Mange bryllupper er ens. Alle har deres egen stil og måde at gøre tingene på, men traditionerne og dagens forløb er stort set det samme. Så det er mit job at sørge for, at jeg fanger de ting, der er unikke i hvert bryllup. En måde at gøre det på er ved at skabe en form for relation med bruden og gommen.
Det handler om mere end at tage billeder af deres nærmeste venner og familie. Jeg forsøger at se, hvordan parret interagerer med hinanden, og hvordan deres relation er – hvilke venner griner de sammen med?
Hvis man kan finde ud af, hvem der er vigtige, og hvilken relation de har, så kan man fotografere intime øjeblikke og minder, der vil være helt unikke for parret.
Dokumentar dikterer ikke
Jeg bruger en dokumentarisk tilgang til bryllupper for at fotografere den måde, begivenhederne udspiller sig på i løbet af dagen. Jeg tager selvfølgelig også nogle af de mere klassiske portrætter, da alle gerne vil have dem, men resten af tiden beder jeg sjældent folk om at posere, og jeg fortæller dem heller ikke, hvor de skal stå. Når parret kigger på billederne efter nogle år, vil jeg gerne have, at de husker følelserne og stemningen, i stedet for at de blev bedt om at posere hele tiden.
En ting, jeg altid kigger efter, er humor, og det finder man ved at kende disse relationer. Jeg skal være ligesom en ninja for at kunne fange sjove eller emotionelle øjeblikke. Da jeg skiftede fra et DSLR til α9, fik jeg lydløs optagelse, hvilket ændrede det hele. Det betyder nemlig, at jeg kan komme helt tæt på folk uden at distrahere dem, og jeg kan dermed indfange disse betydningsfulde og sande øjeblikke. Normalt bliver folk utroligt distraheret, i det øjeblik de hører "klikket" fra kameraet, og så er øjeblikket væk.
Mit sikre objektiv til de fleste opgaver er FE 24-70mm f/2.8 GM. Det giver mig fleksibilitet, når jeg bevæger mig hurtigt rundt, og brændvidden er perfekt. Jeg medbringer også FE 85mm f/1.8, og når jeg forsøger at være så diskret som muligt, så har jeg FE 35mm f/2.8 ZA, hvilket sikrer, at jeg kan have så lidt udstyr med som muligt.
Brug omgivelserne
Et bryllup er en ren fornøjelse for mig. Jeg elsker at udforske stedet for utraditionelle portrætter og finde det ekstraordinære i det ordinære. Jeg ønsker, at nogen ser på det færdige billede og siger "Wow! Hvordan gjorde fotografen dét?".
Jeg brugte for nyligt glaspaneler i et loft til at skabe en førende linje ned til et par, der stod badet i lys. Jeg retoucherede det ikke; det blev blot eksponeret for højlys, og det naturlige lys gjorde resten. Med den elektroniske søger på mit α9 kunne jeg se lige nøjagtigt, hvordan billedet ville se ud, før jeg trykkede på lukkeren.
Handling og reaktion
Et perfekt dokumentarbillede er et, hvor man kan se hele historien i et enkelt billede, og for at få det skal det indeholde handling og reaktion.
Jeg har det her billede, hvor gommen dansede for bruden. Jeg tog en masse billeder af denne dans, men mit foretrukne billede er det, hvor man kan se hans arme danse, men ikke hele hans ansigt, mens den grinende brud er i fokus i baggrunden. Jeg kunne have nøjes med at tage et billede af hende, der griner, men man ville ikke vide hvorfor. Ved at inkludere ham dansende ude af fokus får man hele historien – en handling og en reaktion.
Et andet af mine foretrukne billeder er af en gæst, der holder menukortet op. Alt spiller hel perfekt sammen i dette billede. Det har humor og grafiske elementer, og det var ikke poseret. Stedet var så lyst, og lyset skinnede i gæsternes øjne, så de måtte alle holde menukortene op for ikke at blive blændet. Det er sjovt, og det vil minde dem, der var med, om mange af dagens detaljer: stedet, det vidunderlige klare solskin, måltidet, gæsterne – alt sammen på grund af dét ene billede. Og det er et fantastisk utraditionelt billede af menukortene.
Et andet billede er af bruden, der sender et luftkys til brudesvendene på en bus. På dette billede fangede jeg igen hendes handling med at sende luftkysset og brudesvendenes reaktion, hvor de bankede på bussens vinduer. For at tage dette billede satte jeg min lid til den hurtige billedhastighed og sporingen med autofokus i Sony α9. Jeg så bruden løbe hen mod bussen, og jeg vidste bare, at jeg skulle følge efter hende. Det skete på et splitsekund – hun sendte sit luftkys, og samtidig havde jeg kun et øjeblik til at placere hendes ansigt inden for busvinduet og finde en vinkel, hvor jeg kunne holde hendes hånd og hage adskilt. På grund af autofokusset og optagehastigheden på 20fps i Sony α9 kun jeg bruge serieoptagelse til at få de rette billeder, mens hun udførte bevægelsen.
Han konkluderer: "Da jeg kiggede billederne igennem, kunne jeg se, at jeg havde fået lige præcis det perfekte billede i kassen, som jeg havde brug for, og det beviser bare, hvor vigtigt det er at have det rette udstyr for at kunne tage sådanne perfekte billeder."
"Søger det perfekte i det uperfekte"
