“For mig er musik uden sammenligning den største kunstform,” siger Kaupo Kikkas, da vi spørger ham om hans to største passioner. Det kommer måske som et chok for dem, der set hans enestående portrætter, men det burde det ikke. Det giver perfekt mening, når du forstår Kaupos værker, hans historie og den indre forbindelse mellem passion og kreativitet.
"Musik kan ikke måles i dens abstraktion. Fotografering er min anden kærlighed, men den er mere beskrivende for mig, tættere på virkeligheden. Så hvorfor er jeg fotograf? Jeg føler, at jeg kan være til mere nytte for verden som en god fotograf i stedet for en middelmådig musiker!"
Der følger helt sikkert beskedenhed med Kaupos oprigtighed, men den måde, han kombinerer sine passioner på, fortæller os i virkeligheden, at specialisering i fotografering er en kraftfuld ting. Det er et fokus og en hengivenhed, der meget ofte også adskiller gode billeder fra gennemsnitlige billeder. Specialisering handler om at finde den ting, du ikke kan stoppe med at fotografere. Hvor det er så naturligt og sjovt, at det ikke længere føles som arbejde. Fotografér, det du elsker, så vil folk kunne se det i dine billeder og føle det. Med Kaupos værker kan man mærke hans kærlighed til musikken i billederne.
Dette skete selvfølgelig ikke alt sammen på én gang. I stedet for blev elementerne bygget som noder til akkorder. “Jeg gik på en skole i Estland, der specialiserede sig i musik i sovjet stil,” forklarer han, “og disse skoler har en streng og seriøs tilgang. Der var egentlig kun ét valg: Du bliver musiker eller en mislykket musiker.” Selv dengang interesserede han sig dog for fotografering og blev fascineret, da han første gang holdt det, der sikkert på det tidspunkt var det første digitalkamera i Estland, som kun havde 0,3 megapixels. Han købte også et filmkamera, og da han havde afsluttet skolen, fik han økonomien til at løbe rundt ved at være freelancefotograf i Finland, hvor han også læste fotografi. Til sidst følte Kaupo dog, at han var nødt til at tage et valg. “Musik var min uddannelse og min potentielle karriere, men jeg kunne ikke kun gøre det halvt. Det er et af mine principper – ikke at gøre noget halvt.”
Men én gang musiker, altid musiker, og efter 10 år besluttede han sig for at prøve at forbinde de to ting ved at fokusere på at arbejde med musikere, han kendte. Og hans første kunde var da også hans klarinetmentor. Der herskede dog stadig nogen tvivl.
"Jeg troede ikke, at jeg kunne specialisere mig helt i Estland. Der er ingen penge i den klassiske musikscene der, men jeg tænkte, at jeg måske kunne gøre det internationalt. Jeg lavede nogle sessioner gratis og derefter bare for en mindre betaling for at få mit navn ud. Til sidst kunne jeg skifte alle mine kommercielle jobs – som var bedre betalt – ud med musikken."
Musikfotografering er selvfølgelig et bredt emne, og Kaupos portrættering er en af mange nicher inden for genren. “Dette er en forenkling,” forklarer han, “men for mig er der hovedsageligt to typer: Musikfotografering kan være begivenheder eller dokumentar, hvilket kan omfatte koncerter og festivaler. Koncertbilleder kan være kunstværker, men det når sjældent disse højder, og der er faktisk heller ikke høje forventninger. På den anden side er der portrættering, som er det, jeg laver. Det er en meget anderledes tilgang, da du har mere brug for en forbindelse med motivet.” Man kan tilmed se det på den naturlige måde, som hans motiver holder sine instrumenter på.
"Hvis forbindelsen er forkert, eller din tilgang er forkert, kan du nemt ende med ingenting fra en session. Tricket er at indse, at en portrætsession ikke er envejs. Det er en duet, ikke en solo. Når jeg arbejder med musikere, siger jeg, "dette er lige som kammermusik". Dét forstår de, da det med en pianist og en cellist er en kombination ... der er tillid. Det er det samme med fotografering. Hvis kun én af jer gør en indsats, er det ikke godt nok. I skal arbejde mod et mål."
Han siger, at dette kommer ved at bruge empati og skabe et forhold til motivet. Hans dybe forståelse for musik skaber forbindelser, der er mere personlige, hvilket kommer til udtryk på billederne.
Han har bemærket, at det kan være stressende for nogle personer at blive fotograferet, så det er vigtigt for ham at respektere motivet og få personen til at slappe af. Dette kommer virkelig til udtryk i hans billeder, og der er en lethed over motiverne. “I mange portrætter,” siger han, “kan man se, at der er for meget luft i lungerne, at skuldrene er stive, og holdningen er defensiv …” Han siger, at man kan undgå dette ved at være empatisk og ikke kun en fotograf, der kommer med en dominerende dagsorden. Hvis du gerne vil pålægge motivet en stil eller idéer, der ikke passer til motivet, kan det hurtigt gå galt. “Teknikken må ikke overvælde motivet, ellers begynder det at sige mere om fotografen end om motivet.”
Brug af gode lokationer spiller også en stor rolle i Kaupos værker – mange af hans billeder indeholder spændende kulisser eller rammer, der komplementerer motivet – men dette er heller ikke et tilfælde. Han gemmer lokationer mentalt med tiden. “Jeg går altid med øjnene åbne, og jeg prøver at finde gode steder. Nogle gange går jeg med en lokation i tankerne i flere år. Som denne i en gammel tørvemose med rødder, der er flere hundrede eller tusind år gamle. Den virkede så mærkværdig og apokalyptisk. Og pludselig havde jeg et motiv, der gav mening på dette sted.”
Ifølge Kaupo hjælper spændende lokationer med at holde tingene friske for ham selv og for publikum. Af samme årsag bruger han også tid på personlige projekter.
"Hvert år bliver det vigtigere og vigtigere for mig," siger han, "at jeg ikke gentager mig selv som portrætfotograf. Ja, motiverne ændrer sig, men jeg frygter at have en for genkendelig visuel stil. Jeg skal arbejde med mine egne ting – jeg kalder det fri kunst – hvor en idé rører mig, og jeg kan reagere på min egen måde. Det er her, jeg kan være den bedst mulige fotograf, men jeg er stadig utrolig heldig, at mit felt også er det vigtigste for mig."
"Arbejd hårdt, og elsk det, du laver – så skal resten nok komme"
