Med årene har jeg fået mere og mere respekt for fotografering, men jeg har også lært at forstå dens begrænsninger. Jeg prøver stadig at fortælle historier gennem mine billeder, men jeg forsøger ikke længere blot at dokumentere eller bevise, hvordan verden ser ud. Jeg ved nu, at sandheden er defineret af den person, der tager billedet, men kameraet er et godt værktøj til at vise din ærlige vision af, hvad livet handler om. Når vi har set de samme billeder og de samme historier blive vist utallige gange på fotos, i TV og på film, bliver vi ikke fascineret af, hvordan tingene ser ud, men hvor forskelligt de kan formidles.

Mine seneste billeder blev taget på en rejse til Kenya, til et område, der er stort set uberørt af turisme og den moderne vestlige livsstil. Jeg ville gerne se mennesker, der prøver at overleve uden mobiltelefoner eller medicin eller noget andet, der er opfundet inden for de seneste 50 år. Billederne er ikke en historie, men en samling af billeder. Som altid er det mit håb, at ét eller to billeder vil overraske folk – et foto, der ikke vækker genklang eller maner til refleksion, er blot en tom ramme.

Brug af farver

Når det gælder mine billeder fra Kenya, tog jeg billeder af virkelige mennesker, der foretog sig virkelige ting, så jeg ønskede at skabe billeder, der kom så tæt som muligt på det, jeg oplevede i det pågældende øjeblik. Mit mål er at komme så tæt som muligt på den vision ved hjælp af brændvidde og farve. Sort/hvide billeder har f.eks. et abstrakt præg. De har en utrolig følelsesmæssig kraft, og for mig er det mere elegant. Farver er derimod som oftest ekstremt svære at bruge ekspressivt, så derfor vælger mange fotografer at manipulere deres billeder for at gøre dem interessante.

Settet

For at realisere min vision, når jeg tager billeder, prøver jeg at gøre tingene så enkle som muligt. Jeg fotograferer primært med objektiverne α7R III og FE 24-70mm f/2.8 GM fra Sony, da det er en kombination, der gør det muligt at fokusere ekstremt hurtigt for at indfange det øjeblik, jeg ønsker. I mit arbejde ønsker jeg for det meste at fotografere på meget kort afstand af motivet. Jeg har faktisk en særlig prik på mit objektiv, der omtrent markerer brændvidden 35 mm, og så vidt det er muligt, fotograferer jeg altid med cirka den afstand.

Når man ser tilbage gennem fotograferingens historie, er overraskende mange af billederne taget med kun to objektivbrændvidder. Der er 50 mm brændvidden, som måske nok er den smukkeste, men kan være svær at bruge, og så er der 35 mm. Længere brændvidder giver betragteren en følelse af voyeurisme, som skaber en distance til motivet. Motivet reduceres til en genstand, en skuespiller på en scene.

Så hvorfor er fotograferne så vilde med 35 mm og 50 mm? I min verden skyldes det, at de ligger tæt på menneskets synsfelt. Med 24 mm eller 28 mm kan der opstå en meget kedelig situation foran dig, men når du ser gennem søgeren, så ser du ud over det, der ses på overfladen; din hjerne ser noget andet end det, som sker lige foran dig. Med et objektiv på 35 mm eller 50 mm vil et hverdagsagtigt motiv foran dig stadig være hverdagsagtigt i søgeren. Så med en brændvidde på 50 mm skal du virkelig være tryllebundet og se noget fantastisk for at trykke på udløseren.

Nøglen er enkelthed

Jeg tænker altid ekstremt meget over de billeder, som jeg vil tage, og derfor bruger jeg ikke kontinuerlig optagelse. Jeg synes, at vi skal tillægge os en mere menneskelig tilgang, så jeg tager altid ét billede ad gangen. Jeg skal vide, hvorfor jeg trykker på udløseren – hver gang... Der skal være en årsag! Jeg skal være forundret eller overrasket.

For mig går vejen til at opnå perfektion gennem reduktion – at reducere et billede til de mest grundlæggende elementer uden at miste mening. Dette står i modsætning til den kommercielle verden, hvor billeder manipuleres, genstande flyttes rundt på billedet, og farverne forstærkes til det uvirkelige. På mine billeder ønsker jeg at opnå en tilstand, hvor intet kan fjernes fra fotografiet, og det gælder også farver. Farverne skal være så perfekte, at mit sind hviler, og alt er åbenlyst. Jeg vil kunne se på et foto og forstå det på et splitsekund.

Når det er sagt, skal man, hvis man vil opnå et fantastisk foto, skabe noget, der indeholder en hemmelighed, en metafor. Hvis man skaber noget med en hemmelighed, bliver det mere værdifuldt, og det samme gælder for fotografering. De bedste billeder taler til vores fantasi og giver anledning til spørgsmål, og de udfordrer os til at finde frem til en konklusion. Hvis alt leveres til dig på et sølvfad, og du kan forblive passiv, får det ingen dybere indvirkning på dig.