En mester inden for sport

Bob Martin har vundet mange priser som sportsfotograf med speciale i at tage sports- og actionbilleder til reklamer, virksomheder og ledende artikler.

I løbet af sin karriere på 30 år har Bob fotograferet hver eneste store sportsbegivenhed – fra de seneste 15 sommer- og vinterolympiader til elefantpolo og hestevæddeløb på is. Han har fotograferet Wimbledon-tennisturneringer siden 1982, og hans arbejde har bragt ham rundt i de fjerneste af verdenshjørner. hans billeder er blevet udgivet i adskillige magasiner, herunder Sports Illustrated, Time, Newsweek, Life Magazine, Stern, Paris Match, Bunte, L’Équipe, The Sunday Times og New York Times, bare for at nævne nogle få. Hans arbejde er blevet anerkendt med over 60 nationale og internationale priser, og han har vundet den eftertragtede British Sports Photographer of the Year-pris hele tre gange.I 2015 udgav han sin prisvindende bog "1/1000th: The Sports Photography of Bob Martin" – et imponerende tilbageblik på hans 30 års dækning af næsten alle store sportsbegivenheder. Vi fangede Bob for at få en snak om fotografering og høre, hvorfor han skiftede fra DSLR til Sonys spejlløse kameraer.

Hvad inspirerede dig til at blive professionel sportsfotograf?

Jeg har altid været fan af sport, men jeg havde dog ikke i sinde at blive sportsfotograf. Min drøm var bare at blive en almindelig fotograf, og i skolen blev jeg helt besat af mørkekammeret. På universitetet tog jeg hele tiden billeder, og så begyndte jeg gradvist at arbejde som fotojournalist. Jeg elskede at rejse, og det var spændende at se mine billeder i aviserne et par dage senere. Jeg begyndte at få lejlighedsvise tilbud om arbejde fra sportsrelaterede fotobureauer, og det var starten på det.

Hvordan holder du din fotografering frisk og spændende?

En af mine gode venner i USA, Walter Iooss – måske den mest berømte sportsfotograf nogensinde – sagde en gang til mig for mange år siden, "Du skal konstant genopfinde dig selv, ellers bliver du en dinosaurus". Jeg har aldrig glemt det, og det er så rigtigt, selv i dag. Som en person, der elsker aviser, der elsker trykte billeder, er det forfærdeligt at sige dette, men aviser og magasiner er en uddøende race, og fotograferne, der stadig sidder fast i disse idealer, der ikke er kommet videre, er dinosaurusserne. Jeg vil ikke droppe min egen fotografering – jeg vil stadig skubbe det, så langt jeg kan, og den eneste måde for mig at holde mine værker friske på er ved at tænke uden for rammerne. Det er derfor, jeg nu arbejder meget med regulerende organer og føderationer inden for sport. Det er dem, der stadig er villige til at bruge budgettet på kvalitetsfotografering, og det, jeg gør, er at prøve at tilbyde dem noget anderledes, i forhold til de billeder man normalt ser.

Betyder dit arbejde med disse ledende instanser og forbund, at du ikke får mulighed for at fotografere så meget, som du gerne vil?

Jeg fotograferer mindre end jeg har gjort, fordi jeg er blevet ældre, men jeg er stadig på pletten til en masse store begivenheder som OL og Wimbledon. Jeg er også stadig med til mindre begivenheder, men i stedet for at stå midt i det hele, så styrer jeg showet så at sige, og jeg organiserer i stedet de forskellige teams af fotografer. For at være helt ærlig, så er jeg ude over det punkt, hvor jeg har lyst til at bruge en søndag eftermiddag bag et mål. Du er også konsulent for den Internationale Olympiske Komité. Hvad indebærer det? Det kan være noget ganske enkelt som at foreslå bedste praksis til organisering af fotografer, eller der kan være ned i detaljen som at rådgive om logostørrelser og placering for at sikre bedste synlighed i de endelige billeder. Til OL i Rio hjalp jeg med at vælge farver til forskellige steder; f.eks. til svømmekonkurrencerne, hvor de oprindeligt ønskede at bruge grønt som farveskema, men hvor jeg påpegede, at det ikke ville se godt ud, når det blev reflekteret i det blå vand!

Tror du, at kamerateknologi har ændret din tilgang til sportsfotografering?

Uden tvivl. Da autofokus først blev lanceret, sagde folk, at det bliver enden på fotografering, da alle kan tage et skarpt billede, men for mig var det fantastisk, da mit syn ikke var så godt. Kameraer er nu så gode til at tage billeder, at de har gjort sportsfotografering endnu bedre. I stedet for at skulle bekymre sig om, hvorvidt et billede er i fokus eller ej, kan jeg nu koncentrere mig mere om kompositionen, baggrunden og belysningen. Men det er vigtigt at huske, at selvom moderne kameraer gør så meget for dig, skal du forstå grundprincipperne for fotografering, og hvornår bestemte funktioner fungerer for dig. Jeg er ikke sentimental, omkring det udstyr jeg bruger – hvis et kamera fungerer for mig som et værktøj, så kan jeg lide det.

Hvorfor besluttede du at se på Sony Alpha-kameraer til dit arbejde?

Helt ærligt var det den stille fotografering, der tiltrak mig oprindeligt. Det var en funktion, jeg syntes, var spændende, da det betød, at jeg kunne fotografere i situationer, hvor jeg tidligere ikke kunne – til golf, f.eks. når jeg er tæt på det sidste put på det 18. hul, og situationen kræver, at der er helt stille. Det første kamera, jeg prøvede, var α7R II, og med det kunne jeg tage billeder, som jeg før ikke var i stand til. Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig glad for udsigten til EVF, da jeg var så vant til en DSLR-søger, men det er nu noget, jeg ikke ville kunne leve uden. Det har gjort en stor forskel for mit arbejde, at jeg kan se eksponeringen, før jeg har trykket på lukkerudløseren. Jeg bruger nu α9 til største delen af mine billeder, og det passer perfekt til min arbejdsstil. Som jeg nævnte før, ser jeg mine kameraer som værktøj, og α9 er tilfældigvis et værktøj, der fungerer rigtig godt for mig.