Vand- og støvbeskyttelse – alt, hvad du behøver at vide

    Før du begynder at bruge din Sony-enhed, skal du kontrollere dens funktioner og begrænsninger. Uanset om du vil tage den med dig ud i naturen eller på en weekendtur, er der nogle grundlæggende retningslinjer, du skal følge for at sikre, at din enhed kan håndtere det, som den har i vente.

    Lad os starte med at se nærmere på IP-klassificeringer, og hvordan de kan påvirke, hvad du kan og ikke kan gøre.

    Hvad er en IP-klassificering?

    IP-klassificering (Ingress Protection) er en international standard til måling af en enheds beskyttelsesniveau mod støv og ferskvand. Det første ciffer i den tocifrede IP-kode angiver beskyttelsesniveauet mod faste genstande, herunder støv. Det andet ciffer angiver, i hvilken grad enheden er beskyttet mod ferskvand.

    Beskyttelse mod faste genstande og støv

    IP0X

    Ingen særlig beskyttelse

    IP1X

    Beskyttet mod faste genstande med en diameter på > 50 mm.

    IP2X

    Beskyttet mod faste genstande med en diameter på > 12,5 mm.

    IP3X

    Beskyttet mod faste genstande med en diameter på > 2,5 mm.

    IP4X

    Beskyttet mod faste genstande med en diameter på > 1 mm.

    IP5X

    Beskyttet mod støv, begrænset indtrængning (ingen skadelig aflejring).

    IP6X

    Støvtæt.

    Beskyttelse mod ferskvand

    IPX0

    Ingen særlig beskyttelse

    IPX1

    Beskyttet mod dryppende vand.

    IPX2

    Beskyttet mod dryppende vand, når den vippes op til 15 grader fra normal position.

    IPX3

    Beskyttet mod vandsprøjt.

    IPX4

    Beskyttet mod vandstænk.

    IPX5

    Beskyttet mod vandstråle med lavt tryk i mindst 3 minutter.

    IPX6

    Beskyttet mod stråle med kraftigt tryk i mindst 3 minutter.

    IPX7

    Beskyttet mod effekten af nedsænkning i op til 1 meter vand i 30 minutter.

    IPX8

    Beskyttet mod effekten af fortsat nedsænkning i vand på dybder større end 1 meter. Producenten angiver de nøjagtige betingelser for hver enhed.

    Det betyder det for min enhed

    Din enhed har en IP-klassificering. Det betyder, at hardwaren under et strengt kontrolleret laboratoriemiljø fungerer, som den er designet til, selv efter at den er blevet udsat for specifikke forhold.

    Sony-enheder, der testes for vandtæthed, placeres forsigtigt i en beholder fyldt med vand fra hanen, hvorefter den sænkes til en dybde på 1,5 meter. Efter 30 minutter i beholderen tages enheden forsigtigt op, og enhedens funktioner testes.

    Lad det regne

    Bliver du fanget i regnen, mens du venter på bussen? Bare rolig. Din Xperia-enhed kan klare regndråber og vandstænk, både udendørs og indendørs.

    Og hvis du sidder ved middagsbordet og kommer til at spilde vand ud over hele enheden, kan du tage det helt roligt. Du skal bare sørge for, at enheden bliver helt tør.

    Eller du ser måske en video på din Xperia-enhed, mens du vasker op. (Det er i øvrigt en god ide, at du virkelig mestrer kunsten at multitaske!) Du skal blot sørge for, at du ikke ved et uheld taber enheden i vandet, og tørre eventuelle vanddråber af, når du er færdig.

    Andre måder at bruge din enhed på

    Der er andre måder at drage fordel af vand- og støvbeskyttelsen på din Sony-enhed. Du kan bruge enheden i følgende situationer:

    • Når dine fingre er våde.
    • I støvede omgivelser, f.eks. på en blæsende strand, eller når du vandrer langs en støvet sti. Du skal blot sørge for at vaske al støvet af enheden med vand fra hanen bagefter.
    • Når du tager fotos og film i våde omgivelser. Husk ikke at bruge enheden under vand. Hvis du ved et uheld gør enheden våd med vand, der ikke er ferskvand, skal du vaske enheden med vand fra hanen.

    Men glem ikke dækslerne …

    Det er vigtigt, at du bliver fortrolig med din enhed, men du skal huske at lukke alle dæksler helt, før du udsætter din enhed for vand og støv. Det omfatter dækslerne til USB-porten, SIM-kortholderen og hukommelseskortet. Nogle af vores enheder har en vandtæt USB-port uden dæksel. Hvis en enhed har været i kontakt med vand, er det vigtigt, at USB-porten er helt tør, før et USB-kabel sættes i. Hvis du vil fjerne fugten fra USB-porten, skal du ryste enheden flere gange, mens USB-porten vender nedad, og derefter skal du bruge en mikrofiberklud til at tørre enheden af. Gentag processen, indtil der ikke er mere synlig fugt i USB-porten.

    Du skal også sørge for, at der ikke kommer hår eller andre små genstande i klemme mellem dækslerne, når du lukker dem. Hvis du ikke gør det, kan det beskadige enheden alvorligt.

    Grundlæggende pleje

    Her er et par tip til, hvordan du får mest muligt ud af din enhed:

    • Når du har brugt din smartphone, tablet eller tilbehør under våde forhold, skal du huske at tørre alle dæksler og andre områder af, hvor der kan samle sig vand.
    • Udsæt ikke enheden for havvand, saltvand, klorholdigt vand eller væsker som f.eks. frugtdrikke, flydende vaskemiddel og eddike.
    • Hvis enheden ved et uheld udsættes for vand, der ikke er ferskvand, f.eks. klorholdigt vand fra en swimmingpool, skal du altid skylle enheden af med ferskvand.
    • Hvis enten højttaleren eller mikrofonen bliver våd, kan funktionen blive påvirket, indtil al fugten er helt væk.
    • Enhedens IP-klassificering blev opnået under laboratorieforhold i standby-tilstand, så du bør ikke bruge enheden under vand, f.eks. når du tager billeder. Brug ikke enheden til at tage billeder, mens du udfører nogen form for aktivitet under vandet, herunder dykning eller snorkling.
    • Tørretiden varierer afhængigt af miljøet, men processen kan tage op til tre timer. I denne periode kan du stadig bruge alle de funktioner, der ikke er afhængige af højttaleren eller mikrofonen – du kan tage billeder, tjekke din e-mail eller sende sms'er uden problemer.
    • Brug ikke en hårtørrer til at tørre våde dele.
    • Almindeligt slid kan sammen med beskadigelse af enheden reducere dens evne til at forblive beskyttet mod støv og fugt.

    Garanti, reparationer og kundeservice

    Det er vigtigt at vide, at din garanti ikke dækker skader eller fejl forårsaget af misbrug eller forkert brug af enheden. Bemærk også, at kompatibelt tilbehør, herunder batterier, opladere, håndfri enheder, tastaturer og USB-kabler, ikke i sig selv er vandtætte eller støvafvisende.