Det er den sidste dag med optagelser, og Jaakko Posti er i et kapløb mod tiden. Foråret er kommet til det nordlige Finland og sammen med det den varmende sol. Sneen falder sammen, vandet ændrer sig fra hvidt til blåt, og kysten ved Kilpisjärvi-søen bliver blød og upålidelig. Jaakko og den professionelle snowboarder Antti Autti efterlader deres snescooter fem eller seks kilometer fra Terbmisvaara-bjerget og trasker på ski igennem "rådden sne på dalens bund", mens de håber på at nå tindens hurtigt smeltende korridorer i rette tid.
Disse korridorer – stejle, smalle kløfter gennem bjerget – er perfekte til snowboarding i det fri. De udgør den sidste del af SCAN, som er en dokumentarfilm om Antti, mens han udforsker højdepunkterne i Norge og Finland – blot inden for den nordlige polarcirkel.
"Den del," erindrer Jaakko, "er nok min foretrukne del af filmen. Jeg er virkelig stolt af, at vi pressede os selv så hårdt for at optage den. Jeg elsker altid de optagelser, som er æstetisk gode, men der er noget helt specielt over at vide, at den indsats, det har krævet at lave dem, har givet pote. Om vinteren kan man komme helt tæt på korridorerne med snescooteren, men det var for risikabelt denne gang, så vi vandrede hele vejen op – de 1.140 m – til tinden og filmede turen ned. Vi formåede at filme to af disse ture gennem korridoren, før vi blev nødt til at vende tilbage til civilisationen. Min gennemsnitlige puls må have været på omkring 160!"
Hvorfor er succes sådan en stor belønning? Det er fordi, den ikke er garanteret, siger Jaakko. "Med denne type optagelser ender man de fleste gange med at vende om," griner han. "Så man vandrer måske op i fem timer blot for at konstatere, at man ikke kan filme, fordi vejret har ændret sig, eller det ikke er sikkert eller for risikabelt. Det kan være virkelig frustrerende, men når det fungerer, så er det endnu bedre."
Jaakko er oprindeligt stillfotograf, men optager nu mere og mere video, hvor han arbejder sammen med atleter tæt på den sport, han elsker. Projektet med Antti, der har været professionel i mere end 20 år, og som repræsenterede Finland ved OL, kom i stand pga. en fælles interesse.
"For omkring 10 år siden," forklarer Jaakko, "begyndte han at interessere sig mere for snowboarding i ødemarken, og han er stadig på den rejse. Filmen handler om, at han tager tilbage til de steder, han elsker."
Når man som filmproducent skal arbejde under sådanne forhold, kræver det nogle særlige færdigheder, erfaring og udstyr, man kan stole på. "Sikkerhed i sneen er altafgørende," forklarer han, "og jo mere information, man har om snedækket i det pågældende område, jo bedre. Så det kan godt være, at man ser noget, som man tror, vil fungere, men det kræver planlægning. Man skal tilmed ofte grave nogle huller i sneen for at tilstanden – alt, hvad der skal til, for at undgå at blive fanget i en lavine. Hvis man er i tvivl, så skal man ikke tage af sted, for større områder har større laviner, og så er det hele op til Vor Herre."
Hans samhørighed med motivet hjælper ham også med at spotte bedre billeder, siger han. "Når man arbejder med en professionel snowboarder, så er det et samarbejde, og jeg stoler på dem, for de ved, hvad der ser godt ud på et billede. Og de stoler på mig, fordi vi tilsammen ved, hvilke linjer der fungerer. Hvis man ikke kender en sport, kan man ende med billeder og film, som er flotte i nogles øjne, men for dem, der kender sporten, skal man have visse ting rigtigt, f.eks. den rigtige holdning."
Det er nemt med hans α7R III-udstyr, og hovedårsagen til det er alsidigheden. Hybridkameraet betyder, at han kan fotografere enestående stillbilleder og optage video med det samme kamerahus i en situation, hvor vægt og plads spiller en enorm rolle.
"Når man kun bruger ét kamerahus," fortsætter han, "så skal man kun have ét sæt objektiver med, og kabinettet til mikrofonen kan også være mindre. Jo mindre fotoudstyret er, desto mere plads er der til essentielt udstyr såsom sikkerhedsudstyr, ekstra tøj og vand. Jeg bruger typisk FE 24-105mm f/4 G, da jeg synes, det dækker de fleste af mine behov, men jeg medbringer altid et fast primeobjektiv såsom FE 35mm f/1.8, hvis lysniveauet falder."
Det pålidelige autofokus og billedstabiliseringen i α7R III er også altafgørende for Jaakko, da det giver ham mulighed for at arbejde med håndholdt kamera, hvor et stativ ville fylde mere. Og med autofokus, der sporer motivet, kan han nemt holde fokus på en snowboarder som Antti. Kameraet præsterer lige så godt ved video som ved stillbilleder, "hvilket betyder, at jeg har den hastighed, der skal til, for at reagere øjeblikkeligt og få de oprigtige billeder i kassen, som er så essentielle for en dokumentar som denne," siger han. "Jeg har kameraet fastgjort til min skulderrem, så jeg kan snuppe det, så snart der sker noget."
Når man fastgør et kamera til sin skulderrem ved den nordlige polarcirkel, kræver det selvfølgelig, at det vejrbestandigt. Jaakko fortæller: "I de seks år, jeg har fotograferet og filmet med α7-serien, har jeg aldrig haft problemer med det – heller ikke selvom den originale skærm isede lidt til derude i -30 eller -40 grader, eller der var vand fra den smeltende sne. Mit Alpha-kamera er aldrig gået i stykker – og med erfaring og planlægning er jeg også sluppet for skader."
