1000 gange bedre, end jeg var, og det gør mig ydmyg. Så hvis jeg er træt eller nede, motiverer de mig, for jeg synes, de fortjener et fantastisk billede af sig selv. Jeg vil altid gerne få dem til at se godt ud, så selv når jeg redigerer, vælger jeg aldrig billeder, hvor de fejler. Jeg vil have dem til at ligne helte."
"På jagt efter lys, energi og følelser – fanget på nøjagtigt det rette tidspunkt"
